"Endelig smagte han på drinken. Den var perfekt. Olivenjuicen havde den helt rette bitterhed. Mens han nød indtrykket, tastede hun ind på computeren. De høje tastelyde mindede Torben om hans fars kontor, tilbage i tierne. Den store, tavse mand, der sjældent havde tid til sin søn, men altid var klar til at drikke whisky og spendere timer på sine forfatterkolleger.
”Attesterne” sagde hun, uden at se op fra skærmen. Atter løftede Torben kufferten fra gulvet, og sikrede ikke at læne sig for meget forover. Selv om hans trænede mavemusklerne, var der stadig en lille hudfold der havde det med at lægge sig over buksekanten. Han fremdrog en noget mindre bunke, og lagde den foran hende.
Denne gang var hun mere grundig. Det tog hende et fuldt minut at løbe den igennenm. Så smilede hun, og belønnede ham med endnu en gnist fra de grønne skovsøer.
”Rigtig godt, Torben. Ren straffeattest, fuld borgerattest, og lægeattesten er også i orden. Jeg kan se, at du har fået tilkendt retten til at få børn. Det er selvfølgelig noget jeg sætter stor pris på, men måske er jeg bare nostalgiker. Hvordan med din DNA-profil?”
Han satte glasset på bordet, og rømmede sig. Lige da han skulle svare, opdagede han til sin angst, at et enkelt hår i hans venstre øjenbryn var vippet en smule ud. Hurtigt glattede han det med det ene finger, og skruede så et smil på.
”Jeg er ikke disponeret i høj grad for nogle sygdomme. Ved langt de fleste kræftformer ligger jeg under snittet for en vesteuropæisk mand. Ligeledes har jeg ingen tendens til skaldethed, fedme eller dårlig humor” vovede han, og til hans glæde lyste hendes ansigt op. Endnu en hans indøvede spontaniteter. ”Jeg har den fulde profil med, hvis du ønsker at se den?”
”Det vil jeg gøre på et senere tidspunkt, men der er ikke tid i dag. Jeg har blot et yderlige spørgsmål. Er der er en chance for, at vores eventuelt fælles børn vil få fregner?”
Novellen kan læses i sin fulde længde i min samling Faderens sønner