”Nej, kære sognepræst. Jeg har set Døden nok gange til at vide, hvornår han kommer. Men det er også fint nok. Jeg har levet længe. Det er ikke enhver forundt at opleve tre århundreder. Jeg er afklaret, og jeg har skrevet mit testamente”
Jokumsen nikkede, og klemte hendes hånd, men sagde intet. Han blev betalt for at lytte, og først derefter snakke.
”Tag De kuns en smøg, sognepræst. Den slags generer mig ikke længere. Imens vil jeg bekende mine synder” raspede hun, og slap hans hånd. Skælvende tog hun glasset og førte det til læberne. Sognepræst Jokumsen så sig om i det lille værelse, han havde besøgt masser af gange. Øverst på en hylde stod et krystalaskebæger. Hurtigt fik han ild på en smøg.
”Jeg har bedrevet hor, sognepræst. Så meget hor, at der ikke var brug for andre til at gøre det i landsbyen. Jeg er kun sikker på, hvem der er far til Hans, min ældste. De andres fædre kan være flere. Gårdmænd, handelsrejsende, sågar Deres forgænger, må hans sjæl hvile i fred”
Sognepræst Jokumsens smøg stoppede en halv centimeter fra læberne. Så fik han røgen i den gale hals. Han hostede og spruttede som en hund, der havde lugtet til peber. Tårerne vældede frem i hans øjne.
”Ja, De tænker måske at det lyder vanvittig, men i min tid var jeg noget af et skår. Spørg De blot Oluf på stue 16, hvis han ellers kan huske noget for sin demens”
Med et sidste hark vendte sognepræsten tilbage til overfladen og tørrede sine øjne. Hans hjerne søgte de rigtige ord, der lå fyrre år tilbage i tiden, med ham siddende i et gammelt lokale med helgener på væggene.
”Men fortryder De Deres synder?” spurgte han endelig.
Den gamle nikkede, så hendes hvide lokker dansede på hovedpuden.
”Det gør jeg. Det meste hor er ikke nok værd til at risikere den evige lyksalighed. Selv om der selvfølgelig var Skærslipper-Dieter, da jeg var en helt ung pige”
Elses øjne blev helt glasagtige, da også hun tog en kort tur ned af fortidens sidegader.
”Siden De fortryder Deres synder, da er de tilgivne” svarede sognepræst Jokumsen, og tog et hvæs af smøgen.
”Jeg ved godt, at De slet ikke tilgiver synder ligesom spaghettierne. Jeg havde bare lyst til at nogen skulle vide det, inden jeg forlod det her sted”
Hendes gamle hånd krøb ud under lagnet, og lagde sig oven på hans. Så klappede hun ham et par gange, som en mormor ville klappe sit barnebarn.
”Og hvordan går det så med kirken, sognepræst?” spurgte hun. Hendes stemme var med et ikke det mindste svag, men derimod skærpet som en diamantklinge.
”Det går fint” mumlede han, og skoddede cigaretten.
”Såså, sognepræst. At lyve er en synd. Jeg kan godt huske sidst jeg var i kirken. Der var det Dem og jeg. Deres prædiken var smuk, men ingen hørte den. Hvad er det? Seks år siden?”