Andet nyt i sommeren

Så er det blevet juli, og endog lige ved slutningen af den. Der er mange ting at tage sig til midt i hedebølgen, hvis man, som jeg, knapt holder ferie.

Arbejdet med min novellesamling skrider rimelig hurtigt frem. Ud af de valgte 31 (enogtredive!) noveller, er der læst førstegangskorrektur på 27 af dem. Desuden har jeg aftalt med min forlægger, at novellerne Detour og Porno skal igennem en grundig omskrivning. Ud over den rene korrektur, er det sjovt at læse nogle af sine gamle tekster igen. Nogle af dem har op til fem år på bagen, og derfor har jeg en del gange oplevet forundring over mine egne tekster. Heldigvis har den forundring for det meste været på den positive side. Undervejs har samlingen også ændret titel til Køtere dør om vinteren...

Den første anmeldelse af Lyden af vanvid er nu kommet op til overfladen. Anmeldelsen er at finde i Himmelskibet nummer 24, og Thomas Winther har følgende at sige om min novelle World Wide Web:

"Antologien starter ud med en novelle af A. Silvestri, som sidste år vandt Fantastiks novellekonkurrence med novellen “Atjuh!” (Trykt i Himmelskibet nr. 22), og som godt nok ikke var med i antologien Fra Skyggerne, men var med i en anden af Harksens udgivelser, nemlig Dystre Danmark. I Lyden af vanvid er det novellen “World Wide Web”, en historie hvor de typiske gamle bøger der optræder i Lovecraftianske historier nu er skiftet ud med Internettet, men den viden der kan bliver optaget er stadig farlig." - Thomas Winther

I lang tid har jeg kun sporadisk været at høre live, men det kommer til at ændre sig i årets sidste halvdel. Der vil jeg være at opleve i forskellige sammenhænge:

Den 14/8, kl. 11-14 på Café Bakowski i Helsingør i forbindelse med projektet Litteratour. Se flyer her eller meld dig til her

Den 28/8, kl. 14-17 er der (vanen tro) Ord Under Himlen i Kongens Have. Der vil jeg kunne overhøres i vanlig stil, med nok lidt ældre og kortere ting.

Den 9/11 klokken 18-21 er tiden kommet til science fiction. Sammen med en lille håndfuld vil jeg læse op på Café Dan Turéll. Se flyer her

Det var vist alt for nu - men der kommer snart en update til