Flere nyheder

Der fortsætter med at ske ting i mit forfatter-teater:

For det første er Knud Larn, med megen forsinkelse, blevet færdig med afgørelsen i novellekonkurrencen om Dansk SF Pris 2008. Konkurrencens tema var *Danskerne og Tidsmaskinen* og vinderen blev Malan Jacobsen. Selv er jeg blevet dømt udgivelsesværdig med novellen Vi, Der Skummer Fløden. Den handler om mælk, Arla, reklame og en tidsmaskine. Selv synes jeg den er meget original. Men måske en kende for fjollet. Udgivelsen af bladet, der mere er en mindre bog, kommer i november. Se mere her

Efter lang tids pause har jeg også anmeldt en bog inde på Metrord. Det drejer sig om Michael Kamps tredje bind i sagaen om Bob. Anmeldelsen kan læses her. Senere på måneden vil jeg også anmelde Jonas Wilmanns bog The End.

Den tredje, og for mig meget sørgelige ting er, at Forlaget Valeta har takket nej til at udgive mine to novellesamlinger. I deres mail til mig roser de min skrivning til skyerne, og beklager meget at de ikke tør binde an med en novellesamling, sådan som det danske bogmiljø ser ud lige nu. Det får mig blot til at hade de murstenstykke krimier endnu mere. Jeg har dog allerede et kig på et par andre forlag, der måske har lidt flere midler, og derfor tør satse.