2015-2016
Antologier
I 2015-2016 deltog jeg i 10 antologier. Jeg overvejede, om jeg skulle stoppe med at deltage i så mange konkurrencer, men jeg kunne ikke lide tanken. Det at skrive til diverse indkaldelser med mere var blevet en art frirum for mig, hvor jeg i modsætning til mine egne projekter, kunne lege og eksperimentere på en helt anden måde.
Særligt nævneværdige er Itu fra Universets mørke, der vandt Niels Klim-prisen 2015 i kategorien novelle, digtet H i lyriksamlingen Halfdanske digte af halvkendte forfattere, som var første gang i årevis jeg skrev et digt og Spillemaskinen fra StORDstrømmen 2015, da den viste at selv en gammel novelle (oprindeligt skrevet i 2006) stadig kunne begå sig.
Blade og magasiner
Siden der blot er tre, nævner jeg dem alle. I Himmelskibet nummer 45 er En hundekunst, et stykke americana kombineret med tidsrejser, i Himmelskibet nummer 49 kan man finde novellen Bag glas, der handler om at vælge og er skrevet på en blanding af engelsk og dansk. Sidst men ikke mindst er den korte novelle Lige børn i Novum nummer 123. Novellen handler om lighed taget til en logisk konsekvens.