Novellen Fingerleg skrev jeg sidste år, og den er bygget på en oplevelse jeg havde på en bar. Jeg trådte ind ad døren, og opdagede med det samme en gruppe på seks, der sad klinet op ad den ene højttaler. Alligevel lo de og smilede. Musikken var høj, og jeg tænkte at de da måtte få blæst hjernen ud ... indtil det gik op for mig, at de alle sammen var døve. Hænder fægtede lynhurtigt på tværs af bordet, en af pigerne kom til at vælte en øl og alle lo. Det billede satte sig fast. Og ud fra det diorama kom novellen Fingerleg til verden:
"Som var baren et skib i høj sø,
svajede han fra side til side, mens han undgik dem der kom ham nær.
Pludselige albuer, folk der vendte sig. Piger med åbne munde. En del
af pantomimen. Han smilede igen. Det ville blive en god aften. Helt
perfekt. Og når han og Pernille havde fået et par drinks til, ville
han spørge om de ikke skulle ses en gang, over en kop kaffe. Forsøge
at få fortiden sendt per efterkrav. Henrik nikkede for sig selv. Det
var sådan det skulle være.
Jeg
slår dig ihjel.
Ordene
fik ham til at dreje hovedet helt. Han havde opfanget dem ud af den
ene øjenkrog. Glassene på bakken stødte mod hinanden. Lydringe
tonede ud i hans hænder.
De fire ord var kommet fra en mand i
midtfyrrerne. Han var solbrændt, og det halvlange hår, der var
begyndt at gråne i tindingerne, indrammede hans markante træk.
Manden var den type, som mange kvinder ville finde tiltrækkende.
Hans arme og fingre bevægede sig hele tiden mens han talte , og
kvinden der sad ved siden af ham ved bardisken fulgte hvert af hans
ord. Hun var mindst ti år yngre end ham, men hendes kropsholdning
var ikke til at tage fejl af.
Henrik fokuserede på mandens læber.
Skruede sin hjerne mod ordenes udformning.
.....men der var ikke nogen af os,
der havde tjekket benzinen, så... opfangede han. Intet unormalt.
Han trak på skuldrene. Det måtte være noget, han havde forestillet
sig. Armbevægelser kunne tit rodes sammen, hvis man kom ind midt i
dem.
Tøserne vinkede ham nærmere, deres
blikke på drikkevarerne. En for en delte han dem ud. Sluttede af med
en øl til sig selv. Han havde aldrig været meget for alt det søde
stads, de altid proppede i drinksene. Ideen om at fylde alkohol med
frugt og grønt var vel nærmest at gå direkte imod den forventede
effekt. Det var ikke sundt at drikke, og det skulle det heller ikke
være. Accepter det uundgåelige.
Pernille klappede på bordet. Det gik
op for Henrik, at han stadig stod op. Han grinede til hende, satte
sig ned og tog en slurk af glasset. Lidt for meget skum. Pigerne
snakkede stadig om motion, men han var tilfreds med at hænge ud
bagerst, uden at sige så meget. Sådan havde han også været på
efterskolen. Det tavse vand over den dyb grund, havde han en gang
læst i en bog. Eller huskede han citatet forkert? Et var i hvert
fald noget med vand og grund. Han måtte spørge sin...
Jeg
slår dig ihjel, din lille luder. Jeg kværker dig langsomt.
Ordene
var slet ikke kommet fra mandens mund. De var kommet fra hans hænder."