Teksten World Wide Web skrev jeg for over fire år siden, og det var den første tekst, jeg sendte ind til en konkurrence. Jeg har altid holdt meget af den gode H.P.Lovecraft og hans noget kringlede stil. Derfor satte jeg mig for at skrive en Cthulhu Mythos-novelle, der anvendte den samme og meget kompakte stil, men som samtidig blev blandet med den traditionsrige setting, der hedder "mødet på en bar". Retrospektivt er der ting, jeg ville ændre eller gøre anderledes den dag i dag, men alt i alt er jeg tilpas tilfreds med novellen. Den kan findes i den netop udgivne novellesamling Lyden af vanvid fra H.Harksen Productions.
"Det var svært at rive sig ud af lysten til at overgive sig, men et sted inden i mig skreg en stemme, at hvis jeg gav op nu ville der ingen vej være tilbage. Så jeg stirrede op i loftet og pressede hårdt min tændte cigaret ned i håndfladen. Smerten stod som eksplosioner op gennem mine nerver, men mit sind blev klart. Hver eneste gang siden den dag, når fristelsen har gnavet som en drage i min rødder, har jeg gjort det samme. Jeg vidste allerede der, at jeg ingen hjælp ville kunne få fra andre mennesker. Enten ville jeg blive stemplet som paranoid, eller også ville jeg afsløre mig overfor mennesker, der allerede var indfanget af symbolets magt og løfter. Jeg var helt og aldeles alene. Den aften besluttede jeg mig for at skrive alt ned som jeg så, lave kopier af alle dokumenter og udprinte alle billeder, som jeg stødte på. For at have beviser. For at finde en vej ud. Hvor umuligt det end virkede." Han tømte whiskeyflasken ned i sit glas og rømmede sig. Røgen fra cigaretten bølgede omkring hans ansigt, og jeg så på hans hånds flade. Alle linier var væk, og tilbage var kun store, væskende sår og arvæv der bølgede som et bakkelandskab i et fremmed land. Men et fremmed land, som jeg var blevet trukket ind i mod min vilje, og som jeg ikke kunne forlade før jeg fandt dets grænse."
"Det var svært at rive sig ud af lysten til at overgive sig, men et sted inden i mig skreg en stemme, at hvis jeg gav op nu ville der ingen vej være tilbage. Så jeg stirrede op i loftet og pressede hårdt min tændte cigaret ned i håndfladen. Smerten stod som eksplosioner op gennem mine nerver, men mit sind blev klart. Hver eneste gang siden den dag, når fristelsen har gnavet som en drage i min rødder, har jeg gjort det samme. Jeg vidste allerede der, at jeg ingen hjælp ville kunne få fra andre mennesker. Enten ville jeg blive stemplet som paranoid, eller også ville jeg afsløre mig overfor mennesker, der allerede var indfanget af symbolets magt og løfter. Jeg var helt og aldeles alene. Den aften besluttede jeg mig for at skrive alt ned som jeg så, lave kopier af alle dokumenter og udprinte alle billeder, som jeg stødte på. For at have beviser. For at finde en vej ud. Hvor umuligt det end virkede." Han tømte whiskeyflasken ned i sit glas og rømmede sig. Røgen fra cigaretten bølgede omkring hans ansigt, og jeg så på hans hånds flade. Alle linier var væk, og tilbage var kun store, væskende sår og arvæv der bølgede som et bakkelandskab i et fremmed land. Men et fremmed land, som jeg var blevet trukket ind i mod min vilje, og som jeg ikke kunne forlade før jeg fandt dets grænse."