Lidt gammelt og nyt

Tiden er kommet til det nye års første update, for der sker trods alt stadig en del ting rundt omkring min skriftperson.

Gennem forlaget Valeta har jeg fået indtalt og "udgivet" min novelle Je ne sais quoi på et sted der hedder bogbidder.dk. Kort fortalt er det et site der kæder forlag, forbruger og bibliotek sammen ved at sende stykker af romaner eller noveller ud til folk, der har meldt sig på hjemmesiden. Jeg har fået at vide, at min lille historie fra i morgen vil nå ud til 4000 mennesker....det er sgu da meget pænt. Hvis du er blevet tændt på at lytte - så smid et øre her - du behøver ikke en gang medlemsskab.

Meget tyder på, at den længe ventede samling Lyden af vanvid, fra H.Harksen Productions, spyttes ud af pressen her i januar eller februar. Med i antologien har jeg novellen World Wide Web, der er en ganske gammel sag - nu hvor jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at jeg skrev den for over 2 år siden. Det ændrer ikke på, at det er en lækker gang Cthulhu Mythos - og denne gang er den endda illustreret - man glæder sig i denne tid.

Sidste år vandt jeg Fantastiks novellekonkurrence, med novellen "Atjuh!". Kravet til genren var, at det skulle være fan fiction, og jeg valgte Terry Pratchetts Discworld. Senere skulle det vise sig at være et vanskeligt valg, da alle Discworld-historier skal have tilladelse, fra originalforfatteren, for at blive udgivet. Det lykkedes dog, og resultatet kan ses i Himmelskibet nr. 22. Dog kom tilladelsen ikke uden en semi-personlig kommentar fra Mr. Pratchett himself:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than
hitchhiking on my stories :-)) "


Han har så evigt ret, den gode mand. Jeg trøster mig blot med, at det trods alt var en fan fiction-konkurrence.

Som en sidste ting er der kommet endnu en anmeldelse af Begyndelser fra forlaget Valeta. Denne er ikke så positiv igen, faktisk giver den kun bogen to stjerner, men anmelderen siger følgende om min novelle:

"Novellerne er af noget svingende kvalitet. Nogle er decideret originale i deres indhold, som f.eks. ”Je ne sais quoi” af A. Silvestri og ”Firmus Anima” af Christian Reslow. Begge kan holde læserens interesse fangen og præsentere en overraskende pointe"

Det er udmærket - og forresten vil jeg gerne lykønske Christian Reslow med, at Valeta har antaget hans roman. Den udkommer her til marts. Hvis du vil læse hele anmeldelsen, så klik blot her

Det var alt for nu - men der kommer snart mere