En meget speciel tekst, der selvfølgelig indeholder en historie, men hvor fokus er lagt på at skide grammatikken et særdeles velkomponeret stykke.
Nøglen er om hans hals i en intermistisk kæde, og regnen siler ned over præsten og fastre og eks-konen og ham selv. Kun en urne denne gang, intet bombastisk. Hans mor siger til ham, at hun er bange og hun tror der er nogen efter hende. Hun vil stedes til hvile i en keramikvase. Den sænkes ned i jorden, ekskonen tog ham i armen og hvisker at hans mor var en god kvinde. Hun er gravid med en anden mands barn nu, det svømmer rundt inden i hende som en haletudse blændet af søgrønhed. Han kan se at hendes mave er hvælvet, han tager hende bag hendes nye hus i forstæderne og hun skreg af vellyst. En kvinde der har begæret dig, vil altid begære dig siger hans far til ham, mens jordbærisen driver ned over hans fingre. Sådan er verden installeret. Præsten mumler i skægget, og tænker på den bager der er ved at lukke i landsbyen, og hvordan skal han nu få de napoleonshatte, han holder så meget af. Ophidselse over støv er vanskelig. Hun blev brændt i går, han stod ved siden af kisten og placerede et kys på hendes pande. Hun smager af smulder og pudder, allerede forvitret til en klæg erindring. Kom ind, vi skal spise og jeg kan ikke lide ham der Søren du leger med, han udnyttter dig bare siger hun og han vrænger af hende, for Søren er pissesej og de tog Sørens fars bil og kørte rundt indtil solen stod op. Der er seks år til han kommer til et uundgåeligt delta. Faderen kigger på ham med et smil, og lærer ham fremmedord udenad. Ord er magt, viden gennem ord er en endnu større magt. Hunden døde det efterår, hvor han terpede ord som zenith, kausal og drivkraft. Den bjæffer en sidste gang i hans øre, før dens tarme driver ud af maven og gør kørebanen til et absurd kort over et kommende land. På nøglen står tallet 1, glinsende efter han pudsede nøglen med knofedt og spyt.
Nøglen er om hans hals i en intermistisk kæde, og regnen siler ned over præsten og fastre og eks-konen og ham selv. Kun en urne denne gang, intet bombastisk. Hans mor siger til ham, at hun er bange og hun tror der er nogen efter hende. Hun vil stedes til hvile i en keramikvase. Den sænkes ned i jorden, ekskonen tog ham i armen og hvisker at hans mor var en god kvinde. Hun er gravid med en anden mands barn nu, det svømmer rundt inden i hende som en haletudse blændet af søgrønhed. Han kan se at hendes mave er hvælvet, han tager hende bag hendes nye hus i forstæderne og hun skreg af vellyst. En kvinde der har begæret dig, vil altid begære dig siger hans far til ham, mens jordbærisen driver ned over hans fingre. Sådan er verden installeret. Præsten mumler i skægget, og tænker på den bager der er ved at lukke i landsbyen, og hvordan skal han nu få de napoleonshatte, han holder så meget af. Ophidselse over støv er vanskelig. Hun blev brændt i går, han stod ved siden af kisten og placerede et kys på hendes pande. Hun smager af smulder og pudder, allerede forvitret til en klæg erindring. Kom ind, vi skal spise og jeg kan ikke lide ham der Søren du leger med, han udnyttter dig bare siger hun og han vrænger af hende, for Søren er pissesej og de tog Sørens fars bil og kørte rundt indtil solen stod op. Der er seks år til han kommer til et uundgåeligt delta. Faderen kigger på ham med et smil, og lærer ham fremmedord udenad. Ord er magt, viden gennem ord er en endnu større magt. Hunden døde det efterår, hvor han terpede ord som zenith, kausal og drivkraft. Den bjæffer en sidste gang i hans øre, før dens tarme driver ud af maven og gør kørebanen til et absurd kort over et kommende land. På nøglen står tallet 1, glinsende efter han pudsede nøglen med knofedt og spyt.