Så er tiden blevet moden til endnu engang at kaste los, og flyde ud på Tekstoceanets enorme vidder. Vi har allerede været en tur i de dybe 00'ere, i selskab med en ivrig fan og noget tættere på, i 2014, hvor en kanon-forfatter blev målet for en omskrivning. Nu drejer vi mod syd, vi skal tilbage til 2012 og forude venter der en fortælling om ænder, huller i tiden og et uskrevet kapitel i Andebys historie.
Så langt jeg kan huske tilbage, var Anders And, og Andeby en del af min hverdag. Selv om jeg aldrig modtog Anders And-bladet med posten, købte min mor ofte den nye jumbobog til min bror og mig. Det var helt tilbage til de første udgivelser. Jeg læste og genlæste de mange historier, og meget hurtigt stod det klart at jeg foretrak Anders og Joakim fremfor Mickey og Fedtmule. Da der gik lang tid mellem der udkom nye jumbobøger, lånte jeg i stedet for hele årgange af Anders And af Åse, en ældre dame på vejen, hvis børn var flyttet hjemmefra. Antallet at timer, jeg har brugt liggende på min seng med en kat eller to og Andeby, er helt sikkert til at tælle, men jeg har ingen anelse om mængden, andet end at den er stor. En af de ting, jeg virkelig elskede ved Anders And var at figurerne havde deres vante gang i Andeby, men med et trylleslag kunne blive revet ud af den daglige trummerum og opleve alt fra rumrejser til skattejagter. Rent guf for en noget eskapistisk sjæl som jeg. Meget sigende er den superhelt jeg ved mest om også Stålanden, og ikke nogle af de andre.
Jeg fortsatte med at købe jumbobøger som voksen, og lysten til at læse de mange historier forsvandt aldrig rigtigt. Efterhånden havde jeg dog luret mange af standardhistorierne, og derfor var det ikke så
spændende mere. Lige indtil jeg fik øjnene op for Don Rosa, en af de helt store Anders And-tegnere. Selv om historier af Don Rosa (og Carl Barks, for den sags skyld) af og til viste sig i de normale Anders And-blade, havde jeg kun en smule kendskab til dem, for de var aldrig en del af jumbobøgerne, der primært bestod af historier tegnet af italienske tegnere. Men tilbage til Rosa. Gennem ham oplevede jeg, at ande-universet ikke var statisk. Han gjorde ænderne levende og meget menneskelige, og blandt andet hans meget udbyggede serie om Onkel Joakims liv er helt fantastisk. I den serie formåede han at introducere elementer som død, kærlighed, fortrydelse, bitterhed, smålighed og had til Andeby og resten af den fiktive verden. Følelser, der ikke rigtig havde været der før, men gjorde alt mere levende, ægte og vedkommende. Som om det ikke var nok, udbyggede han også sammenhængen mellem ænderne. Hvem var i familie med hvem, hvordan hang de forskellige tidsperioder sammen og hvordan var deres indbyrdes forhold. Det var en fantastisk vækkelse, og den dag i dag har jeg en række Don Rosa-plakater hængende i mit hjem, der hver især viser et udsnit af den førnævnte serie.
Og så til skrivningen. I 2012 udskrev Egmont en skrivekonkurrence, hvor de udbad sig en synopse over en Anders And-historie. Hvis man kunne skitsere den, måtte man også godt det, men eftersom jeg tegner som en maskine, der er designet til ikke at kunne tegne, gik jeg efter rå skrift. Det var ganske enkelt en konkurrence, jeg bare måtte deltage i. Som jeg nævnte før, ramte den måde Don Rosa havde skabt sine historier på mig virkelig. Derfor lagde jeg hovedet i blød og nåede så frem til et noget ømt punkt i hele ande-mytologien. Det er aldrig blevet afgjort hvem der er far til Anders And. Faktisk er det et punkt, der slet ikke bliver nævnt - det er åbenbart aldrig blevet set som vigtigt. Derfor valgte jeg at bruge Anders' far som fokus for en historie. For at kunne gøre det ordentlig, havde jeg brug for en opfindelse, der kunne rejse i tiden. Den tanke var helt sikkert afledt af min hang til science fiction. Heldigvis har Andeby Georg Gearløs der gør den slags på daglig basis, og langsomt voksede skelettet til en historie frem. Det var dog ikke nok i sig selv, og i månederne op til deadlinen forsøgte jeg at skrive en historie, som både var tro mod ande-universets feel og forsøgte at bringe ægte følelser ind. Historien fik titlen En far til tiden og du kan læse den nederst.
Da konkurrencen blev afgjort, var jeg ikke blandt vinderne, og sådan var det. Jeg var selvfølgelig ærgerlig over at jeg så ikke kom til at se mit navn under en AA-historie. Jeg tror ikke at min fortælling nogensinde bliver tegnet, og den kan ikke rigtig bruges andre steder, da jeg har skræddersyet den til Anders And-universet. Medmindre selvfølgelig at der sidder en illustrator derude og læser dette - som straks bare må, MÅ omdanne mine ord til ruder fyldt med ænder og tidsrejser. Hvis du er en sådan, så smid en kommentar.
Så runder jeg af for denne gang - og selvfølgelig håber jeg at du allerede nu har løst årskort til oceanets utallige dampere og færger, der krydser Tekstoceanet. Det kan være at vi næste gang skal en tur til Sømændenes Hjem eller måske bie et øjeblik, mens en uskyldig sjæl går planken ud. I hvert fald skal du være mere end velkommen - også til at smide en kommentar eller to.
Så langt jeg kan huske tilbage, var Anders And, og Andeby en del af min hverdag. Selv om jeg aldrig modtog Anders And-bladet med posten, købte min mor ofte den nye jumbobog til min bror og mig. Det var helt tilbage til de første udgivelser. Jeg læste og genlæste de mange historier, og meget hurtigt stod det klart at jeg foretrak Anders og Joakim fremfor Mickey og Fedtmule. Da der gik lang tid mellem der udkom nye jumbobøger, lånte jeg i stedet for hele årgange af Anders And af Åse, en ældre dame på vejen, hvis børn var flyttet hjemmefra. Antallet at timer, jeg har brugt liggende på min seng med en kat eller to og Andeby, er helt sikkert til at tælle, men jeg har ingen anelse om mængden, andet end at den er stor. En af de ting, jeg virkelig elskede ved Anders And var at figurerne havde deres vante gang i Andeby, men med et trylleslag kunne blive revet ud af den daglige trummerum og opleve alt fra rumrejser til skattejagter. Rent guf for en noget eskapistisk sjæl som jeg. Meget sigende er den superhelt jeg ved mest om også Stålanden, og ikke nogle af de andre.
Jeg fortsatte med at købe jumbobøger som voksen, og lysten til at læse de mange historier forsvandt aldrig rigtigt. Efterhånden havde jeg dog luret mange af standardhistorierne, og derfor var det ikke så
Så udtryksfuldt et ansigt ... |
Og så til skrivningen. I 2012 udskrev Egmont en skrivekonkurrence, hvor de udbad sig en synopse over en Anders And-historie. Hvis man kunne skitsere den, måtte man også godt det, men eftersom jeg tegner som en maskine, der er designet til ikke at kunne tegne, gik jeg efter rå skrift. Det var ganske enkelt en konkurrence, jeg bare måtte deltage i. Som jeg nævnte før, ramte den måde Don Rosa havde skabt sine historier på mig virkelig. Derfor lagde jeg hovedet i blød og nåede så frem til et noget ømt punkt i hele ande-mytologien. Det er aldrig blevet afgjort hvem der er far til Anders And. Faktisk er det et punkt, der slet ikke bliver nævnt - det er åbenbart aldrig blevet set som vigtigt. Derfor valgte jeg at bruge Anders' far som fokus for en historie. For at kunne gøre det ordentlig, havde jeg brug for en opfindelse, der kunne rejse i tiden. Den tanke var helt sikkert afledt af min hang til science fiction. Heldigvis har Andeby Georg Gearløs der gør den slags på daglig basis, og langsomt voksede skelettet til en historie frem. Det var dog ikke nok i sig selv, og i månederne op til deadlinen forsøgte jeg at skrive en historie, som både var tro mod ande-universets feel og forsøgte at bringe ægte følelser ind. Historien fik titlen En far til tiden og du kan læse den nederst.
Da konkurrencen blev afgjort, var jeg ikke blandt vinderne, og sådan var det. Jeg var selvfølgelig ærgerlig over at jeg så ikke kom til at se mit navn under en AA-historie. Jeg tror ikke at min fortælling nogensinde bliver tegnet, og den kan ikke rigtig bruges andre steder, da jeg har skræddersyet den til Anders And-universet. Medmindre selvfølgelig at der sidder en illustrator derude og læser dette - som straks bare må, MÅ omdanne mine ord til ruder fyldt med ænder og tidsrejser. Hvis du er en sådan, så smid en kommentar.
Så runder jeg af for denne gang - og selvfølgelig håber jeg at du allerede nu har løst årskort til oceanets utallige dampere og færger, der krydser Tekstoceanet. Det kan være at vi næste gang skal en tur til Sømændenes Hjem eller måske bie et øjeblik, mens en uskyldig sjæl går planken ud. I hvert fald skal du være mere end velkommen - også til at smide en kommentar eller to.