Så vender jeg fokus mod Optisk bedrag endnu engang, denne gang med novellen Englestøv. Den er en meget mærkelig størrelse, der kører i et højpoetisk sprog, og roder rundt med læserens perception. Man kan vælge at læse historien som overnaturlig eller hyperrealistisk. Hvad der er korrekt, vil jeg ikke gøre mig til herre over. Vurdér selv:
"Det sner. Hvide fnug fyger mine øjne
åbne. Bilerne kører forbi mig. Nogen stirrer, skynder sig væk fra
fortovet så de ikke kommer til at røre ved mig. Som smittede jeg
eller kunne trække dem med mig. Det rører mig ikke, jeg er vant til
det, vant til hvad andre mennesker kan finde på at smide efter mig i
hån eller foragt. Han befriede mig for det. Der var en tid før ham,
en række år så forvitrede at jeg knapt kan kende dem selv. Jeg var
en af de normale. Jeg spillede efter reglerne, uden at vide hvem der
havde skrevet dem. Der var en kvinde, der var børn, et hus, en bil,
en fyring, en skilsmisse. Perler på en snor, punkter i en rapport.
På gaden, tiggende. Kun nok til at holde mig med smøger og hund.
Hostende, kronisk syg. Det var virkeligheden, der havde tænkt sig at
blive ved indtil den satte sit endelige punktum. Druknet i sprut,
bortfløjet i fed. Og så en aften stod han der. I lyset fra en
gadelygte lyste hans hår op som en ledestjerne. Han talte til mig,
men jeg husker ingen af hans ord. Alligevel ved jeg de var danske,
men fremmede. Sande, men ægte. Som en luders kys, en svindlers
underskrift på en check. Hver stavelse slog mod mit panser af kulde
og kirsebærvin, indtil de trængte igennem og lagde sig varmt om mit
hjerte. Han fortalte om dengang det hele begyndte, da jorden og
himlen næsten var et, og han fortalte om engang hvor det hele skal
ende og jorden og himlen endelig bliver til et enkelt udsagn, et kort
ord. Mens hans læber bevægede sig, trak de skidtet af mig og
trevlede mit stinkende tøj op, indtil jeg sad nøgen foran ham. Han
spurgte mig, om jeg ville følge ham, og jeg nikkede og nikkede, til
hvirvlerne i min nakke peb i protest. Under min næse lagde han hvidt
pulver, og min verden eksploderede. Da gav han mig en kniv, trukket
frem af jakken eller huden eller noget der var begge dele, og pegede
på min hund. Han sagde ikke mere, så blot tavst på et punkt over
mit hoved. Jeg vidste, at der intet andet end graffiti og pis var på
den mur, han nu betragtede så intenst. Jeg vidste, at hvis jeg ikke
gjorde som han sagde, ville han gå videre og lade mig dø i mit eget
lort, drukne i en flod kaldet tid."