Så er vi nået til alt det, der har gået mig på i løbet af de sidste 12 måneder. Afslag, derouter og setbacks, sjælegranskninger, ubesvarede mails og sådan kunne jeg blive ved. Heldigvis er det lige præcis hvad jeg har tænkt mig, så hæng på hvis du har din egen misery, der gerne vil have company. Jeg svor for og til mig selv, at denne blog også skulle fungere som et spejl over alt det svære ved at være forfatter, så derfor denne update.
Indledning
Set udefra er mit forfatterskab en fremadrettet og optiltet pil, lige siden min første antologi-deltagelse i 2008. Det går hele tiden fremad. Det er rigtigt. Det gør det. Meget af tiden er det dog med smølfeskridt, med hiv og sving, og med mange, mange, mange timer investeret. Ofte kan det føles som om indsatsen ikke står mål med udbyttet, og mange aftener undrer jeg mig over, hvad jeg egentlig laver. Med det sagt, så lad os starte med sammenbruddet.
April 2016
Midt i april skrev jeg indlægget Seks eksemplarer her på min blog, hvor jeg stod meget uforstående
overfor at min daværende nyeste udgivelse, Kærlighedsfrugt, havde solgt seks eksemplarer til private købere. Jeg følte mig som en joke, jeg følte at jeg spildte mit liv på at lave noget, der ikke interesserede nogen, jeg var ved at kaste op over de mange, lange aftener tilbragt alene for at skabe, for noget eksisterer ikke helt, uden at det bliver betragtet. Jeg formåede at holde den kørende på pumperne indtil i maj, hvor jeg gik i sort. Jeg holdt op med at opdatere min blog, men blev ved på Instagram, fordi jeg havde lovet mig selv at opdatere den dagligt i 2016. Jeg skrev, men på meget lavt blus. Jeg vandrede mest rundt om mig selv, uden helt at ane hvad fanden jeg skulle gøre. Skriften på væggen var tydelig: Ingen læser dit shit. De vil hellere læse den nye, middelmådige krimi, eller glo fjernsyn. Fat det, menneske, det du laver er irrelevant, det er nichet, det er på samme tid for højpandet og for lige ud af landevejen. Jo, som I kan høre, var det nogle dejlige måneder, hvor jeg virkelig slog mig selv i hovedet med alt hvad jeg kunne finde. Jeg startede min blog op igen, men jeg er stadig ikke tilbage ved at føle mig som mit gamle jeg, og måske kommer jeg heller ikke til det. Det er vel den slags, der kaldes for erfaring, og man vokser og skrumper med som menneske. Jeg tror man kan kalde det at være desillusioneret, og måske er det bare en forsinket reaktion, som mange forfattere får ved den første bog, hvor ingen og lidt mindre noterer sig udgivelsen, der har ramt mig her. Jeg var træt og jeg er træt hele vejen ind til min kerne. Så hold op, er vel det logiske output. Og det lige så logiske svar fra min side er selvfølgelig: Det kan jeg ikke.
Afslag
Den markante følelse af at det hele var af helvede til, blev kun stærkere gennem hvordan mit manuskript Et parforhold klarede sig - eller skulle jeg måske sige, ikke klarede sig. Oprindeligt havde jeg sendt det ind til Politikens romankonkurrence om at skrive socialrealistisk om det moderne parforhold, og jeg tog det ikke så tungt, da det ikke gik videre. Det var jo blot et vilkår. Så jeg pudsede og polerede manus, fik det læst og kommenteret af fire betalæsere, og begyndte at sende det ud til forlag. Først kom et afslag, så endnu et, så endnu et og så videre, og i skrivende stund er vi oppe på otte. Afslag er også en del af gamet, det er jeg med på. Dog var jeg ikke det bedste sted i verden, og at ingen af de otte afslag var andet end standard, gjorde virkelig ondt på mig. Ikke et ord
om hvorfor, hvad der kunne ændres, bare noget. Og hvad så, Silvestri? Det er daglig kost for forfattere, så lad lige være med at tude. Det er rigtigt. Ved hvert manus havde jeg vedlagt mit forfatterCV - legater, udgivelser, deltagelser og så videre - og det var nok det, at det åbenbart heller ikke betød en skid hvad jeg ellers havde opnået, der slog hovedet på sømmet. Det føltes som om jeg skulle starte helt forfra igen. Det gjorde jeg allerede på det engelske marked, hvor jeg opnåede 17 afslag på noveller i år. Ligeledes fik jeg et fem afslag fra danske litteraturmagasiner, men heldigvis kom der lidt lys i mørket, da jeg fik et afslag fra Texas Longhorn til deres specialnummer om science fiction og horror, da min tekst var 'urealistisk'. Dog fik det mig til igen at stille spørgsmålstegn, denne gang med de forudgående: Hvor fanden hører jeg til? Når det mainstreamede ikke vil ha' mine tekster, og det litterære heller ikke vil, hvad stiller man så op? Ingen anelse.
Tiden
Tid har været en anden af de helt store faktorer, der har slidt en del på mig. Som nogen ved, arbejder jeg som lærer, og det var især det dobbelte job, der trak tænder ud. Det har været svært at navigere i at være hjemme klokken 17, og så først derefter have tid til det andet fuldtidsjob. Koblet med de to ting, trækker det også fra det samlede timeantal, at jeg er to gange formand. Det er dejligt at være, og jeg elsker at være med til at sætte horror på landkortet og arbejde for forbedrede vilkår for danske forfattere. Dog ændrer det ikke på, at det også tager en masse tid. Derfor har 2016 været et år, hvor jeg hele tiden har følt mig presset på tid.
Rampen
For et par måneder siden var jeg til et møde, hvor jeg sagde: "Jeg er skidetræt af stadig at skulle præsentere mig selv.", og det opsummerer måske meget godt dette punkt. Der kommer få forespørgsler, men generelt er min mail tom, min telefon ringer ikke. Langt de fleste gange, jeg har været ude at optræde, er af egen kraft. Sidste år skrev jeg en mail ud til forskellige biblioteker og lignende, men det har kun kastet lidt af sig. Jeg bliver ikke bedt til oplæsningssteder, når jeg afholder skriveworkshop kommer der tre mennesker (som var søde og dygtige), og det er år siden jeg sidst holdt foredrag. Jeg kan kun konkludere, at det betyder at ingen og en kæft ved hvem jeg er, og det er som sådan også okay. Det store problem for mig er at jeg ved, at i et land som Danmark, skal man som forfatter også lave alle mulige andre ting for at kunne overleve, og det er svært at overleve, hvis man ikke får tilbud. Så enkelt er det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme skridtet videre. Være mere aggressiv? Sparke døre ind? Who knows.
Det usynlige, eller næsten
Som så mange andre år, har det danske litteraturmiljø også frustreret mig, både på egne og andres vegne. Jeg undrer mig til stadighed over hvor få, der læser og at der er endnu færre der diskuterer litteratur på andre måder end med smag, og jeg undrer mig over at novellen stadig er så miskendt. Jeg er bange for at bogbloggerne er en alt for homogen anmeldergruppe, jeg er frustreret over at Litteratursiden (bibliotekernes side om litteratur) har en så ensidig og store forlags-fikseret litteraturformidling, jeg har det svært med at de fantastiske genrer ikke kæmper for sig selv og deres forfattere og det skræmmer mig, hvor lidt man egentlig hjælper hinanden. Det har også været svært at få at vide at to titler ikke længere føres fysisk (Pandaemonium og Ambrosia/Live), at min nye bog blev overset til bogmessen og at den ikke har solgt til science fiction-segmentet.
Afrunding
Luksusproblemer? Det kan godt være. Skulle jeg ikke bare være tilfreds med det jeg har, eller skrive noget, som folk rent faktisk gider læse, for så kommer resten af sig selv? Det burde jeg måske, og det er også ret populært. Eller også er jeg et godt billede på hvordan det er at være midt i det hele, og absolut ingen steder på samme tid. 2016 har været fyldt med tvivl, forvirring, afmagt, vrede og opgivenhed, og meget af det tager jeg med mig ind i 2017. Heldigvis er der også meget godt at tage med, og hvis du ikke allerede har læst det, kan du se også mit indlæg fra i går. Og måske er det i virkeligheden det, der forvirrer og frustrerer mig allermest. At der er så meget godt, og så meget dårligt, og jeg hele tiden får modsatrettede signaler. I hvert fald er min sørgesang færdig for nu, og du er meget velkommen til at kommentere.
 |
| Tegner bliver jeg vist aldrig ... |
Set udefra er mit forfatterskab en fremadrettet og optiltet pil, lige siden min første antologi-deltagelse i 2008. Det går hele tiden fremad. Det er rigtigt. Det gør det. Meget af tiden er det dog med smølfeskridt, med hiv og sving, og med mange, mange, mange timer investeret. Ofte kan det føles som om indsatsen ikke står mål med udbyttet, og mange aftener undrer jeg mig over, hvad jeg egentlig laver. Med det sagt, så lad os starte med sammenbruddet.
April 2016
Midt i april skrev jeg indlægget Seks eksemplarer her på min blog, hvor jeg stod meget uforstående
Afslag
Den markante følelse af at det hele var af helvede til, blev kun stærkere gennem hvordan mit manuskript Et parforhold klarede sig - eller skulle jeg måske sige, ikke klarede sig. Oprindeligt havde jeg sendt det ind til Politikens romankonkurrence om at skrive socialrealistisk om det moderne parforhold, og jeg tog det ikke så tungt, da det ikke gik videre. Det var jo blot et vilkår. Så jeg pudsede og polerede manus, fik det læst og kommenteret af fire betalæsere, og begyndte at sende det ud til forlag. Først kom et afslag, så endnu et, så endnu et og så videre, og i skrivende stund er vi oppe på otte. Afslag er også en del af gamet, det er jeg med på. Dog var jeg ikke det bedste sted i verden, og at ingen af de otte afslag var andet end standard, gjorde virkelig ondt på mig. Ikke et ord
Tiden
Tid har været en anden af de helt store faktorer, der har slidt en del på mig. Som nogen ved, arbejder jeg som lærer, og det var især det dobbelte job, der trak tænder ud. Det har været svært at navigere i at være hjemme klokken 17, og så først derefter have tid til det andet fuldtidsjob. Koblet med de to ting, trækker det også fra det samlede timeantal, at jeg er to gange formand. Det er dejligt at være, og jeg elsker at være med til at sætte horror på landkortet og arbejde for forbedrede vilkår for danske forfattere. Dog ændrer det ikke på, at det også tager en masse tid. Derfor har 2016 været et år, hvor jeg hele tiden har følt mig presset på tid.
For et par måneder siden var jeg til et møde, hvor jeg sagde: "Jeg er skidetræt af stadig at skulle præsentere mig selv.", og det opsummerer måske meget godt dette punkt. Der kommer få forespørgsler, men generelt er min mail tom, min telefon ringer ikke. Langt de fleste gange, jeg har været ude at optræde, er af egen kraft. Sidste år skrev jeg en mail ud til forskellige biblioteker og lignende, men det har kun kastet lidt af sig. Jeg bliver ikke bedt til oplæsningssteder, når jeg afholder skriveworkshop kommer der tre mennesker (som var søde og dygtige), og det er år siden jeg sidst holdt foredrag. Jeg kan kun konkludere, at det betyder at ingen og en kæft ved hvem jeg er, og det er som sådan også okay. Det store problem for mig er at jeg ved, at i et land som Danmark, skal man som forfatter også lave alle mulige andre ting for at kunne overleve, og det er svært at overleve, hvis man ikke får tilbud. Så enkelt er det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme skridtet videre. Være mere aggressiv? Sparke døre ind? Who knows.
Det usynlige, eller næsten
Som så mange andre år, har det danske litteraturmiljø også frustreret mig, både på egne og andres vegne. Jeg undrer mig til stadighed over hvor få, der læser og at der er endnu færre der diskuterer litteratur på andre måder end med smag, og jeg undrer mig over at novellen stadig er så miskendt. Jeg er bange for at bogbloggerne er en alt for homogen anmeldergruppe, jeg er frustreret over at Litteratursiden (bibliotekernes side om litteratur) har en så ensidig og store forlags-fikseret litteraturformidling, jeg har det svært med at de fantastiske genrer ikke kæmper for sig selv og deres forfattere og det skræmmer mig, hvor lidt man egentlig hjælper hinanden. Det har også været svært at få at vide at to titler ikke længere føres fysisk (Pandaemonium og Ambrosia/Live), at min nye bog blev overset til bogmessen og at den ikke har solgt til science fiction-segmentet.Afrunding
Luksusproblemer? Det kan godt være. Skulle jeg ikke bare være tilfreds med det jeg har, eller skrive noget, som folk rent faktisk gider læse, for så kommer resten af sig selv? Det burde jeg måske, og det er også ret populært. Eller også er jeg et godt billede på hvordan det er at være midt i det hele, og absolut ingen steder på samme tid. 2016 har været fyldt med tvivl, forvirring, afmagt, vrede og opgivenhed, og meget af det tager jeg med mig ind i 2017. Heldigvis er der også meget godt at tage med, og hvis du ikke allerede har læst det, kan du se også mit indlæg fra i går. Og måske er det i virkeligheden det, der forvirrer og frustrerer mig allermest. At der er så meget godt, og så meget dårligt, og jeg hele tiden får modsatrettede signaler. I hvert fald er min sørgesang færdig for nu, og du er meget velkommen til at kommentere.