"Kaspersen trommede med fingrene på bordet, og så frem for sig. Selv om han prøvede at fokusere på et af lokalets hjørner, for at klare tankerne, blev hans blik ved med at trække ned mod Jasmin. Hendes skønhed virkede næsten overnaturlig. Han kunne ikke finde den mindste fejl ved hende. Alt var perfekt, fra renheden i hendes øjnes farve til længden af fingerneglene.
”Hvor mange krige er der nu?” spurgte han efter nogle sekunder.
”Ingen. Den sidste krig blev udkæmpet i 2712” svarede Jasmin og lagde hovedet i hænderne. Hun blinkede langsomt, så de lange øjenvipper strejfede hendes kinder.
”Hm. Hvor mange mennesker dør af sult hver dag?”
”Ingen. Den sidste hungersnød var i 2716”
”Hvor mange mennesker dør af kræft om året?”
”Ingen. Det er over 500 år siden vi fandt kuren mod kræft. Det var overraskende simpelt”
”Okay, det var også for let. I har haft tusind år til at klare de ting” svarede Kaspersen
”Det er rigtigt”
”Hvor gammel er du? Jeg mener, I må vel have opfundet udødeligheden”
Jasmin rystede leende på hovedet.
”Nej, Janus. Det kan man ikke. Men vi kan blive meget gamle. Jeg er selv over 85 år gammel, men jeg holder mig da meget godt, ikke”'
Ved de sidste ord kiggede hun ned ad sig selv, og Kaspersen sank en klump. De små trækninger vendte tilbage i hans bukser. Han kunne sværge på at hendes brystvorter blev tydeligere mod det sølvskinnende stof.
”Jo, det må man sige” kvækkede han og tvang sit blik væk. Hvis han ville vide noget, blev han nødt til at holde øjnene fra hende"