Ord fra forfattersaunaen

Jeg plejer at sige, at jeg kan skrive nårsomhelst og hvorsomhelst. Det udsagn har jeg måttet æde i denne sommer, der føles som at stå midt i Helvedes fyrrum. Varmen har mest af alt reduceret min hjerne til et susende ørkenlandskab, hvor de få vindhekse, der engang overmodigt rullede på tværs af sceneriet, er brændt til slagger. Nogle dage er jeg vågnet, og har bare haft lyst til at sætte mig ned og tude over varmen, for jeg er et af de mennesker, der har det varmt ved 12-13 plusgrader, og vandrer rundt uden jakke, selv når vi når frysepunktet. Det har været opslidende mentalt og fysisk, og mens jeg skriver disse ord, sidder jeg iført shorts og klipklapper, og sveden tapløber af mig, så jeg har været nødt til at placere et håndklæde under stolen. Sexet, I know ;) De sidste mange år har jeg haft for vane at begrave mig i et stort romanprojekt sommeren over, men det har vist sig helt umuligt. I stedet for har jeg i de små og få koncentrationslommer skrevet nogle kortere tekster ... og de kommer lige her. Den korteste er små 1300 ord, den længste små 4400 ord. 

Alle teksterne er i pdf, og ophavsretten er selvfølgelig stadig min. Det ville være fedt, om du havde lyst til at skrive et par ord tilbage, hvis du alligevel læser, og ellers må du bære over med, at teksterne lige nu ikke er efterbehandlet eller noget. Her i varmen tænkte jeg blot, at det kunne være, at du havde lyst til at kigge lidt ind i værkstedet. God læsning.

Ølanker er 1300 ord lang, og handler om elskov, ølbrygning og rørsystemer. Arbejder især med billedsprog og kønsideer. Læsetid 5 minutter. Genre? Magisk realisme.

---

Eusebios brønd er 2300 ord, og handler om en belejring, et særligt maleri og et vandur. Arbejder med gammeldags vendinger og symbolik. Læsetid 9 minutter. Genre? Historisk fiktion.

---

Genkendelse er 2500 ord, og handler om en mand, der møde alle han kender. Arbejder med systematik og surrealisme. Læsetid 10 minutter. Genre? Tjah.

---

Büchsflint er 3500 ord, foregår i en alternativ virkelighed og handler om en fars ansvar. Er skrevet som en reportage. Læsetid 18 minutter. Genre? Realisme i et andet univers.

---

Christian Pedersen skal gå i nul er på 4400 ord, og handler om tilgivelse og multiverset. Den arbejder med opsummeringer og smerte. Læsetid 22 minutter. Genre? Nok science fiction.

---

Om Dennis Jürgensen og en Top 5

Jeg tilhører den generation, der voksede op med Dennis Jürgensen på biblioteket. Og han var noget ganske særligt, for der i slutfirserne og starthalvfemserne, var der ikke så mange andre danske forfattere, der gjorde det han gjorde. Skrev indenfor de fantastiske genrer. De fleste ungdomsbøger hang stadig fast i halvfjerdsernes socialrealistiske dynd, og der var endnu et par år til den enorme fantasy-bølge.  Jürgensen skrev både børnebøger, ungdomsbøger og så noget, der efter al god opførsel, burde være kaldt for voksenbøger. Under alle omstændigheder, var jeg sovset ind i ham, som mange af mine jævnaldrende, og hvis du nævner Dennis Jürgensens navn for et hold 40-årige (plus/minus et årti), vil de fleste få et vemodigt glimt i øjet.

Dennis Jürgensen har påvirket min generation så meget, at man kan se spor af ham i en del forfatterskaber. Bloggen Fra Sortsand påpeget det problematiske i, når en forfatter blot træder ad allerede kendte stier i denne anmeldelse tidligere på året, der mener, at især dansk horror har et faderkompleks i forhold til Dennis Jürgensen; et argument jeg så udmærket kan forstå. For der er noget sandhed i, at kun Dennis Jürgensen kan ramme den rette tone mellem humor og horror, så det virker plausibelt og ikke pastiché, og at hans eftermæle især bliver det lidt komiske gys. Det er uden tvivl problematisk. Det positive er, at for mange har Dennis Jürgensen været en port ind til det sære og fantastiske, og det er en nødvendighed i litteraturen. Ligeledes har han for mange været det første møde med blandt andet H.P. Lovecraft. Måske er en del af grunden til, at jeg skriver dette, også mit opgør med faderkomplekset?

Jeg har læst alle Dennis Jürgensens bøger, og jeg mener alle. Fra de første korte ungdomsromaner til krimierne, og dette indlæg er foranlediget af, at jeg for nylig læste hans roman Kælderkrigerne ... og ikke var synderligt imponeret. For at være ærlig, synes jeg der har været langt mellem snapsene siden omkring år 2000. En del af det er helt sikkert, at jeg er blevet det ældre. Man ændrer smag og udsigt med tiden. Hans serie Spøgelsesjægerne fandt jeg direkte kedelig, serien Drømmetjenerne føltes som Dennis Jürgensen, jeg havde læst før og Roland Triel-krimierne syntes jeg bare var krimier uden at være Dennis Jürgensen (men prøv alligevel at læse interviewet med Sherlock Holmes). En anden del har noget at gøre med nostalgi; det øjeblik, man støder på noget første gang. For at minimere effekten af mindernes allé og min fremadskridende mimren, tog jeg stikprøver af de gamle værker, og i nogle tilfælde holdt de, i andre ikke.  Med andre ord har jeg forsøgt at være fair. Og nu tæller vi ned fra nummer 5.

---

5 - Krøniker fra Kvæhl (1988-90)

Pentalogien om Arnold (Dennis, hvorfor skal alle drenge hedde noget sært?) og Catharina, der lever i denne verden, men opdager at de kan træde igennem en portal mellem dem og komme til Kvæhl, står for mig som et godt fantasy-værk, og på mange måder bedre end Dystopia. Krøniker fra Kvæhl er fra en tid, hvor man ikke behøvede at skrive en trilogi på 2400 sider for at levere en historie, og det gør pentalogien hurtig, effektiv og fyldt med plat humor. Dermed ikke sagt, at Dennis sjofler sin worldbuilding. Vampyrtroldene har en reelt skræmmende side, Knusum Kranikum, vampyrdæmonen på jagt efter udødelighed, er brutal og hans tjener/hofsnog Lusingando, er som taget ud af Shakespeare. Der er faktisk en klart Shakespearean vibe i hele serien, der blandt andet også understreges af heksen Sejd, der forbander ganske ironisk. Som kronen på worldbuildingen står dog nok saprofytterne, der har barkhud og sitrende græshoppestemmer, og de grønne hvepse, der også kan ses på forsiden. Da serien kom ud i slutningen af 80erne, var den noget ret unikt, og især mængderne af blod og det grimme sprog er nok grunden til, at den altid vil være et nøk over Dystopia i min verden.  Siden dengang for årtusinder siden, er bogen blevet opdateret og omskrevet, hvilket for mig betyder, at jeg ikke er den eneste, der kan se Kvæhls kvaliteter.

Den originale og dermed rigtige forside til første bog ;)

---

De simple forsider til Black Horror-serien er meget effektfulde.

4 - Tingen i cellen (1992)

Tingen i cellen er den første i Jürgensens fire-bogs-serie kaldet black horror, og efter min mening den klart bedste (med Uhyret i brønden som nummer to). Hvor der i mange af hans tidligere værker er blevet spædet op med humor, er der i Tingen i cellen absolut ingen kære mor. Det er mørkt, det er ondt og det er koldt. Den er skrevet som dialog og gennem flashbacks, hvor Father McGregory lytter til den usete patient Simon Featherwells historie. De befinder sig i en celle, der stinker af hav og Simon Featherwells stemme er et skurrende og boblende morads, der alligevel formår at levere en historie om havet, monstre og lidelse. Tingen i cellen er en af de første gange, hvor Dennis Jürgensen skriver for voksne, og det klæder ham helt fantastisk. Selv om det er en kort bog (133 sider), får han skrevet en fortættet stemning ind på de få sider, og som læser sidder man tilbage med en ægte ubehagelig følelse i kroppen. Hvis man er bekendt med Lovecraft, vil fortællingen føre en tilbage til The Shadow over Innsmouth, og det er der bestemt intet dårligt i, da Jürgensen tvister og vrider inspirationen til en ny form. Ligeledes er den angelsaksiske gyser-tradition virkelig at spore, både i persongalleriet og opbygningen, men også i hele tematikken. For hvornår bliver man bare til en ting i en celle? Jeg kan anbefale de første tre i Black Horror-serien, hvorimod den fjerde (Dæmonen i hælene) efter min mening ikke når op på de andre.   

---

3 - Grønne øjne (1985)

Da jeg læste Grønne øjne for første gang, skræmte den mig. Og da jeg kiggede den igennem for et par dage siden, kunne jeg stadig se, hvad det var, der skræmte mig, og det er et adelsmærke. Grønne øjne består af fire fortællinger, der er vævet sammen af en rammefortælling om Harold Moveyes, der er forbandet og går igen. Dette format får mig til at tænke på de gamle horror-tegneserier som GRU og Skræk, og antologi-filmformatet, der blandt andet er set i Creepshow og, mere moderne, REC-serien. Hver af de fire fortællinger (Alene hjemme, Et hestehoved foran, Dumme dukke og Jokerklubbens bedste nummer), indeholder ekko af de andre fortællinger, og derved bliver helheden større end de individuelle dele. Jürgensen blander gamle rædsler fra folketroen med mere moderne uhygge, og slutresultatet virker sært helstøbt, selv om den fjerde historie halter lidt i forhold til de første tre. Sproget er direkte og brutalt (men samtidig humoristisk og 'smart-asset'), og især nogle af beskrivelserne af råd og fordærv er stadig væmmelige og får det til at vende sig i en. Hver gang jeg læser Grønne øjne, får jeg selv lyst til at skrive en novellesamling i samme stil, hvor alle delene hænger sammen. Den originale forside bør også nævnes, da den indgyder respekt og ubehag. Selv om Grønne øjne er blevet genudgivet ad to omgange, er det stadig det originale cover, der holder.

Dyrk lige stregen og øjnene - brrr.

---

Den originale og derfor rigtige forside!

2 - Kadavermarch (1991)

For mange er der intet over og intet i nærheden af Kadavermarch i Jürgensens forfatterskab, og bogen har efterladt sig et aftryk, der kun er få bøger forundt. Kadavermarch er den første zombieapokalypse-bog på dansk (efter hvad jeg ved), og Jürgensen tager sin inspiration direkte fra Romeros of the Dead-univers. Historien foregår en smule ude i fremtiden, hvor den rige elite bor i CrystalCities, der er betalt for af produktet LifeSupply, der giver en længere liv. Og både dette produkt og byerne kommer til at spille en meget vigtig rolle i fortællingen. Jürgensen bruger Danmark og et stort persongalleri til at fortælle historien, og det er en ren fest af blod, vold og splat, hvor en zombie kan onduleres på en milliard måder (med ryggen af en telefonbog?), og ingen virkelig er i sikkerhed. HvorJürgensen glimrer er i de mange personer. Som læser føler man virkelig med nogle af dem, og hader andre. Det virker som ægte menneskeskæbner, der tilfældigvis er blevet placeret i en zombie-fortælling, og den følelse af virkelighed kombineret med ikoniske scener (en flugt gennem elektriker-tunnelen, en kamp på et hustag), sikrer den en plads meget højt på listen. I dag skriver Gud og hvermand zombie-fortællinger, men dengang, for næsten 30 år siden, var den noget ganske uhørt, og tog verden med storm, og den er stadig en af de bedste zombie-romaner på dansk.

---

1 - Relief (1993)

Relief er Dennis Jürgensens bedste bog, og den er kriminelt overset. Så, der sagde jeg det. Desuden er Relief ikke skrevet for børn og unge, men for voksne, og det er måske grunden til at så mange ikke har læst den. Relief har som omdrejningspunkt teorien Homo Timidus, det angste menneske, og den teori arbejder med tanken om, at en frygt kan blive så dominant, at den er i stand til at manifestere sig fysisk. Det alene er en virkelig god idé til en bog, men i løbet af de 900 sider, lykkes det Jürgensen med et rigt persongalleri, vilde angstscener og humor spredt med let hånd, at fremmane noget sjældent. Når jeg læser Relief er det for mig et destillat af, hvad det er, Jürgensen kan. Han kan fortælle en god historie. Han kan skrive reelt skræmmende scener. Han kan være virkelig sjov. Og så kan han være iskold, hvor den sidste del er den prægtigste. Relief handler udelukkende om voksne mennesker, der midt i deres voksenliv kommer ud for frygtelige oplevelser. Den handler om at virkeligheden brister som en byld, og det væskende pus er levende. Den handler om opofrelse og lidelse, om hvordan nogle mennesker ikke bliver okay igen. Den handler om skyld og foragt og forråelse og ødelæggelse, der findes i selv de smukkeste kar. Det er Jürgensens dybeste værk, og et der burde være blevet læst af en horde af voksne. Det er her, han fik lov til at vise, hvad han virkelig kunne som forfatter. Tænk hvis Tellerup stadig havde nosser til at udgive voksenlitteratur!

De 900 sider er fordelt på fire bøger, og som I kan se, trænger monstret langsomt fremt.

---

Det var min personlige Top 5, og det var ikke særlig let at vælge. Mine udvalgte bærer nok også præg af, at jeg har et blødt punkt for horror. Jeg lagde ud med 10 kandidater, og de 5, der ikke kom med, blev valgt fra af forskellige grunde. Serien om Freddy og monstrene (1982-88) var fantastisk og jeg åd dem som slik i mine små-år, men de blev slået på målstregen af Krøniker fra Kvæhl. Ikke fordi de er gode, det er de, og de var en dejlig lukket cyklus, der absolut ingen grund er til at reboote. Dennis Jürgensen arbejder også i science fiction, men Måske (1994) blev valgt fra, da den første af de tre lange noveller, ikke holdt trit med de andre to (og slet ikke den sidste Jeggørdigingenting!). Dystopia (1990) er en god bog, men den har blot aldrig ramt mig som noget af hans andet fantasy, og det var kun lige, at den sneg sig ind blandt de oprindelige 10. Et Grimm't eventyr (1997) rugede jeg længe over, da ideen om at eventyr er andre dimensioner, og at kedelige kontornussere kan blive helte, virkelig talte til mig, men den faldt til sidst på ikke at være længere. Sidst var Dødens mange facetter (2009), en opsamling af noveller i alle mulige genrer. Selv om der er nogle perler imellem, var den til sidst for ujævn, men en god showcase for Jürgensens fantasi.

Det var så det. Du er velkommen til at kommentere, reagere eller reminiscere, eller på anden måde -ere. Og jeg overvejer at lave noget lignende med andre forfattere. Ville du være interesseret i at læse det?

Den midaldrende Silvestris læseoplevelse, opfølgning

I begyndelsen af året skrev jeg et par indlæg om, at det var gået op for mig, at jeg efterhånden levede i et billede af mig selv som læser, mere end jeg egentlig var det. Det satte jeg mig for at gøre noget ved, og meget hurtigt fandt jeg ud af, at det kastede uventede lækkerier af sig. Du kan læse om mit projekt ved at følge de to links (Del 1, Del 2), eller du kan læse med her.

Nu er det et halvt år senere, og det har været overraskende let at holde fast i mine forsætter, ja faktisk er de nu gået hen og blevet vaner. Det er en del af min dag. Jeg læser et kvarter hver morgen, og på mine hjemmedage fra arbejdet læser jeg en 45 minutter i lænestolen i biblioteket. De nye vaner har kastet andre ting af sig. For ti år siden havde jeg altid en bog på mig. Jeg læste, mens jeg gik til og fra mit arbejde. Når jeg ventede på bussen, læste jeg. Langsomt var opmærksomhed rykket fra blad til skærm, men uden at jeg egentlig har tænkt over det, er fokus gledet den anden vej. Nu læser jeg igen, når jeg venter ved busstoppestedet, eller fisker en bog frem, selv om jeg kun skal køre fem minutter i bus. Jeg er blevet mere bevidst om, at på trods af tidens fiktive natur, er den også meget håndgribelig. Og den skal bruges ordentligt. 

Seks af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Rent numerisk er der fremskridt at spore. I løbet af de forgangne seks måneder har jeg læst mere end jeg gjorde hele sidste år. 44 bøger er det indtil videre blevet til, og jeg tror aldrig jeg har læst så bredt, så varieret og så faglitterært. Det er ikke en higen eller jagt på at finde noget sært eller aparte, men en reel lyst til at udforske hvad der mon er bag et omslag. Det har gjort, at jeg har læst essays om kunst, dykket ned i Romerriget og gnasket myter og ritualer forbundet med skoven ... og det var bare inden for faglitteratur. Når viften bredes ud er det fransk renæssance-satire (Rabelais' Gargantua), chilenske digte (Pablo Neruda), en kommentar til det amerikanske samfund (Don DeLillos White Noise), dansk ekspressiv realisme (Janne Tellers Kattens tramp), mainstream YA (Miss Peregrine's home for peculiar children), undergrunds-horror (Jürgensen/Krogsøes Randvad) og britiske science fiction-noveller (James McAuleys Under Mars). Selvfølgelig var nogle af bøgerne bedre end andre, men de har det til fælles, at de giver mig en fornemmelse af hvor stor verden er, hvor mange historier der kan fortælles (og på hvor mange måder!) og hvor fedt, det er at dykke ned i et ukendt emne, og når man atter gennembryder overfladen, har man nu fået en ny indsigt. Det synes jeg er usandsynligt fedt. Jeg er af den overbevisning, at jo mere man tilegner sig, jo lettere bliver det for hjernen at kombinere forskellige områder, og på den måde skabe en tanke, en følelse eller en idé, der har noget friskt i sig. En suppe smager bedre, når der er kælet for gryden. 

Netop det med lære nyt, studsede jeg en del over. For undervejs i min læsning begyndte jeg at tage bøger ud af min reol. Og hvad så, tænker du? En bog plejer at stå i en reol, ikke ligge i en cisterne eller under vasken. Her var der tale om bøger, jeg havde købt for årevis siden. Nogle havde jeg erhvervet mig i den smalle genbrugs-shop i Vordingborg da jeg læste til lærer (i slutningen af sidste årtusind), andre var helt tilbage fra da jeg delte lejlighed på kollegiet med en kæreste og andre igen var blot landet i et mørkt hjørne. Jeg fandt ud af, at jeg havde helvedes meget guld stående på mine hylder. Bøger, som jeg havde slået hen med et 'nej, den er lidt lang' eller 'den ser gammel ud', og derfor aldrig havde fået læst. Så jeg begyndte at pille dem ned fra hylden og gå ombord i dem. Og det slog mig, flere gange undervejs i flere bøger, at det er det, som bøger kan, som intet andet medie formår. Når jeg ser en film fra firserne (og jeg elsker firserne), kan man godt se at den er ved at være gammel. Teknikken er forbedret så meget siden dengang, at det ville være sært andet. Sådan er det ikke med en bog. Der har teknikken været den samme næsten fra første fløjt, og derfor bliver de ved med at føles nye. Også selv om historien er sat i efterkrigstidens græske øhav (Durrells Reflections of a Marine Venus) eller i en muteret fremtid (Delanys The Einstein Intersection), verdener der ikke findes (længere). Selvfølgelig kan sproget være gammeldags, men det er en del af læseoplevelsen. Og så må man heller ikke glemme, at på trods af Hollywoods ivrige hurtigløb, findes der stadig langt flere fortællinger på tekst end på celluloid, og det ændrer sig ikke lige foreløbig, da Hollywood er i færd med at strangulere sig selv i et reb slået af remakes og sequels.

Fem af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Umberto Eco har sagt, at ulæste bøger er langt vigtigere for vores liv end de læste, og eftersigende skulle han have haft et bibliotek, der bestod af 30.000 bøger han ikke havde læst, og det japanske ord tsundoku betyder at lade bøger stå ulæste hen, i bunker eller på reoler, til senere brug. Og jeg er enig meget af vejen, mens jeg er så nostalgisk, at visse bøger får lov til at eje hyldeplads til jeg stiller tøflerne. Jeg ved ikke om man kan kalde det en kombineret tanke, men i hvert fald fik min fornyede læselyst mig til at gå mine reoler igennem. Det betyder, at der nu står en håndfuld flyttekasser i min lejlighed, og de er fyldt med bøger. Der er bøger, jeg havde to af, men især bøger, jeg ved vil blive læst meget mere end de gør, når de står og samler støv på mine reoler. For majoriteten af de bøger er nemlig nogle, jeg allerede har læst, og som jeg ikke kommer til at læse igen. Den tanke er en direkte aflægger af, at jeg i begyndelsen af året begyndte at give enkeltbøger væk til nogen, der ville sætte pris på dem. Nu samler jeg blot til bunke, og senere på året holder jeg åbent hus, hvor man kan erhverve sig bøgerne for en lille pris. Måske ville du have lyst til at komme forbi?

De sidste 185 dage (siden årets start), har jeg læst omkring 50 minutter om dagen. Det giver sammenlagt 6½ døgn. Til sammenligning har jeg motioneret nogenlunde den samme mængde tid, og sovet 61½ døgn. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vender tilbage til ikke at læse. Det er tid så godt investeret, at kun motion matcher det. Og her på falderebet har jeg opdaget en sidste ting. Som yngre åd jeg bare bøger; der var en art prestige i det for mig. Nu indtager jeg bøger, men på en helt anden måde. I stedet for at sluge dem, lader jeg dem kæle for ganen. Det drejer sig ikke længere om prestige, men om glæde, og ofte er det så meget vigtigere.

10 gange forsider, del 2

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke. Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information. Dette er del 2. Del 1 kan findes her.

---

Al kødets gang (2015) udkom på HHP, og er en gotisk krimi. Forsiden skulle være simpel, men alligevel sigende. Oprindeligt tænkte vi på noget med et gammelt hus beklædt med vedbend, men da vi så faldt over rebet sat på en baggrund af mørke sten, var der ikke så meget at rafle om. Det var forsiden. Det er en meget rolig forside, holdt i jordfarver, der samtidig signalerer at der er noget på spil. Hvorfor er der så mange ujævnheder i stenvæggen? Hvorfor er der så mange knuder og knob i rebet? Netop rebet peger direkte ind i bogen, hvor det både findes fysisk og som fortolkning, og derfor stod både jeg og forlæggeren uforstående over for lektørudtalelsen, der mente, at "forsiden ikke havde noget at gøre med bogen". Den meget hvide titel, hvor Al kødets gangs' tre ord hænger sammen, er et nik til et sammenfiltret element i hele fortællingen. Jeg er meget glad for netop denne forside, da den har meget få bestanddele, men samtidig formår at formidle en masse tanker. Og jeg kan garantere, at hvis man under læsningen af og til kigger på forsiden, så vil den matche på ganske ubehagelig måde. 

---

Kærlighedsfrugt (2015) udkom på forlaget Kandor, og er en række horrornoveller. Den meget sorte baggrund er klassisk, og frugten i forgrunden smelter mange steder sammen med dette mørke. Netop frugten er det vigtigste element i Kærlighedsfrugts forside, og et element som mange af mine læsere har udtalt sig om. Jeg har hørt at det både er min bedste og min værste forside. At den signalerer nemlig horror, og at den frastøder folk. Men beskuerne bliver ved med at vende tilbage til frugten. For hvad er det egentlig? Er det et hjerte? Er det noget, der er ved at kravle ud af en kokon? Er det svampesporer der om et øjeblik udløses? Er det et kønsorgan? Er det en blomst? Er det blot en lille del af noget større? Den slags mystik synes jeg er perfekt til horror, og med lidt velvilje kan forsiden matche samtlige af samlingens historier. Den hvide skrivemaskineskrift er meget tydelig i det mørke, og fungerer som projektør. Her valgte vi at føje undertitlen 14 rædsler til, da ordet rædsler i sig selv er lidt grimt grafisk. Det er defekt ord, men langt mere spændende end 'historier' eller 'fortællinger'.

---

Sand og sten, stål og glas (2016) udkom på forlagene Calibat/DreamLitt, og er den første i en række opsamlinger af noveller. Netop fordi det er den første i en række, valgte vi helt fra begyndelsen at alle bøgerne i denne 'serie' skulle have nogle fælles træk, men samtidig skille sig ud. Grafikeren Anna Degnbol blev tilknyttet, og for første gang kom der på forsiden af en af mine bøger et originalværk. Det var vigtigt for mig at signalere noget voksent, og derfor valgte vi en symbolsk strand af stjerner, der drysser ned i venstre side, og en bastant powerfont lige midt i det hele. Farven er grøn/blå/grå, og jeg tænker konsekvent på den som 'naturvidenskabelig'. Den kurvede bølge bryder forsiden i to, og skaber derved en 'tom' del og en fyldt med stjerner eller partikler eller noget helt tredje. Nederst lagde vi et bånd med 'udvalgte fortællinger', for at understrege at bogens indhold ikke alene var udgivet før, men at det også var noget af det bedste, der her blev genudgivet. Til lanceringen af min bog, var det hårdt at se, at folks nærmest ikke registrerede Sand og sten, stål og glas. Deres blik slog smut på forsiden, på trods af at den lå center på et salgsbord. Efterfølgende har læsere kaldt forsiden for 'utrolig smuk og elegant' og 'vildt kedelig', så jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke her. Selv er jeg i den første gruppe.

---

Fast arbejde (2017) er den anden af mine opsamlinger, og det er også til at se på forsiden. Forfatternavnet sidder samme sted (men har skiftet farve til sort), og ligeledes gør båndet med 'udvalgte fortællinger'. Netop båndet er som idé hentet fra den gamle Galakse Bøgerne-serie, hvor der nederst var et bånd, der beskrev seriens meritter. Fast arbejde er en bog fyldt med humor og gøgl, men samtidig skulle den signalere det voksne. Derfor valgte vi en række trapper, der eschersk ikke kan fungere, og en hvid/grå og nistret baggrund, der får en til at tænke på statisk støj. Læg også mærke til at trapperne er mættet med skygger. Vi valgte trapper fremfor andre klare symboler, da samlingens noveller har det tilfælles, at de handler om bevægelse. For at bryde det kantede, satte vi titlen på skrå og gjorde den hvid og pink, på en måde der giver den et skær af noget tredimensionelt. Som en del af titlen er det lille sværd, der kunne være hentet ud af en børnebog, og som samtidig er en direkte henvisning til titelnovellen. Læg også mærke til forlagets navn, Calibat, der sammen med resten danner en centreret søjle, men samtidig giver forsiden rum til at ånde.

---

Scener fra et parforhold (2018) udkom på forlaget DreamLitt, og er min tiende bog. Samtidig er den realistisk, og derfor skulle der grafik på bordet. Det var en lang omgang frem og tilbage med forsiden, hvor jeg flere gange afviste grafikerens forslag, og efter et par uger, var vi nok alle sammen lidt trætte. Derfor vendte vi tilbage til det første udkast, et 'hjertetræ'. I første omgang havde det nemlig været sat på en pastel baggrund ed omridset i hvidt, men nu kastede vi os over at vise bogens sammensatte natur ved hjælp af forskelligt farvede kasser. And lo and behold, det kom til at se helt fantastisk ud. Forsiden er på en gang enormt kaotisk og rodet, men samtidig kontrolleret og sat i system. De mange farver trykker på hjernens centre, men får ikke en til at vende sig væk. Selve baggrunden, hjertet der også er et træ, rammer noget essentielt i bogen, der handler om kærlighed og om at forstå, om at se sig selv og se de mennesker, man har groet noget sammen med. Hjertetræet formår at stå tydeligt, selv gennem de mange farver og former. Fonten i hård hvid er ikke en nysselig og balanceret font, hvor alt er lige stort eller lige. Her hælder bogstaverne til siden, eller står forskudt, præcis som de fleste følelser gør det. Forsiden er blevet meget rost, er tegnet/efterbehandlet af Morten L. Hansen og fortsætter om på bagsiden.

---

Så nåede vi igennem de 10 forsider, og det har været sjovt at huske tilbage på de tanker, man havde dengang. Nogle af de valg, jeg traf tidligere, ville jeg ikke have gået efter den dag i dag, men jeg synes stadig alle mine forsider står som monolitter over hvad de hver især skal signalere. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar eller en holdning, eller måske kan det være, at du kan bruge mine tanker, når du selv skal finde på en forside. Under alle omstændigheder: Tak fordi du læste med.

10 gange forsider, del 1

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.

---

Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.

---

Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.

---

Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.  

---

Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne. 

---

Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.   

---

Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.

Rapport fra forfatterværkstedet 2

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 20+ uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til siden midt i marts.

Skrivning

I de sidste tre måneder har der været gang i en del nye tekster. De fleste af dem har været med henblik på udgivelse, enten i en konkurrence eller ved bestilling, men jeg bliver samtidig ved med at skrive det lidt anderledes. Flere af teksterne vil med garanti udkomme i den nærmeste fremtid:

Tinderbitch (horror, 8200 ord) indsendt til konkurrence.

Professor Adamsens ufuldendte (science fiction, 10500 ord)

Annes smil (weird, 1800 ord)

Til polen, hurra! (steampunk, 7700 ord) udkommer i steampunk-antologi.

A minuet of corpses (engelsk, science fiction/horror, 6400 ord) udkommer i antologien Beyond the infinite

I Tinderbitch er Yvonne et splintret menneske, der kun kan være stærk på Tinder, Professor Adamsen er fascineret af Samuel Taylor Coleridges episke digt Kubla Khan, Annes smil er altid det uforanderligt samme, i Til polen, hurra! hyldes et prægtigt maskineri, der vil sikre at Danmark bliver den første nation på Sydpolen og i A minuet of corpses spjætter de døde i dans omkring kunstige planeter.

---

Arbejde på manuskripter

Præcis som i de første par måneder af 2018, har jeg i de sidste tre måneder arbejdet mere eller mindre non-stop på de bøger, der kommer ud i efteråret. Nogle af dem venter lige på den anden side af sommerferien, mens andre kommer ud omkring BogForum. I hvert fald er der en del på horisonten.

King: Min billedroman er helt færdig, den er blevet korrekturlæst, sat op og alting sidder lige i skabet. Nu er det blot at vente på at der bliver trykket 'print' og derefter hvordan den bliver modtaget. Jeg har ikke tidligere lavet en billedroman, eller omskrevet en af mine gamle historier, så den er lidt en særlig satan!

Jeg ved godt du er der/Sølvsilkenætter: Min tredje opsamling er omskrevet, og ligger lige nu hos redaktøren til gennemsyn og ændring. Titlen er endnu ikke klar, men jeg kan med glæde fortælle, at Anna Degnbol også laver den tredje forside. I denne omgang kommer det til at handle om monstre og dilemmaer, for selv om man har at gøre med grumme sager, er der næsten altid stadig et valg.

Slør: Min horror-roman Slør mangler min sidste gennemarbejdning, og så er det ellers af sted til forlaget. Slør er ganske speciel, da alle dens hovedpersoner er kvinder, og jeg har anvendt stilistiske greb fra de gamle Hammer-film fra 1960erne og frem. Det skaber tilsammen en dobbelt fortælling om frygt og skyld. Jeg regner med at den udkommer op til BogForum.

For tiden arbejder jeg ikke på noget i roman-længde, men hvem ved om det ikke snart kommer! I hvert fald har jeg et research-materiale af titanisk størrelse liggende, og jeg kan mærke, at det er lige før jeg har nok.

---

Nye udgivelser

Siden sidst er det eksploderet på udgivelsesfronten. Ikke alene har jeg fået to selvstændige udgivelser ud, det er også blevet til en deltagelse i en antologi. For at blive i antologi-delen, har jeg også lige nu tre forskellige fortællinger ude i det samme antal konkurrencer, og jeg ved, at en af dem allerede er blevet antaget.

Scener fra et parforhold: For en måned siden udkom min mosaik-roman Scener fra et parforhold på forlaget DreamLitt. Den tog mig fem år at skrive, og er et oplevelse at læse. Den leger med genrer, forventninger og mest af alt afkræver den læseren spørgsmål. Scener fra et parforhold er et spejl af papir ... men heldigvis følger der også et soundtrack med. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

FebruaryFICTION: Til Lille Bogdag midt i maj udkom mit samarbejde med forfatteren A.Rune, nemlig vendebogen FebruaryFICTION. Vi havde hver bidraget med 50 af vores bedste mikrofiktioner skrevet de sidste par år, og resultatet er blevet en ret særlig bog, der ikke alene er lige til at gå til, men som nok også kan begejstre mange forskellige aldersgrupper. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

#moderneeventyr: Sidste år indkaldte forlaget Siesta til en antologi om moderne omskrivninger af kendte eventyr. Jeg valgte H.C. Andersens Historien om en moder, og eventyrantologien udkom i sidste uge. Eventyrerne er mest rettet mod unge læsere, og jeg håber at min mørke og mekanik-fyldte udgave af HCs filosofiske fortælling vil forstyrre et par læsere eller to. Du kan erhverve dig et eksemplar her.

---

Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg klæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal færdigredigere en ungdomsbog, jeg skal være dommer i en novellekonkurrence og jeg skal holde oplæg om mit forfatterskab. Ligeledes sker der andre og spændende ting i kulissen, så jeg har spændt hjelmen og gør mig klar til udforske det næste halve år.

Historien om en bog: FebruaryFICTION

For de af jer, der har stukket snuden dybere end til spidsen i mit forfatterskab, kan det ikke overraske, at jeg er lidt af en sucker efter at afprøve nye former og formater. For mig er det en af søjlerne i det at være forfatter, konstant at forsøge at udvikle og udfordre sig selv. Det er sådan man vokser som kunstner. Derfor fangede konceptet FebruaryFICTION også med det samme min interesse, da det blev lanceret i 2016.

Det var forfatteren A. Rune, der stod bag det. Han var inspireret af Inktober, der er skabt af Jake Parker i 2009, men hvor Inktober handler om at det visuelle, nemlig at tegne og illustrere, handler FebruaryFiction om det skrevne ord. I 2016 åbnede A.Rune for konceptet, der i sin enkelhed gik ud på at skrive korte tekster. Disse måtte ikke være over 100 ord, og man skulle tilstræbe en begyndelse, en midte og en slutning, eller som jeg ser det, en form for narrativ. Hver fortælling skulle publiceres, helst online, og med hashtagget #februaryfiction. Men det kan du alt sammen læse mere om på den officielle hjemmeside.

I hvert fald tænkte jeg at det lød sjovt, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg skrev de små fortællinger mellem alle mine andre tekster, og det gik hurtigt op for mig, at det var udfordrende hver dag at skulle skrive en ny fortælling. Det satte konstant min kreativitet og tanker på en prøve. Dernæst kunne jeg godt lide rammerne. At skulle skrive klart og præcist, at vælge hvert eneste ord med omhu, at hugge fra og lægge til. Det var ikke strengt nødvendigt at skrive en ny FebruaryFICTION hver dag i februar, men det gjorde jeg selvfølgelig, fordi sådan er jeg. Og da februar 2017 ankom, var jeg med ombord. Jeg skiftede udgivelsesplatform fra Twitter til Instagram, hvilket gjorde at mange flere nu kommenterede mine ord.  Da det blev 2018, var jeg med for tredje år, og da måneden var slut, tænkte jeg: De her små fortælllinger ville egentlig også gøre sig godt i en bog. 

Der var ikke langt fra tanke til handling. Forlaget SMSpress, jeg vidste tidligere havde arbejdet i lidt andre formater, som f.eks. Bianca Fløes lækre @trylleformuleringer med Instagram-poesi, var med det samme med på ideen, og det samme var konceptets skaber A.Rune. Og så gik det hurtigt. A. Rune og jeg mødtes med SMSpress, og en måned senere skulle manus ligge klar. Vi skulle hver sende 50 af vores bedste FebruaryFICTIONs, og tilsammen ville de danne ikke alene en bog, men også en reklame for konceptet. Som sagt, så gjort. I konceptets ånd smed jeg en del af udvælgelsen ud til mine følgere på Instagram, og de valgte omkring 20 af de tekster, der i sidste ende kom med i bogen. Resten stod jeg for. Og så blev der ellers finpudset, tilrettet og omskrevet. To måneder efter mødet, udkom FebruaryFICTION på Lille Bogdag i Charlottenborg Kunsthal, og aldrig har jeg oplevet et projekt blive skudt af med en sådan fart. Måske var det fordi det hele vejen var drevet frem af begejstring?

For der var lidt uenigheder undervejs. Jeg ville f.eks. gerne beholde de forskellige fonte og baggrunde, jeg havde brugt på Instagram, men det viste sig vanskeligt. Det første udkast til bogens design brød hverken A.Rune eller jeg os om, og bogen gik fra at være en kvadrat til en mere normal bogform. Det var også lidt underligt og nyt at arbejde sammen med en anden forfatter, og det var ikke alle ting vi så lige ens på. Heldigvis fik vi snakket os godt ind i hinanden, og slutresultatet var helt fantastisk. Der var virkelig tænkt over det. Mine fortællinger var blå, mens A.Runes var røde. Bogen havde to forsider, ikke en, så den skulle vendes. Forsiden var meget glat, mens siderne var ru. Op til lanceringen havde Christian Winther fra SMSpress skilt en skrivemaskine ad, og malet den i to farver. Den lille gimmick vakte virkelig folks opmærksomhed.

Heldigvis var det også blevet til lidt scenetid på Lille Bogdag. A. Rune og jeg indtog scenen, hvor vi satte os på nogle blide hynder tæt ved publikum, og snakkede både om konceptet, vores bevæggrunde og hinanden. Vi læste egne tekster op, og vi læste hinandens tekster op, og publikum var både med og interesserede. Og så var det meget rart at jeg til allersidst blev bedt om at "læse den med kattene op" - det er fedt, når folk kender ens værker!

Bogen endte på 100 fortællinger, nogle alvorlige, andre sørgelige, andre igen sjove og jeg er ikke i tvivl om at bogen vil ramme mange, også folk der normalt ikke læser. Det korte format kan bare noget helt særligt. Jeg vil ikke fremhæve nogle af teksterne, da jeg er overbevist om at de forskellige læsere hver især nok skal finde deres egne favoritter!

FebruaryFICTION fortsætter som koncept til næste år, og både A.Rune og jeg er allerede del af et undervisningsforløb på portalen Clio Online, der netop beskæftiger sig med den korte fiktion. Hvis du har lyst til at erhverve dig bogen, kan du købe den ved at følge linket ... eller skrive til A.Rune eller mig. Og hvem ved ... måske kommer der en opfølger en gang i fremtiden!

Tak fordi du læste med.

Historien om en bog: Scener fra et parforhold

Om et par dage, nærmere bestemt den 4. maj, udkommer min roman Scener fra et parforhold på forlaget DreamLitt. Den er på mange måder en særlig fisk, både i forhold til sig selv og resten af mit forfatterskab. Samtidig passer Scener fra et parforhold rigtig fint ind i, at jeg ofte arbejder med form og genrer. I dette indlæg vil jeg prøve at forklare lidt om bogen, og mine tanker med den. Jeg håber, du har lyst til at hænge på.

Tanken om at skrive Scener fra et parforhold opstod i kølvandet på et, for mig, grimt brud. I lang tid efter var jeg ikke helt mig selv, og det fandt jeg fascinerende. For hvis jeg ikke var mig selv, hvad fanden var jeg så. Jeg tilbragte en del tid alene, men snakkede også med mange om de ting, der kradsede i hjertet. Efterhånden gik det op for mig, at andres historie om forlist kærlighed var meget lig min. Der var episoder, hændelser og følelser, der på det nærmeste var en kopi af mine oplevelser. Det gjorde mig glad og trist, fordi så var min situation jo slet ikke unik. Men så var min situation heldigvis ikke unik! Den dobbelthed, at noget både kunne være unikt og almindeligt, fandt jeg virkelig spændende, og brugte som drivkraft. Samtidig var jeg fascineret af hele tanken om tid. At noget, der var sket for år siden, føltes som noget, der var sket i går. At jeg i tanken fortsatte samtaler, der var talt ud for måneder siden. Fortid, nutid og fremtid blev klasket sammen til en klump, og også det kendte alle dem jeg snakkede med til. 

Scan blot koden, og så har du adgang til playlisten!

Da jeg endelig satte fingrene til tastaturet, var det med en tanke om at forsøge at give alle de her banale almindeligheder videre. At illustrere manglen på tidsfornemmelse. Det var meget vanskeligt at finde en ramme til historien, men efter forskellige tilløb, forstod jeg at det var nødvendigt at gøre forskellige ting. Først og fremmest skulle historien være fremadskridende i tid for ikke at miste læseren, og den skulle handle om de samme mennesker. Deraf kom hovedpersonerne Lea og Christian. Dernæst skulle hver kapitel være skrevet i en speciel genre, eller med en ny fortællerstemme. Stemmen og genren var vigtig for at se tingene fra forskellige sider, og give begge personer i et kuldsejlet forhold taletid. Samtidig skulle genren føje til teksten; der var en grund til at et kapitel var et brev, og et andet en anmeldelse. For det tredje skulle følelsen af tid være tydelig, men samtidig flydende. Derfor skrev jeg efter hvert kapitel en kort tekst, der i forhold til kapitlet var forskudt i tid. Altså en hændelse, eller et minde, der kunne være sket et år før eller tre efter. For at sikre en struktur føjede jeg en fortæller til, der undervejs tænkte over forskellige emner, såsom det at rejse, eller det at hade. Fortælleren er et anker, der viser at teksten er en fiktion. Til sidst føjede jeg en playlist til romanen, men uden at forbinde de enkelte numre til specielle kapitler eller hændelser. Playlisten er ment som et bagtæppe til hele historien. Når jeg sætter det op her, lyder det meget kompliceret, men i sidste ende gav det et ret godt flow i hele romanen. Den blev både meget jordnær og meget svævende. 

Det tog mig over fire år at blive færdig med Scener fra et parforhold. Først hed den Lea, så Et parforhold og endelig Scener fra et parforhold. Den første draft var fin, men manglede, set i bakspejlet en masse, der var nødvendigt, for at historien kunne virke. Jeg omskrev bogen tre gange, og endte med at smide mange sider ud. Den nåede omkring en roman-konkurrence og flere forlag, og hele vejen op til sidste sats, finpudsede jeg ordene. Scener fra et parforhold er plastisk og foranderlig på en måde jeg ikke har oplevet med andet jeg har skrevet.

Inspirationen hentede jeg flere steder. Mine beta-læsere sammenlignede Scener fra et parforhold både med Italo Calvino og Ulysses af Joyce, når det kom til opbygning, men jeg hentede ikke bevidst noget fra dem. Det gjorde jeg derimod fra den meget oversete danske musiker Jonas Breum, hvis første to album (Fremtiden ligger hos hende jeg forlod og Vin og våben) virkelig talte til mig. Han arbejdede også med form, og fordi han var så vigtig, er han også velrepræsenteret på playlisten. Ud over ham, trak jeg på alt fra anmeldelser til eventyr, tjekkede formalia på teaterstykkers opsætning og den rette tone i et læserbrev. Det var en blæksprutte af et arbejde, men samtidig konstant spændende og i live.

Så, hvad handler den om? Den handler om forholdet mellem Lea og Christian, der går i stykker. Det er afsløret på forhånd. Den handler om de helt store følelser i hver sin ende af spektret, den handler om drømme, både dem, der holdt, og dem, der blev knust. Den handler om at forsvinde for sig selv, og om at huske hvem man er. Den handler om at eje sine nederlag, og om at være fair. Den handler om at man er ligesom alle andre, men ens oplevelser er unikke. Den handler om hvor banale mange ting er. Det handler om at prøve, og kæmpe og om at give op. Eller, som der står på bagsiden: Den handler om dig.

Er det så autofiktion jeg har skrevet? Der er i hvert fald elementer og oplevelser fra mit eget liv med i bogen, men der er også frit opfundne ting, andres historier og generelle betragtninger. Jeg tror, jeg vil sige, at den tog udspring i noget selvoplevet, men blev til noget helt andet. Tanken blev at skrive om alle og enhver. Netop autofiktionen synes jeg har en tendens til at handle og vigtiggøre en enkelt persons oplevelser, i stedet for at undersøge de oplevelser, der er mere eller mindre identiske fra menneske til menneske. Men jeg betragter ikke Scener fra et parforhold som autofiktion. Jeg ser den som et forsøg på realistisk at skildre en af livets store oplevelser, nemlig kærligheden. Derfor er det også f.eks. nedtonet hvilke jobs, hovedpersonerne har, hvor i landet de bor og også hvordan de ser ud.

Jeg ved ikke, hvordan Scener fra et parforhold bliver modtaget. Den er meget atypisk, men den er ikke vanskelig. Alle og enhver kan læse den. Selv er jeg vanvittig stolt af de 340 sider, og det har været en vild rejse at få lov til at skrive dem. Hvis du har lyst til at høre mig fortælle mere om bogen, præsenterer jeg den i næste weekend (den 6. maj) på litteraturfestivalen Kær-Litt. Det sker klokken 15 i Musiksalen. Hvis du har lyst til at erhverve sig et eksemplar af bogen, er det blot at trykke her.

Rapport fra forfatterværkstedet

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 10 uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til i 2018 indtil videre.

Skrivning

Siden årets start har jeg fået skrevet en del nyt. Det er blevet til lidt noveller, men jeg har også fået mulighed for at udforske nye stilarter og greb. Det har været godt for mine tanker at kaste mig over måder at udtrykke sig på, som jeg ikke tidligere har arbejdet så meget med. To af teksterne er også sidenhen blevet publiceret, og jeg har linket, hvis du har lyst til at læse. Ligeledes er jeg begyndt på en samling kortere tekster, der indtil videre bærer arbejdstitlen Nye myter til en slidt verden (NM).

Den vægtløse Melissa med rumpistol (science fiction, 9400 ord)

Måneskinssonate (weird, 8200 ord)

28xFebruary Fiction (blandet, 2800 ord)

Jeg elsker at bo i en brandfælde - Science fiction, samlinger og sæd (essay, 1400 ord) - læs.

En manifestation (manifest, 900 ord) - læs.

1 - Tårevæsner (900 ord, NM)

2 - Nyttetænkning (2100 ord, NM)

---

Arbejde på manuskripter

De første par måneder af 2018 har været proppet med en masse arbejde af den slags, de færreste ved er majoriteten af det at være forfatter. Praktisk taget fra den 1. januar har jeg redigeret, revideret og omarbejdet forskellige manuskripter. Det er nemlig blevet sådan, at jeg i 2018 får hele fem udgivelser, og manuskripterne er løbet sammen lige i disse måneder. Det på trods af, at de forskellige bøger har været alt fra et par måneder til næsten et årti undervejs. Det er fuldkommen vanvittigt at stå midt i alle de ord, og samtidig er det noget af det fedeste, jeg har prøvet.

King: Min billedroman King er i slutfasen. Så sent som i går kom nogle af de sidste illustrationer i hus, forordet er blevet skrevet og manus mangler kun at blive sat op. Det betyder, at King udkommer inden sommerferien. King startede sit liv med at være novellen Brune Bamse, der er at finde i min debut Køtere dør om vinteren. Den historie blev oprindeligt skrevet i 2008.

Scener fra et parforhold: Det har været en hård kamp at blive enige om en forside, men nu tyder det på at vi alle er tilfredse. Manus er blevet redigeret og omskrevet, og så sent som for et par timer siden, blev den endelige version sendt til opsætning. Ligeledes er der blevet oprettet en playlist på Spotify, og i bogen er snart klar til trykken. Det bliver en sen april/start-majudgivelse. Scener fra et parforhold begyndte jeg at skrive på i 2012.

Hemmeligt projekt: Alle teksterne ligger klar. Jeg har et møde med forlaget i næste uge igen, og derefter tror jeg det går hurtigt. Det er et spændende og skægt projekt, og et, som jeg deler med en anden forfatter. Jeg har kun skrevet på projektet i et par måneder.

Slør: Min horror-roman Slør har været gennem en grundig omskrivning og tilretning, og er nu tilbage hos redaktøren til sidste omgang sparring. Derefter skal jeg igen skrive om og til, og derefter skal manus til korrektur. Slør begyndte jeg at skrive på i 2016, og vi regner med en efterårsudgivelse.

Tredje opsamling: Min tredje opsamling har endnu ingen titel, men kommer til at handle om forvandlinger. De otte noveller+et digt er alle blevet grovredigeret i hånden, og når der kommer lidt luft, bliver ændringerne overført til manus. Den ældste af novellerne er fra 2008, den nyeste fra sidste år. 

---

Nye udgivelser

Jeg deltager stadig så vidt som jeg orker det i diverse antologi-indkaldelser med mere, og det er den dejlig måde at forsøge at nå ud til nye læsere på. Ligeledes holder jeg også øjnene meget åbne for andre muligheder og formater, da der ikke er tvivl om at vi i øjeblikket befinder os i transit. Det skrevne ord antager andre former, og det ville være synd ikke at omfavne dem.

Opland: Det nystiftede forlag Poetic Pamphlets indkaldte sidste år tekster til deres første udgivelse, og det er der kommet antologien Opland ud af. Jeg medvirker med en surrealistisk tekst ved navn Ceremonimesteren ved havet. Det er dejligt at se, at der stadig udklækkes nye forlag, og jeg håber det kommer til at gå Opland godt.

Behind the mask: Den 1. januar udkom den australske antologi Behind the mask, hvor min novelle Face;mask er at finde. Den handler om en syret skabelsesberetning. I antologien er der også noveller af blandt andet Clive Barker og Edgar Allan Poe, så jeg er svært stolt af at medvirke.

Når mørket kommer krybende: Sammen med fire andre horror-forfattere, blev jeg af forlaget Enter Darkness bedt om at skrive en horror-novelle. Den er nu med i mini-antologien Når mørket kommer krybende, og bærer titlen Blinde killinger. Da udgiveren skulle vælge rækkefølge på historierne, blev min placeret til sidst. Han var bange for at folk ikke kunne holde til flere rædsler, når de først havde læst min. De andre forfattere er Teddy Vork, Patrick Leis, Gudrun Østergaard og Morten Carlsen. Antologien udkommer til Krimimessen i Horsens.

Godnathistorier: Sidste år blev jeg en del af initiativet Godnathistorier, og for et par uger siden kom min fjerde historie op. De er indtalt af Jesper Dein, og du kan fange dem alle lige her. Min nyeste hedder Billardhaj.

#moderneventyr: Sidste år indkaldte forlaget Siesta til en antologi om moderne omskrivninger af kendte eventyr. Jeg valgte H.C. Andersens Historien om en moder, og eventyrantologien er lige på trapperne. Der hviskes april.

---

Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg klæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal til Hald Hovedgaard på seminar om FNs Verdensmål, der med lidt held udmunder i en antologi på tværs af skøn- og faglitteratur, jeg skal interviewe til Krimimessen og jeg skal til Kær-Litt på Fuglsang Gods og præsentere Scener fra et parforhold. Det er spændende tider, og jeg har spændt hjelmen!