The watcher's tale

The Refuge Collection

For et par dage siden smed jeg et link op på min facebook-side. Det fortalte meget kort at jeg nu havde fået en novelle udgivet, som var en del af et koncept ... og så ikke meget mere end det. Dette indlæg vil til gengæld gå meget mere i dybden - så jeg håber du hænger på :)
De sidste par år har jeg forsøgt mig med at komme ud over landets grænser. Det har jeg ikke haft meget succes med, og har fået en del knubs på vejen. De fleste redaktører på blade og magasiner har bare takket nej, enkelte har kaldt mine tekster røvkedelige og forkrampede, og så er der et par stykker, der har taget noget ind. Det har været meget som at starte helt forfra, bare i en meget større andedam, hvor der er rigtig mange fisk og flertallet af dem har tænder (og bazookaer). Der befinder jeg mig stadig, men if at first you don't succeed, try, try and try again. Ved et tilfælde faldt jeg over et australsk projekt der gik under titlen Refuge. Det var stadig i opstartsfasen, og de ville gerne have et par forfattere, der ikke kom fra den engelsktalende del af verden. Så jeg meldte mig.

The head honcho, manden der stod og står for det hele, Steve Dillon modtog min mail og udbad sig noget jeg havde skrevet på engelsk, inden han gav mig et svar. Jeg sendte ham min korte tekst Alchemy, der udkom i Massacre Magazine 3 i 2014, og efter han havde læst den, bød han mig velkommen ombord. Jeg var virkelig glad, for det var fedt at kunne sende noget, der øjeblikkeligt overbeviste modtageren om at jeg var god nok til at medvirke. Og nu til selve Refuge.

Illustreret af Chris Roberts
Refuge er en shared-world serie, hvor alle forfatterne (og illustratorerne) skriver om det samme sted, og bruger hinandens historier til at skabe et realistisk flow. Hvor Refuge ligger, er ikke helt klart. Om det er et drømmeland, Skærsilden, en mental udørk eller bare glemt, fortælles der intet om, men hvad der er helt sikkert er at det ikke er så rart et sted. Refuge er en havneby, rimelig stor og fyldt med alle mulige forskellige mennesker. De fleste af historierne er horror eller weird, eller en blanding mellem disse. Der er både tråde til Lovecraft og Barker :)

Steve og jeg aftalte, at min historie skulle være klar tre måneder senere - det passede også ind i udgivelsesplanen for de første af historierne. De første kom drypvis, men efterhånden blev de samlet i bøger af seks historier. Hver fortælling blev sat til salg for en lille penge, og overskuddet gik til godgørende formål, det samme skete for opsamlingerne. Som forberedelse læste jeg alle de historier, der kronologisk var gået forud for min, og det var både underholdende og hårdt arbejde. Underholdende fordi kvaliteten virkelig var høj og hårdt arbejde, fordi jeg hele tiden måtte tage noter for at sikre kontinuiteten. Flere ideer boblede i mit hoved, men endelig lagde jeg mig fast på en, der fik titlen The Farmer's Tale.
En af de specielle ting ved Refuge er arkitekturen - den er nemlig ekstremt uhomogen, og bygninger af vidt forskellig herkomst står ved siden af hinanden. Derfor valgte jeg at lade min hovedperson Erik bo i et gammeldags bindingsværkshus og være dansk ... eller, det tror han nok han er. Ligeledes var jeg fascineret af selve jorden, for den havde de andre forfattere ikke rørt ved. Undervejs ændrede den titel til The Watcher's Tale, hvilket passede bedre. Historien blev længere end jeg troede, men jeg nåede det inden for deadlinen, og det var med hjertet i halsen at jeg sendte den til Australien.
Fire dage senere kom svaret. Det var en virkelig fed historie, der var kun nogle få rettelser og tilskrivninger og jeg havde fået flettet byen og de andre historier rigtig godt ind. Min historie ville blive sendt til yderligere en redaktør, og der ville komme en illustration. Så jeg omskrev en smule, lyttede til redaktøren og her for lidt over en uges tid siden var den så færdig. Nu er den ude på flere platforme, men du kan blandt andet købe den på smashwords for 99c. Som en lille anekdote var det ubeskriveligt at arbejde sammen med et verdensomspændende team. Jeg havde skrevet historien i Danmark, min redaktør sad i Australien, min anden redaktør (tak, Lee Murray) i New Zealand og, viste det sig, min illustrator (tak, Chris Roberts) sad i Iowa. Snak om at være kommet uden for landets grænser ;)
Men Refuge er så meget mere end mig og min lille historie. Den er en shared-world med over tredive bidragsydere. Den har sin egen enorme hjemmeside. Der kommer hele tiden nye historier og illustrationer, hele overskuddet går til nødlidende,  og hvis du vil være med til at udbrede kendskabet til samlingen kan du tilmelde dig thunderclappet, der løber af stablen her på søndag. Projektet er allerede blevet nævnt i større medier, en af novellerne er prisnomineret og der er virkelig ved at danne sig kendskab til hele projektet. Jeg håber du har lyst til at støtte det gode initiativ.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har fået fornyet blod på tanden med at forsøge mig på engelsk. Samarbejdet under Refuge har været upåklageligt, og følelsen af bare at være velkommen er stor. Det håber jeg at opleve igen i fremtiden.    

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  
Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)
Om blod og blæk (2900 ord, horror)
February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.
Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 


Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.



Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to
Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.
Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!