Du er jo kun en gøgler

Det sker, at et emne, en lille bid, pludselig tager en masse tid. I øjeblikket er jeg midt i en idéstorm, der på et tidspunkt vil munde ud i en roman. I de sidste to år har jeg skrevet store og små ideer ned, og ladet dem stå i simrekassen. Jeg begynder at kunne lugte en historie. Den siver frem og alle ideerne falder på plads, som myrer til en picnic.

For en uge siden nynnede jeg melodien til Dumme gigolo, og jeg var kun nået et par linjer ind, før jeg vidste, at den skulle jeg bruge i en eller anden form. Derfor satte jeg mig til tasterne, og researchede sangen, og noget ganske forunderligt skete. Sangen eksisterede i mange former, og hver form jeg fandt, var væsenforskellig fra de andre. Den transformerede sig undervejs, og det var fascinerende på en lidt uforklarlig måde, som jeg alligevel vil forsøge at forklare.


Melodien blev første gang indspillet i 1928 i Wien. Der hed den Schöner Gigolo, armer Gigolo, er en tango og handler om en løjtnant, der husker tilbage på krigen, hvor han var særlig og smuk, men nu er han så forarmet, at han må være kavaler for kvinderne, når de vil danse. Han er en art Private Dancer, der ikke har noget valg. Hvis man slår op i ordbogen, er han altså den oprindelige betydning af ordet gigolo (1.a :mand der er ansat i et forlystelsesetablissement til at danse med de kvindelige gæster). Teksten er to vers, der beskriver hvordan hans liv nu er, og så omkvædet, der går som følger:

Schöner Gigolo, armer Gigolo, denke nicht mehr an die Zeiten,

wo du als Husar, goldverschnürt sogar, konntest durch die Strassen reiten.

Uniform passée, Liebchen sagt: Adieu! Schöne Welt du gingst in Fransen!

Wenn das Herz dir auch bricht, zeig‘ ein lachendes Gesicht,

man zahlt und du musst tanzen.

Dajos Bélas indspilning er den første kendte, og den dirrende violin og harmonikaen rammer virkelig det bitre i løjtnantens liv. Det samme gør den iskolde slutlinje i omkvædet, man zahlt und du musst tanzen, der er et faktum og et ufravigeligt livsvilkår. At ordet 'man' er blevet valgt i originalteksten (i stedet for f.eks. sie), føjer også noget ansigtsløst og koldt til hele affæren. Løjtnanten er et legetøj, der danser iført sin gamle pragt. Intet andet og intet mere. 


Allerede året efter kommer den engelske udgave af sangen, Just a gigolo. Den er oversat af Irving Cesar, og selv om noget af stemningen er den samme som i originalen, sker der markante ting på tekstsiden. Den består af to korte vers, der fremføres i næsten spoken word-stil, og omkvædet. Nu møder et jeg en krigsveteran på en café i Paris, hvor jeg'et betragter veteranen sælge sine ydelser. Han tiltaler direkte kvinderne med et "If you admire me, hire me", og man får ikke det indtryk af stedet, at han er ansat som løjtnanten i den tyske udgave. Han kommer udefra, og faldbyder varerne, der nu ikke længere virker til udelukkende at omhandle dans:

 

Just A Gigolo, everywhere I go
People know the part I'm playing
Paid for every dance, selling each romance
Every night some heart betraying

There will come a day, youth will pass away
Then what will they say about me
When the end comes I know they'll say
"Just A Gigolo," as life goes on without me

Nu nærmer vi os den betydning af gigolo, som de fleste kender (1. ung mand der har seksuelt samvær med ældre kvinder mod betaling). Veteranen er selling each romance og every night some heart betraying. Hvor den tyske tekst handler om en beskuer, der har ondt af løjtnanten, er den engelske mere et fremtidigt skrifte og et dystert testamente fra gigoloens egen mund. Han er ved at blive gammel, og ved at alderdommen ingen plads har til ham. Life goes on without me. Fremførslen af Crosby er blevet langsommere end originaludgaven, og har mistet en del af sit tango-præg. Violinen er nu synonym med gigoloens egen beklagende stemme.


I 1952 indspiller Gustav Winckler den danske udgave af sangen, der får titlen Dumme gigolo. Nu er den omtalte gigolo hverken en østrigsk løjtnant, eller en fransk veteran, men en klovn i en manege. Formen er vendt tilbage til den oprindelige, med to lange vers og omkvædet. Første vers handler om klovnens natur, at ingen må se at der er et menneske bag sminken. I andet vers tiltales klovnen direkte som et du, og selv om sangeren ved at klovnen kan være trist, er det lige meget. Som publikum har vi krav på at du'et, klovnen, underholder. Måske ler publikum endda ekstra højt, fordi de ved, at du'et lider under sminken? Omkvædet er:

Dumme gigolo
stakkels gigolo
nu er det for sent at græde
spillet er igang
syng en lille sang
en der skaber fryd og glæde
dumme gigolo
stakkels gigolo
giv din latter frie tøjler
selvom hjertet gør ondt
må du dog manegen rundt
du er jo kun en gøgler

Nu føles ordet gigolo ikke længere som en betegnelse, men et navn. Hedder klovnen monstro Gigolo? I den tyske udgave er gigolo både smuk og stakkels, i den engelske er gigolo bare noget der er, men i den danske er han dum. De har dog det tilfælles, at de alle sælger noget. Løjtnanten sin dans. Veteranen sin krop. Og klovnen? Sælger han underholdning eller værdighed? Er han dum, fordi han ikke har grædt inden han tog sminken på, eller er han dum, fordi han er en klovn? Det er ikke til at sige. I hvert fald afsluttes det med salutten, der river alt nobelt af klovnens forehavende og lidelse: Du er jo kun en gøgler. I udgaven fra 1952 er musikken blevet overlæsset, hvorimod Freddy Fræks udgave fra 1969 føjer en ekstra dimension af staccato til.


Jeg kunne også have nævnt den amerikanske kombination af Just a gigolo og I ain't got nobody, der er så kendt, at den originale tekst var svær at finde. Lige her tænkte jeg dog, at originaludgaverne ville gøre sig bedst over for hinanden. Jeg ved, at Dumme gigolo bliver en del af min bog. Ikke kun som en sidebemærkning, men hele transformations-tanken. Det er vildt, hvordan betydning muterer, og denne form for musikalsk arkæologi fascinerer mig meget. Jeg glæder mig til at se, hvor det ender henne. Og jeg håber, du kunne li' dette indblik i mit tankekastel. 

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

3123.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...


Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.


King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.


Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

Buch-Couture-Eksklusivt-håndlavet-slør-boederet-med-perler-på-Moesgard-strand-1087.jpg

dark_embers_by_mrhoeft-d7jn36o.jpg

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.


En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.

For ti år siden ...

15. august

Den 15. august 2008 var en fredag. Det ved jeg, fordi jeg lige har slået det op. Datoen står som en milepæl for mig, for det var der, jeg fik min første udgivelse. Novellen When the music's over i antologien Under overfladen fra SFC. Det betyder, at jeg i disse timer har 10-års jubilæum som forfatter.

ioverfladen.jpg

2008

I 2008 er Sys Bjerres Malene en landeplage. den første iPhone har kun været på markedet et år, Fallout 3 udkommer, Slumdog Millionaire modtager et drive-by af Oscars, Obama udpeges som præsidentkandidat, Heath Ledger, Thomas Winding, Bodil Udsen og Bettie Page dør og 25-øren afskaffes. Facebook har kun et par år på bagen, Instagram eksisterer ikke, Twitter er endnu ikke gået mainstream og GPS er endnu ikke standardudstyr i mobiler. Jeg er 30 år, jeg ryger 20 smøger om dagen, har en sød kæreste og bor samme sted, som jeg gør nu. Mit hår når ned til lænden, mit fjernsyn har billedrør og jeg har en diffus idé om at jeg vil være forfatter. Jeg skriver dagligt og koncentreret, fortælllinger, der bliver længere og mere komplicerede, og jeg er lige begyndt på det, der skal ende med at blive min roman Pandaemonium. Det er en lykkelig periode af mit liv, og det er ti år siden. Det føles både mærkeligt og helt normalt. For jeg blev jo forfatter, i hvert fald af en art. Og i dag vil jeg virkelig tale om mig selv!


3652 Dage

3652 dage er det siden, at jeg stod med min første udgivelse i hånden, og sitrede af begejstring. Endelig kom mine ord ud til et publikum. Nu kunne de læse min sjove historie om rumvæsner, der first contacter ved at smadre Central Park. Og læst, det blev den. Den blev også rost. Og den vandt også en pris. Det var en vild tid, og den var med til at drive mig frem. Det der forfatter, var det jeg ville. Og siden da er det også det jeg har gjort.

Siden den første novelle har jeg medvirket i 61 antologier, med digte, kortprosa og noveller i alle tænkelige genrer. Jeg har bidraget til en palet af blade og magasiner, jeg har prøvet kræfter med essays, anmeldelser, nekrologer, billeddigte og en eksplosion af andre former. Jeg har modtaget litteraturpriser, jeg har modtaget arbejdslegater, jeg har involveret mig politisk i hele forfattergerningen og raset mod holdningen om, at den fantastiske litteratur er noget for børn. Jeg har taget formandsposter, jeg har holdt foredrag, jeg er blevet udgivet på engelsk, jeg har skrevet sms-noveller, jeg har fået indtalt korte fortællinger, jeg har været redaktør, oversætter, interviewer, afholdt workshops og præsenteret en syndflod af andre forfattere til oplæsning og arrangementer. Jeg har drevet blog, været på messer, udarbejdet undervisningsmaterialer, spist grill-pølser og drukket fadøl i gårdhaver, applauderet prismodtagere i Diamanten, vundet skrivekonkurrencer, bedømt i skrivekonkurrencer, foranlediget skrivekonkurrencer, brokket mig over kontrakter, skrevet mikro-fiktioner, holdt en gogol møder, været på skriveophold, fået udgivet 12 selvstændige værker med yderligere tre på vej og endelig holdt fast i mit forsæt om at skrive 500 ord om dagen. Hver dag. På den måde går der hurtigt et årti.

 Fantastik-prisen er lavet af H.H.Løyche, og rammen er lige dele chips og stålorme (2009)

Fantastik-prisen er lavet af H.H.Løyche, og rammen er lige dele chips og stålorme (2009)

 Dennis Jürgensen modtager sit eksemplar af Pandaemonium (2011)

Dennis Jürgensen modtager sit eksemplar af Pandaemonium (2011)

 Delt vinder af Furesø Kommunes skrivekonkurrence (2014)

Delt vinder af Furesø Kommunes skrivekonkurrence (2014)

 Dansk Horror Selskabs event Blod og blæk under KBH Læser (2016)

Dansk Horror Selskabs event Blod og blæk under KBH Læser (2016)


 Som vikar for Den Lille Havfrue, da statuen var udlånt til Kina (2010)

Som vikar for Den Lille Havfrue, da statuen var udlånt til Kina (2010)

 Signering af Scener fra et parforhold i Arnold Busck, Nykøbing Falster (2018)

Signering af Scener fra et parforhold i Arnold Busck, Nykøbing Falster (2018)

10 år

Har det været det værd? Gennem forfatterlivet har jeg mødt en masse mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt, og fået venskaber jeg sætter stor pris på. Jeg har drukket mange øl, og elsket meget på grund af min skrivning. Jeg har klukket, når nye fortællinger vældede frem fra den åbenbart uudtømmelige kilde i  mit indre, og opdaget den rå glæde ved at redigere et manus stærkt. Jeg har oplevet branchens ildsjæle, der vil kæmpe i dagevis for andres bøger. Jeg har prøvet ting, der kun er få forundt, som at kalde en hel lejrskole fuld af bagstive og nystartede danskstuderende for nogle hængerøve, give dronningen hånd til den årlige nytårskur, se den tindrende begejstring i en fans øjne og underholde i et nedlagt vandtårn.

Men min skrivning har også kostet mig et par forhold. Jeg har haft lange perioder fuld af tvivl, for hvor var mine læsere egentlig henne? Jeg har været fyldt med frustration, for hvordan kan jeg have opnået så meget, og stadig være så ukendt? Jeg har været mættet med en følelse af isolation, som at skrige i det lufttomme rum. Jeg har været forvivlet over forlagsbranchens livrem og seler-tilgang og læsernes tendens til at holde sig til få genrer. Min idealisme har fået sig nogle gevaldige knubs på vejen, og selv om den ikke er forsvundet helt, har årene gjort mig mere stille. For hvordan råber man op om disse ting, uden at komme til at lyde skinger? Er der overhovedet nogen, der lytter? Og burde de?


2028

Hvad vil fremtiden bringe? Bogbranchen forandrer sig, og det kan man sige meget om. Hvad der måske er vigtigere, er at bøgerne forandrer sig. Den fysiske bog kommer aldrig til at dø, men lydbogen er massiv og den multimodale bog er allerede på vej, så derfor kommer der konkurrence.  Når jeg om endnu et årti ser tilbage, ved jeg ikke hvad jeg opdager, men jeg tror, at jeg vil have eksperimenteret med nye former og udtryk, præcis som jeg har gjort i det forgangne årti, nok i endnu højere grad. Om det i sidste ende vil være godt eller dårligt, aner jeg ikke, og det har jeg det helt vidunderligt med. For i min udgave af Helvede, ved jeg præcis hvordan min næste, min næste og min næste bog kommer til at se ud.

654346.jpg

Historien om en bog: King

king_413824.jpg

King. Åhja, historien om King er en lang og kringlet en, og for at få det hele med, skal vi langt tilbage. Og jeg mener virkelig langt. Til før jeg fik udgivet det mindste.

Da det nye årtusind stadig svælgede i nullerne, tilbragte jeg en del tid på et site, der hed digte.dk. Her publicerede jeg digte og korte fortællinger, indtil fortællingerne tog over, og jeg mere eller mindre kun skrev prosa. På digte.dk skrev jeg en historie i fem dele med titlen Brune Bamse, der handlede om en dreng, der gled ned i Helvede, og hans hund, der satte efter for at redde ham. Den fortælling blev en del af min debut Køtere dør om vinteren, og det var så egentlig det, troede jeg. Men nej.

I 2016 snakkede jeg med Emil Blichfeldt, ejeren af Calibat, om muligheden for at illustrere en af mine andre noveller, nemlig Udyr, der havde vundet forlagets Kandors varulve-konkurrence i 2014. Desværre kunne vi ikke finde den rette illustrator, så i stedet spurgte Emil, om jeg ikke havde skrevet noget andet, der måske egnede sig til at blive illustreret, og med lidt held kunne matche en yngre målgruppe, end jeg normalt skriver til. Jeg rodede mine tekster igennem, og sendte ham fem fortællinger, deriblandt Brune Bamse. Og det blev den han valgte. Fordi den talte til både børn og voksne. Hurra, tænkte jeg, en illustreret udgave af en af mine tekster. Det bliver en helt lille billedroman, og det har jeg ikke prøvet før. Men vi manglede stadig en tegner.

Da min novellesamling Kærlighedsfrugt udkom i 2015, var der en ekstra lille bonus i. Inden hver af de 14 noveller, var en illustration, der langsomt blev tydeligere. Den illustration var skabt af Christoffer Gertz Bech, og dengang snakkede han og jeg om, at han gerne ville prøve kræfter med et større projekt. Derfor sendte jeg ham råteksten til King, og et par dage efter accepterede han. Han ville gerne illustrere Brune Bamse, eller King, som den nu blev omtalt, og vi aftalte, at han havde helt frie hænder til at fortolke teksten i billede. Og så gik den lange proces i gang.

Ikke alene skulle Christoffer illustrere. Teksten skulle også skrives om, og skrives om. Det var lidt af en udfordring for mig, da jeg ikke tidligere havde skrevet noget, der også var møntet på børn. Den oprindelige tekst var for kort, og ordvalget for svært. Så jeg filede og gjorde ved, skændtes med min forlægger, nægtede at skrive teksten endnu lettere, gjorde det alligevel og så videre. I sidste ende havde jeg været igennem ni udgaver af teksten, hvis man ikke tæller det oprindelige forlæg med. Der var ingen tvivl om, at det var en bedre historie nu, og heldigvis var det lykkedes mig at lade en håndfuld af de lidt sværere ord blive stående. En forfatters stil og stemme skal være tydelig.

453254.jpg

Mens jeg skrev, ventede Christoffer. Nogle af nøglescenerne vidste han ville vedblive i historien, og dem kunne han gå i gang med at skitsere. Andre kom først til efterhånden som processen skred frem. Ofte kom der en mail fra Christoffer sent på aftenen, hvor han lige ville vise, hvad han nu havde lavet, og det var fedt drypvist at se det grafiske univers få liv. Undervejs mødtes Christoffer og jeg med Manfred Christiansen, der grafisk har sat bogen op, og Emil selv til en omgang pilsnere og papirsnak, og den aften lærte jeg en helvedes masse om hvordan man sætter en billedroman op, hvordan man blander håndtegnede illustrationer og computergrafik og hvad det vil sige at være et team om noget. Samme aften lagde vi en slagplan for resten af forløbet, og i begyndelsen af maj 2018 var det hele klart. Billeder, tekst, forord, bagsidetekst og opsætning. Nu ventede trykken blot, og resultatet, ja, det kan alle se nu.

Forlægger Emil Blichfeldts forord.

Forfatteren taler om mørke i forskellige farver.

Efterspillet bliver interessant. For King indeholder reelt skræmmende elementer, og gad vide om børn med mere kan håndtere det? Især et punkt er jeg spændt på, men hvad det er, kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge historien. Når du har læst King, kan det være, at du har et bud. Jeg glæder mig også til at se, hvor bibliotekerne vælger at opstille King, for er det for børn, for unge eller for voksne? Og gad vide, hvad læserne egentlig tænker? Vi får se, men allerede nu kan jeg sige, at der er noget fedt over at se sine ord omdannet til billeder, og hvem ved, måske finder Emil og jeg en dag en tegner til Udyr?

Ord fra forfattersaunaen

Jeg plejer at sige, at jeg kan skrive nårsomhelst og hvorsomhelst. Det udsagn har jeg måttet æde i denne sommer, der føles som at stå midt i Helvedes fyrrum. Varmen har mest af alt reduceret min hjerne til et susende ørkenlandskab, hvor de få vindhekse, der engang overmodigt rullede på tværs af sceneriet, er brændt til slagger. Nogle dage er jeg vågnet, og har bare haft lyst til at sætte mig ned og tude over varmen, for jeg er et af de mennesker, der har det varmt ved 12-13 plusgrader, og vandrer rundt uden jakke, selv når vi når frysepunktet. Det har været opslidende mentalt og fysisk, og mens jeg skriver disse ord, sidder jeg iført shorts og klipklapper, og sveden tapløber af mig, så jeg har været nødt til at placere et håndklæde under stolen. Sexet, I know ;) De sidste mange år har jeg haft for vane at begrave mig i et stort romanprojekt sommeren over, men det har vist sig helt umuligt. I stedet for har jeg i de små og få koncentrationslommer skrevet nogle kortere tekster ... og de kommer lige her. Den korteste er små 1300 ord, den længste små 4400 ord. 

1243.jpg

Alle teksterne er i pdf, og ophavsretten er selvfølgelig stadig min. Det ville være fedt, om du havde lyst til at skrive et par ord tilbage, hvis du alligevel læser, og ellers må du bære over med, at teksterne lige nu ikke er efterbehandlet eller noget. Her i varmen tænkte jeg blot, at det kunne være, at du havde lyst til at kigge lidt ind i værkstedet. God læsning.

 

Ølanker er 1300 ord lang, og handler om elskov, ølbrygning og rørsystemer. Arbejder især med billedsprog og kønsideer. Læsetid 5 minutter. Genre? Magisk realisme.


Eusebios brønd er 2300 ord, og handler om en belejring, et særligt maleri og et vandur. Arbejder med gammeldags vendinger og symbolik. Læsetid 9 minutter. Genre? Historisk fiktion.


Genkendelse er 2500 ord, og handler om en mand, der møde alle han kender. Arbejder med systematik og surrealisme. Læsetid 10 minutter. Genre? Tjah.


Büchsflint er 3500 ord, foregår i en alternativ virkelighed og handler om en fars ansvar. Er skrevet som en reportage. Læsetid 18 minutter. Genre? Realisme i et andet univers.


Christian Pedersen skal gå i nul er på 4400 ord, og handler om tilgivelse og multiverset. Den arbejder med opsummeringer og smerte. Læsetid 22 minutter. Genre? Nok science fiction.


Om Dennis Jürgensen og en Top 5

Jeg tilhører den generation, der voksede op med Dennis Jürgensen på biblioteket. Og han var noget ganske særligt, for der i slutfirserne og starthalvfemserne, var der ikke så mange andre danske forfattere, der gjorde det han gjorde. Skrev indenfor de fantastiske genrer. De fleste ungdomsbøger hang stadig fast i halvfjerdsernes socialrealistiske dynd, og der var endnu et par år til den enorme fantasy-bølge.  Jürgensen skrev både børnebøger, ungdomsbøger og så noget, der efter al god opførsel, burde være kaldt for voksenbøger. Under alle omstændigheder, var jeg sovset ind i ham, som mange af mine jævnaldrende, og hvis du nævner Dennis Jürgensens navn for et hold 40-årige (plus/minus et årti), vil de fleste få et vemodigt glimt i øjet.

Dennis Jürgensen har påvirket min generation så meget, at man kan se spor af ham i en del forfatterskaber. Bloggen Fra Sortsand påpeget det problematiske i, når en forfatter blot træder ad allerede kendte stier i denne anmeldelse tidligere på året, der mener, at især dansk horror har et faderkompleks i forhold til Dennis Jürgensen; et argument jeg så udmærket kan forstå. For der er noget sandhed i, at kun Dennis Jürgensen kan ramme den rette tone mellem humor og horror, så det virker plausibelt og ikke pastiché, og at hans eftermæle især bliver det lidt komiske gys. Det er uden tvivl problematisk. Det positive er, at for mange har Dennis Jürgensen været en port ind til det sære og fantastiske, og det er en nødvendighed i litteraturen. Ligeledes har han for mange været det første møde med blandt andet H.P. Lovecraft. Måske er en del af grunden til, at jeg skriver dette, også mit oprør med faderkomplekset?

Jeg har læst alle Dennis Jürgensens bøger, og jeg mener alle. Fra de første korte ungdomsromaner til krimierne, og dette indlæg er foranlediget af, at jeg for nylig læste hans roman Kælderkrigerne ... og ikke var synderligt imponeret. For at være ærlig, synes jeg der har været langt mellem snapsene siden omkring år 2000. En del af det er helt sikkert, at jeg er blevet det ældre. Man ændrer smag og udsigt med tiden. Hans serie Spøgelsesjægerne fandt jeg direkte kedelig, serien Drømmetjenerne føltes som Dennis Jürgensen, jeg havde læst før og Roland Triel-krimierne syntes jeg bare var krimier uden at være Dennis Jürgensen (men prøv alligevel at læse interviewet med Sherlock Holmes). En anden del har noget at gøre med nostalgi; det øjeblik, man støder på noget første gang. For at minimere effekten af mindernes allé og min fremadskridende mimren, tog jeg stikprøver af de gamle værker, og i nogle tilfælde holdt de, i andre ikke.  Med andre ord har jeg forsøgt at være fair. Og nu tæller vi ned fra nummer 5.


5 - Krøniker fra Kvæhl (1988-90)

Pentalogien om Arnold (Dennis, hvorfor skal alle drenge hedde noget sært?) og Catharina, der lever i denne verden, men opdager at de kan træde igennem en portal mellem dem og komme til Kvæhl, står for mig som et godt fantasy-værk, og på mange måder bedre end Dystopia. Krøniker fra Kvæhl er fra en tid, hvor man ikke behøvede at skrive en trilogi på 2400 sider for at levere en historie, og det gør pentalogien hurtig, effektiv og fyldt med plat humor. Dermed ikke sagt, at Dennis sjofler sin worldbuilding. Vampyrtroldene har en reelt skræmmende side, Knusum Kranikum, vampyrdæmonen på jagt efter udødelighed, er brutal og hans tjener/hofsnog Lusingando, er som taget ud af Shakespeare. Der er faktisk en klart Shakespearean vibe i hele serien, der blandt andet også understreges af heksen Sejd, der forbander ganske ironisk. Som kronen på worldbuildingen står dog nok saprofytterne, der har barkhud og sitrende græshoppestemmer, og de grønne hvepse, der også kan ses på forsiden. Da serien kom ud i slutningen af 80erne, var den noget ret unikt, og især mængderne af blod og det grimme sprog er nok grunden til, at den altid vil være et nøk over Dystopia i min verden.  Siden dengang for årtusinder siden, er bogen blevet opdateret og omskrevet, hvilket for mig betyder, at jeg ikke er den eneste, der kan se Kvæhls kvaliteter.

 Den originale og dermed rigtige forside til første bog ;)

Den originale og dermed rigtige forside til første bog ;)


 De simple forsider til Black Horror-serien er meget effektfulde.

De simple forsider til Black Horror-serien er meget effektfulde.

4 - Tingen i cellen (1992)

Tingen i cellen er den første i Jürgensens fire-bogs-serie kaldet black horror, og efter min mening den klart bedste (med Uhyret i brønden som nummer to). Hvor der i mange af hans tidligere værker er blevet spædet op med humor, er der i Tingen i cellen absolut ingen kære mor. Det er mørkt, det er ondt og det er koldt. Den er skrevet som dialog og gennem flashbacks, hvor Father McGregory lytter til den usete patient Simon Featherwells historie. De befinder sig i en celle, der stinker af hav og Simon Featherwells stemme er et skurrende og boblende morads, der alligevel formår at levere en historie om havet, monstre og lidelse. Tingen i cellen er en af de første gange, hvor Dennis Jürgensen skriver for voksne, og det klæder ham helt fantastisk. Selv om det er en kort bog (133 sider), får han skrevet en fortættet stemning ind på de få sider, og som læser sidder man tilbage med en ægte ubehagelig følelse i kroppen. Hvis man er bekendt med Lovecraft, vil fortællingen føre en tilbage til The Shadow over Innsmouth, og det er der bestemt intet dårligt i, da Jürgensen tvister og vrider inspirationen til en ny form. Ligeledes er den angelsaksiske gyser-tradition virkelig at spore, både i persongalleriet og opbygningen, men også i hele tematikken. For hvornår bliver man bare til en ting i en celle? Jeg kan anbefale de første tre i Black Horror-serien, hvorimod den fjerde (Dæmonen i hælene) efter min mening ikke når op på de andre.   


3 - Grønne øjne (1985)

Da jeg læste Grønne øjne for første gang, skræmte den mig. Og da jeg kiggede den igennem for et par dage siden, kunne jeg stadig se, hvad det var, der skræmte mig, og det er et adelsmærke. Grønne øjne består af fire fortællinger, der er vævet sammen af en rammefortælling om Harold Moveyes, der er forbandet og går igen. Dette format får mig til at tænke på de gamle horror-tegneserier som GRU og Skræk, og antologi-filmformatet, der blandt andet er set i Creepshow og, mere moderne, REC-serien. Hver af de fire fortællinger (Alene hjemme, Et hestehoved foran, Dumme dukke og Jokerklubbens bedste nummer), indeholder ekko af de andre fortællinger, og derved bliver helheden større end de individuelle dele. Jürgensen blander gamle rædsler fra folketroen med mere moderne uhygge, og slutresultatet virker sært helstøbt, selv om den fjerde historie halter lidt i forhold til de første tre. Sproget er direkte og brutalt (men samtidig humoristisk og 'smart-asset'), og især nogle af beskrivelserne af råd og fordærv er stadig væmmelige og får det til at vende sig i en. Hver gang jeg læser Grønne øjne, får jeg selv lyst til at skrive en novellesamling i samme stil, hvor alle delene hænger sammen. Den originale forside bør også nævnes, da den indgyder respekt og ubehag. Selv om Grønne øjne er blevet genudgivet ad to omgange, er det stadig det originale cover, der holder.

 Dyrk lige stregen og øjnene - brrr.

Dyrk lige stregen og øjnene - brrr.


 Den originale og derfor rigtige forside!

Den originale og derfor rigtige forside!

2 - Kadavermarch (1991)

For mange er der intet over og intet i nærheden af Kadavermarch i Jürgensens forfatterskab, og bogen har efterladt sig et aftryk, der kun er få bøger forundt. Kadavermarch er den første zombieapokalypse-bog på dansk (efter hvad jeg ved), og Jürgensen tager sin inspiration direkte fra Romeros of the Dead-univers. Historien foregår en smule ude i fremtiden, hvor den rige elite bor i CrystalCities, der er betalt for af produktet LifeSupply, der giver en længere liv. Og både dette produkt og byerne kommer til at spille en meget vigtig rolle i fortællingen. Jürgensen bruger Danmark og et stort persongalleri til at fortælle historien, og det er en ren fest af blod, vold og splat, hvor en zombie kan onduleres på en milliard måder (med ryggen af en telefonbog?), og ingen virkelig er i sikkerhed. HvorJürgensen glimrer er i de mange personer. Som læser føler man virkelig med nogle af dem, og hader andre. Det virker som ægte menneskeskæbner, der tilfældigvis er blevet placeret i en zombie-fortælling, og den følelse af virkelighed kombineret med ikoniske scener (en flugt gennem elektriker-tunnelen, en kamp på et hustag), sikrer den en plads meget højt på listen. I dag skriver Gud og hvermand zombie-fortællinger, men dengang, for næsten 30 år siden, var den noget ganske uhørt, og tog verden med storm, og den er stadig en af de bedste zombie-romaner på dansk.


1 - Relief (1993)

Relief er Dennis Jürgensens bedste bog, og den er kriminelt overset. Så, der sagde jeg det. Desuden er Relief ikke skrevet for børn og unge, men for voksne, og det er måske grunden til at så mange ikke har læst den. Relief har som omdrejningspunkt teorien Homo Timidus, det angste menneske, og den teori arbejder med tanken om, at en frygt kan blive så dominant, at den er i stand til at manifestere sig fysisk. Det alene er en virkelig god idé til en bog, men i løbet af de 900 sider, lykkes det Jürgensen med et rigt persongalleri, vilde angstscener og humor spredt med let hånd, at fremmane noget sjældent. Når jeg læser Relief er det for mig et destillat af, hvad det er, Jürgensen kan. Han kan fortælle en god historie. Han kan skrive reelt skræmmende scener. Han kan være virkelig sjov. Og så kan han være iskold, hvor den sidste del er den prægtigste. Relief handler udelukkende om voksne mennesker, der midt i deres voksenliv kommer ud for frygtelige oplevelser. Den handler om at virkeligheden brister som en byld, og det væskende pus er levende. Den handler om opofrelse og lidelse, om hvordan nogle mennesker ikke bliver okay igen. Den handler om skyld og foragt og forråelse og ødelæggelse, der findes i selv de smukkeste kar. Det er Jürgensens dybeste værk, og et der burde være blevet læst af en horde af voksne. Det er her, han fik lov til at vise, hvad han virkelig kunne som forfatter. Tænk hvis Tellerup stadig havde nosser til at udgive voksenlitteratur!

 De 900 sider er fordelt på fire bøger, og som I kan se, trænger monstret langsomt fremt.

De 900 sider er fordelt på fire bøger, og som I kan se, trænger monstret langsomt fremt.


Det var min personlige Top 5, og det var ikke særlig let at vælge. Mine udvalgte bærer nok også præg af, at jeg har et blødt punkt for horror. Jeg lagde ud med 10 kandidater, og de 5, der ikke kom med, blev valgt fra af forskellige grunde. Serien om Freddy og monstrene (1982-88) var fantastisk og jeg åd dem som slik i mine små-år, men de blev slået på målstregen af Krøniker fra Kvæhl. Ikke fordi de er gode, det er de, og de var en dejlig lukket cyklus, der absolut ingen grund er til at reboote. Dennis Jürgensen arbejder også i science fiction, men ske (1994) blev valgt fra, da den første af de tre lange noveller, ikke holdt trit med de andre to (og slet ikke den sidste Jeggørdigingenting!). Dystopia (1990) er en god bog, men den har blot aldrig ramt mig som noget af hans andet fantasy, og det var kun lige, at den sneg sig ind blandt de oprindelige 10. Et Grimm't eventyr (1997) rugede jeg længe over, da ideen om at eventyr er andre dimensioner, og at kedelige kontornussere kan blive helte, virkelig talte til mig, men den faldt til sidst på ikke at være længere. Sidst var Dødens mange facetter (2009), en opsamling af noveller i alle mulige genrer. Selv om der er nogle perler imellem, var den til sidst for ujævn, men en god showcase for Jürgensens fantasi.

57-list.jpg

Det var så det. Du er velkommen til at kommentere, reagere eller reminiscere, eller på anden måde -ere. Og jeg overvejer at lave noget lignende med andre forfattere. Ville du være interesseret i at læse det?

Den midaldrende Silvestris læseoplevelse, opfølgning

I begyndelsen af året skrev jeg et par indlæg om, at det var gået op for mig, at jeg efterhånden levede i et billede af mig selv som læser, mere end jeg egentlig var det. Det satte jeg mig for at gøre noget ved, og meget hurtigt fandt jeg ud af, at det kastede uventede lækkerier af sig. Du kan læse om mit projekt ved at følge de to links (Del 1, Del 2), eller du kan læse med her.

Nu er det et halvt år senere, og det har været overraskende let at holde fast i mine forsætter, ja faktisk er de nu gået hen og blevet vaner. Det er en del af min dag. Jeg læser et kvarter hver morgen, og på mine hjemmedage fra arbejdet læser jeg en 45 minutter i lænestolen i biblioteket. De nye vaner har kastet andre ting af sig. For ti år siden havde jeg altid en bog på mig. Jeg læste, mens jeg gik til og fra mit arbejde. Når jeg ventede på bussen, læste jeg. Langsomt var opmærksomhed rykket fra blad til skærm, men uden at jeg egentlig har tænkt over det, er fokus gledet den anden vej. Nu læser jeg igen, når jeg venter ved busstoppestedet, eller fisker en bog frem, selv om jeg kun skal køre fem minutter i bus. Jeg er blevet mere bevidst om, at på trods af tidens fiktive natur, er den også meget håndgribelig. Og den skal bruges ordentligt. 

 Seks af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Seks af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Rent numerisk er der fremskridt at spore. I løbet af de forgangne seks måneder har jeg læst mere end jeg gjorde hele sidste år. 44 bøger er det indtil videre blevet til, og jeg tror aldrig jeg har læst så bredt, så varieret og så faglitterært. Det er ikke en higen eller jagt på at finde noget sært eller aparte, men en reel lyst til at udforske hvad der mon er bag et omslag. Det har gjort, at jeg har læst essays om kunst, dykket ned i Romerriget og gnasket myter og ritualer forbundet med skoven ... og det var bare inden for faglitteratur. Når viften bredes ud er det fransk renæssance-satire (Rabelais' Gargantua), chilenske digte (Pablo Neruda), en kommentar til det amerikanske samfund (Don DeLillos White Noise), dansk ekspressiv realisme (Janne Tellers Kattens tramp), mainstream YA (Miss Peregrine's home for peculiar children), undergrunds-horror (Jürgensen/Krogsøes Randvad) og britiske science fiction-noveller (James McAuleys Under Mars). Selvfølgelig var nogle af bøgerne bedre end andre, men de har det til fælles, at de giver mig en fornemmelse af hvor stor verden er, hvor mange historier der kan fortælles (og på hvor mange måder!) og hvor fedt, det er at dykke ned i et ukendt emne, og når man atter gennembryder overfladen, har man nu fået en ny indsigt. Det synes jeg er usandsynligt fedt. Jeg er af den overbevisning, at jo mere man tilegner sig, jo lettere bliver det for hjernen at kombinere forskellige områder, og på den måde skabe en tanke, en følelse eller en idé, der har noget friskt i sig. En suppe smager bedre, når der er kælet for gryden. 

Netop det med lære nyt, studsede jeg en del over. For undervejs i min læsning begyndte jeg at tage bøger ud af min reol. Og hvad så, tænker du? En bog plejer at stå i en reol, ikke ligge i en cisterne eller under vasken. Her var der tale om bøger, jeg havde købt for årevis siden. Nogle havde jeg erhvervet mig i den smalle genbrugs-shop i Vordingborg da jeg læste til lærer (i slutningen af sidste årtusind), andre var helt tilbage fra da jeg delte lejlighed på kollegiet med en kæreste og andre igen var blot landet i et mørkt hjørne. Jeg fandt ud af, at jeg havde helvedes meget guld stående på mine hylder. Bøger, som jeg havde slået hen med et 'nej, den er lidt lang' eller 'den ser gammel ud', og derfor aldrig havde fået læst. Så jeg begyndte at pille dem ned fra hylden og gå ombord i dem. Og det slog mig, flere gange undervejs i flere bøger, at det er det, som bøger kan, som intet andet medie formår. Når jeg ser en film fra firserne (og jeg elsker firserne), kan man godt se at den er ved at være gammel. Teknikken er forbedret så meget siden dengang, at det ville være sært andet. Sådan er det ikke med en bog. Der har teknikken været den samme næsten fra første fløjt, og derfor bliver de ved med at føles nye. Også selv om historien er sat i efterkrigstidens græske øhav (Durrells Reflections of a Marine Venus) eller i en muteret fremtid (Delanys The Einstein Intersection), verdener der ikke findes (længere). Selvfølgelig kan sproget være gammeldags, men det er en del af læseoplevelsen. Og så må man heller ikke glemme, at på trods af Hollywoods ivrige hurtigløb, findes der stadig langt flere fortællinger på tekst end på celluloid, og det ændrer sig ikke lige foreløbig, da Hollywood er i færd med at strangulere sig selv i et reb slået af remakes og sequels.

 Fem af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

Fem af de bøger jeg nævner i dette indlæg.

lZQfcIq.jpg

Umberto Eco har sagt, at ulæste bøger er langt vigtigere for vores liv end de læste, og eftersigende skulle han have haft et bibliotek, der bestod af 30.000 bøger han ikke havde læst, og det japanske ord tsundoku betyder at lade bøger stå ulæste hen, i bunker eller på reoler, til senere brug. Og jeg er enig meget af vejen, mens jeg er så nostalgisk, at visse bøger får lov til at eje hyldeplads til jeg stiller tøflerne. Jeg ved ikke om man kan kalde det en kombineret tanke, men i hvert fald fik min fornyede læselyst mig til at gå mine reoler igennem. Det betyder, at der nu står en håndfuld flyttekasser i min lejlighed, og de er fyldt med bøger. Der er bøger, jeg havde to af, men især bøger, jeg ved vil blive læst meget mere end de gør, når de står og samler støv på mine reoler. For majoriteten af de bøger er nemlig nogle, jeg allerede har læst, og som jeg ikke kommer til at læse igen. Den tanke er en direkte aflægger af, at jeg i begyndelsen af året begyndte at give enkeltbøger væk til nogen, der ville sætte pris på dem. Nu samler jeg blot til bunke, og senere på året holder jeg åbent hus, hvor man kan erhverve sig bøgerne for en lille pris. Måske ville du have lyst til at komme forbi?

De sidste 185 dage (siden årets start), har jeg læst omkring 50 minutter om dagen. Det giver sammenlagt 6½ døgn. Til sammenligning har jeg motioneret nogenlunde den samme mængde tid, og sovet 61½ døgn. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vender tilbage til ikke at læse. Det er tid så godt investeret, at kun motion matcher det. Og her på falderebet har jeg opdaget en sidste ting. Som yngre åd jeg bare bøger; der var en art prestige i det for mig. Nu indtager jeg bøger, men på en helt anden måde. I stedet for at sluge dem, lader jeg dem kæle for ganen. Det drejer sig ikke længere om prestige, men om glæde, og ofte er det så meget vigtigere.

10 gange forsider, del 2

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke. Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information. Dette er del 2. Del 1 kan findes her.


1677640_1523075603.jpg

Al kødets gang (2015) udkom på HHP, og er en gotisk krimi. Forsiden skulle være simpel, men alligevel sigende. Oprindeligt tænkte vi på noget med et gammelt hus beklædt med vedbend, men da vi så faldt over rebet sat på en baggrund af mørke sten, var der ikke så meget at rafle om. Det var forsiden. Det er en meget rolig forside, holdt i jordfarver, der samtidig signalerer at der er noget på spil. Hvorfor er der så mange ujævnheder i stenvæggen? Hvorfor er der så mange knuder og knob i rebet? Netop rebet peger direkte ind i bogen, hvor det både findes fysisk og som fortolkning, og derfor stod både jeg og forlæggeren uforstående over for lektørudtalelsen, der mente, at "forsiden ikke havde noget at gøre med bogen". Den meget hvide titel, hvor Al kødets gangs' tre ord hænger sammen, er et nik til et sammenfiltret element i hele fortællingen. Jeg er meget glad for netop denne forside, da den har meget få bestanddele, men samtidig formår at formidle en masse tanker. Og jeg kan garantere, at hvis man under læsningen af og til kigger på forsiden, så vil den matche på ganske ubehalige måde. 


Kærlighedsfrugt (2015) udkom på forlaget Kandor, og er en række horrornoveller. Den meget sorte baggrund er klassisk, og frugten i forgrunden smelter mange steder sammen med dette mørke. Netop frugten er det vigtigste element i Kærlighedsfrugts forside, og et element som mange af mine læsere har udtalt sig om. Jeg har hørt at det både er min bedste og min værste forside. At den signalerer nemlig horror, og at den frastøder folk. Men beskuerne bliver ved med at vende tilbage til frugten. For hvad er det egentlig? Er det et hjerte? Er det noget, der er ved at kravle ud af en kokon? Er det svampesporer der om et øjeblik udløses? Er det et kønsorgan? Er det en blomst? Er det blot en lille del af noget større? Den slags mystik synes jeg er perfekt til horror, og med lidt velvilje kan forsiden matche samtlige af samlingens historier. Den hvide skrivemaskineskrift er meget tydelig i det mørke, og fungerer som projektør. Her valgte vi at føje undertitlen 14 rædsler til, da ordet rædsler i sig selv er lidt grimt grafisk. Det er defekt ord, men langt mere spændende end 'historier' eller 'fortællinger'.

Kærlighedsfrugt.jpg

Sand_og_sten_staal_og_glas_A_Silvestri.jpg

Sand og sten, stål og glas (2016) udkom på forlagene Calibat/DreamLitt, og er den første i en række opsamlinger af noveller. Netop fordi det er den første i en række, valgte vi helt fra begyndelsen at alle bøgerne i denne 'serie' skulle have nogle fælles træk, men samtidig skille sig ud. Grafikeren Anna Degnbol blev tilknyttet, og for første gang kom der på forsiden af en af mine bøger et originalværk. Det var vigtigt for mig at signalere noget voksent, og derfor valgte vi en symbolsk strand af stjerner, der drysser ned i venstre side, og en bastant powerfont lige midt i det hele. Farven er grøn/blå/grå, og jeg tænker konsekvent på den som 'naturvidenskabelig'. Den kurvede bølge bryder forsiden i to, og skaber derved en 'tom' del og en fyldt med stjerner eller partikler eller noget helt tredje. Nederst lagde vi et bånd med 'udvalgte fortællinger', for at understrege at bogens indhold ikke alene var udgivet før, men at det også var noget af det bedste, der her blev genudgivet. Til lanceringen af min bog, var det hårdt at se, at folks nærmest ikke registrerede Sand og sten, stål og glas. Deres blik slog smut på forsiden, på trods af at den lå center på et salgsbord. Efterfølgende har læsere kaldt forsiden for 'utrolig smuk og elegant' og 'vildt kedelig', så jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke her. Selv er jeg i den første gruppe.


Fast arbejde (2017) er den anden af mine opsamlinger, og det er også til at se på forsiden. Forfatternavnet sidder samme sted (men har skiftet farve til sort), og ligeledes gør båndet med 'udvalgte fortællinger'. Netop båndet er som idé hentet fra den gamle Galakse Bøgerne-seie, hvor der nederst var et bånd, der beskrev seriens meritter. Fast arbejde er en bog fyldt med humor og gøgl, men samtidig skulle den signalere det voksne. Derfor valgte vi en række trapper, der eschersk ikke kan fungere, og en hvid/grå og nistret baggrund, der får en til at tænke på statisk støj. Læg også mærke til at trapperne er mættet med skygger. Vi valgte trapper fremfor andre klare symboler, da samlingens noveller har det tilfælles, at de handler om bevægelse. For at bryde det kantede, satte vi titlen på skrå og gjorde den hvid og pink, på en måde der giver den et skær af noget tredimensionelt. Som en del af titlen er det lille sværd, der kunne være hentet ud af en børnebog, og som samtidig er en direkte henvisning til titelnovellen. Læg også mærke til forlagets navn, Calibat, der sammen med resten danner en centreret søjle, men samtidig giver forsiden rum til at ånde.

21319212_10214666266878147_7288749318062912839_o.jpg

1745906_1525843825.jpg

Scener fra et parforhold (2018) udkom på forlaget DreamLitt, og er min tiende bog. Samtidig er den realistisk, og derfor skulle der grafik på bordet. Det var en lang omgang frem og tilbage med forsiden, hvor jeg flere gange afviste grafikerens forslag, og efter et par uger, var vi nok alle sammen lidt trætte. Derfor vendte vi tilbage til det første udkast, et 'hjertetræ'. I første omgang havde det nemlig været sat på en pastel baggrund ed omridset i hvidt, men nu kastede vi os over at vise bogens sammensatte natur ved hjælp af forskelligt farvede kasser. And lo and behold, det kom til at se helt fantastisk ud. Forsiden er på en gang enormt kaotisk og rodet, men samtidig kontrolleret og sat i system. De mange farver trykker på hjernens centre, men får ikke en til at vende sig væk. Selve baggrunden, hjertet der også er et træ, rammer noget essentielt i bogen, der handler om kærlighed og om at forstå, om at se sig selv og se de mennesker, man har groet noget sammen med. Hjertetræet formår at stå tydeligt, selv gennem de mange farver og former. Fonten i hård hvid er ikke en nysselig og balanceret font, hvor alt er lige stort eller lige. Her hælder bogstaverne til siden, eller står forskudt, præcis som de fleste følelser gør det. Forsiden er blevet meget rost, er tegnet/efterbehandlet af Morten L. Hansen og fortsætter om på bagsiden.


Så nåede vi igennem de 10 forsider, og det har været sjovt at huske tilbage på de tanker, man havde dengang. Nogle af de valg, jeg traf tidligere, ville jeg ikke have gået efter den dag i dag, men jeg synes stadig alle mine forsider står som monolitter over hvad de hver især skal signalere. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar eller en holdning, eller måske kan det være, at du kan bruge mine tanker, når du selv skal finde på en forside. Under alle omstændigheder: Tak fordi du læste med.

10 gange forsider, del 1

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.


Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.

0x500.png

silvestrifaderenssoenner-front-only.jpg

Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.


Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.  

Forlaget Valeta - Pandaemonium - Forside.png

Forside4.jpg

Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne. 


Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.   

3412.jpg

Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.