Hundrede ord, en køter og lidt kærlighed - et år efter

Jeg har efterhånden skrevet i mange år, og det er blevet til mange bøger. En af de ting, jeg har tænkt en del over på det sidste, er hvor forskellige de forskellige år som forfatter er. På dette tidspunkt i 2018, havde jeg allerede tre udgivelser ude og to i pipelinen, mens jeg lige nu har én udgivelse, der helt sikkert kommer ud i år og endnu en, der måske når det. Der er ingen tvivl om, at 2018 var lidt af en freak year, der ikke gentager sig, og alene det, at jeg også i år får en bog ud, er noget, jeg både er glad for og stolt af.

I tandem med mine tanker om gamle udgivelser, undres jeg over, hvor kort et liv en bog egentlig har. Det er ikke en ny tanke for mig. Jeg besøgte den allerede tilbage i 2015 i blogindlægget med den bidske titel Tillykke! Du har skrevet en død bog, som især omhandler, hvad man som forfatter måske kan gøre for at genoplive en gammel titel. Jeg synes stadig, at det har nogle gode pointer, men jeg tror ikke længere at man kan gøre fra eller til. Det eneste, der kan vække en backlist fra de døde, sådan for realz, er en bestseller, der undervejs mod himlen river de andre bøger med sig. Jeg forestiller mig en luftballon, hvor hver bardun er bundet til toppen af en gulerod.

Lige nu arbejder jeg på et undervisningsmateriale, skriver lidt på nogle katte-fortællinger og redigerer den roman/fortællekreds, der måske kommer ud i år. Og imens tænker jeg på alle de rosende ord og tilkendegivelser, jeg fik og efterfølgende har fået på netop de tre første bøger fra sidste år. Det er ikke alle forundt, og derfor har jeg behov for at dele dem med jer. Jeg håber, I har lyst til at læse med.


eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj 2018 på forlaget DreamLitt, og var anderledes fra noget jeg tidligere havde udgivet. Ikke mindst formen, hvor hvert kapitel var en ny genre, var jeg meget spændt på hvordan ville blive modtaget. Bogen var samtidig et hak i ideen om, at jeg kun skriver i de fantastiske genrer.

Feedbacken var meget positiv. Lektørudtalelsen anbefalede den til ‘køb på alle biblioteker’, jeg blev sammenlignet med både Bob Dylan og Karl Ove Knausgård, ifølge en anmelder burde bogen husstandsomdeles og skulle man tro en læser burde den give mig det tre-årige arbejdslegat, da bogen virkelig var nytænkende.

Den måske dejligste oplevelse ved Scener kom fra den meget læser-feedback, og jeg modtager stadig billeder af bogen fra læsere rundt omkring i landet. For mig vidner det om, at Scener når ind og rører folk, lige der hvor de kan genkende sig selv, og det var en af de vigtigste grunde til at jeg skrev bogen. At ramme noget almen-menneskeligt, der kan være svært at sætte ord eller følelser på.


Næsten samtidig udkom FebruaryFICTION, der var et samarbejde med A.Rune, og indeholder 100 korte historier, 100 af os hver. Det var igen noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde udgivet, og det var sjovt at se, hvordan de korte fortællinger var gode til at nå andre læsere og andre typer af læsere.

Anmeldelserne af FebruaryFICTION var positive, og roste især forskelligheden og den eksperimenterende tilgang til at fortælle en historie. Historierne blev brugt i undervisningsforløb, fulgt på Instagram og requested under oplæsninger. Men det vildeste ved denne udgivelse kom næsten præcis et år efter.

SMSpress, der udgav FebruaryFICTION, havde sendt bogen til vurdering hos Foreningen for Boghåndværk, og pludselig en dag dumpede en mail ind ad den digitale brevsprække. FebruaryFICTION havde vundet i kategorien Paperbacks og digitalt trykte bøger. Det var en særlig oplevelse, der kulminerede i en prisfest i Den Sorte Diamant komplet med udstilling af alle vinderne, der efterfølgende skulle på stor Europaturné. Lige nu ligger A.Runes og min bog et sted i Tyskland, hvor den bliver vendt og drejet. Gad vide om nogen forsøger at forstå historierne?

31890924_2149192805097165_1335517714164219904_n.jpg
62451329_576267479448177_717037153615347712_n.jpg

31313131.jpg
king_413824.jpg

I august udkom King på forlaget Calibat, og for tredje gang det år var den forskellig fra alt, jeg tidligere havde fået udgivet. En omskrevet novelle illustreret af meget dygtige Christoffer Gertz Bech, udgivet i billedbogsformat uden rigtig at være en billedbog. Nærmest fra dag 1 haglede det ned over King med ros, og den kom både fra børn og voksne.

Anmelderne var vilde med den, en kaldte den for sin yndlingsgyser, en anden for en ‘hård men forfriskende fortælling’, en tredje ‘ at den får min anbefaling, fordi den er smertefuld’. Størst blev det dog, da King fik seks hjerter i Politiken, blev skamrost og efterfølgende blev nævnt i listen over årets ti bøger til børn og unge, samt blev en del af anmelder Steffen Larsens officielle foredrag på landets biblioteker. Den dag i dag tikker det stadig ind med kommentarer.

En enorm del af Kings succes var Christoffers tegninger, der ikke bare understøttede, men udbyggede min tekst. Der opstod en særpræget vekselvirkning, der forstærkede fortællingen og gjorde den til den slags bog, man kan læse flere gange og opdage nye ting i. Ligeledes skal grafiker Manfred Christiansens arbejde ikke glemmes, da han tog Christoffers tegninger og manipulerede dem der, hvor det gav mening. Efterfølgende fik vi lavet en håndfuld giclée-tryk af midtersidens illustration, og måske hænger de lige nu på hærdede børns værelser rundt omkring i Danmark. Hvis dit barn er glad for King, kunne det måske være, at han eller hun har lyst til at nominere den til en Orla.


Og det var så det. Bøgerne står på biblioteket, og jeg håber, at de bliver ved med at finde nye læsere. For når alt kommer til stykket, er det den eneste vigtige grund til at skrive. At nå ud til andre og give dem en oplevelse. Tak fordi I læste med.

Rapport fra forfatterværkstedet 2019, 2. update

Der har været meget stille på bloggen siden jeg skrev min rapport sidst. Det er der flere grunde til. Nogle af dem kan du læse her, andre må du vente med. I modsætning til det foregående årti, har forfatterværkstedets maskiner kun snurret i laveste gear. Der er ikke megen glæde, der driver værket, og jeg holder kun lige min egen skrivning ved lige, efter at jeg tidligere på året fuldkommen mistede lysten til at sætte ord på papir. Jeg føler mig lidt som en gammel traktor, der er sat til side i laden. Af og til hælder jeg lidt olie ud over maskineriet, for at de bevægelige dele ikke skal ruste helt sammen, men jeg er endnu ikke vendt tilbage til førersædet. Jeg har dog søgt dybt i mig selv efter noget, der gav glæde, og hvad det er, kan du se nederst i dette indlæg.

f3c1e77c-fa7e-4852-95d2-a3e4e982d781-22769598_1976408836016875_2233179933143132409_o.jpg

Skrivning

Siden marts er det primært blevet til tekster, hvor jeg arbejder plotløst og intuitivt. Jeg skriver for at undgå rust.

Kødets brænding (science fiction/erotik, 3900 ord)

Menneskehavet (weird, 3700 ord)

På loftet står en kuffert med ti ting (eksperimenterende projekt, X ord)

De hjemløse (fantastisk fortælling, 10800 ord indtil videre.)

62544027_921913094819633_7035288359358431232_n.jpg

64501839_884101391940171_2506339323905835008_n.jpg

Arbejde på manuskripter

På manusfronten har jeg et par ting i pipeline, og alt tyder på, at jeg i løbet af 2019 får et par udgivelser.

Et satans arbejde: Efter mange års arbejde og endnu flere omskrivninger, har min sære roman om flyttemanden Asger, der skal flytte en del af Helvede, fået sig et hjem. Det er forlaget Brændpunkt, der har taget den til sig, og lige nu ligger manus hos redaktøren. Hvis alt flasker sig, udkommer Et satans arbejde op mod BogForum.

Tre: Jeg afleverede manus til Tre til forlaget Kandor den 1. april, men har endnu ikke hørt tilbage fra redaktøren.


Nye tekster

Som jeg har gjort det sidste årti, sendte jeg tre science fiction-tekster ind til SFCs årlige antologi Lige under overfladen, og dejligvis kom jeg med igen. Denne gang med teksten Beautiful Budapest, der er opstillet som et spørgeskema og hvor læseren er vidne til et sprogligt opgør mellem forstenet østligt bureukrati og smartasset forretnings-speak fra Vesten. Den udkommer til efteråret i antologien Sandsynlighedskrydstogt.

Ligeledes til efteråret udkommer den internationale antologi Horror Without Borders, hvori jeg repræsenterer Danmark med teksten I love you, der er sørgmodigt modbydelig.

59299265_337719960264165_3322261261923647488_n.jpg

62451329_576267479448177_717037153615347712_n.jpg

Andre projekter

Mens der har været stille hos mig selv, har jeg kastet mig over andet og andres projekter i stedet. Til efteråret skal jeg være huskunstner på Museum Obscurum i Nykøbing Falster. Her skal jeg undervise folkeskole- og gymnasieelever i skrivning og virkelighedsopfattelse, og jeg ser frem til at prøve kræfter med en helt ny nuance af det at være forfatter. Jeg har været redaktør på to bøger - en bog på engelsk, der er en blanding af horror-fiktion og afhandling og handler om survival architecture, altså arkitektur designet til at modstå et væld af katastrofer, og på en dansk YA-roman, der handler om en ung mand der bor hos sin morfar, der langsomt udvikler symptomer på demens. Lige nu sidder jeg og designer et undervisningsmateriale til bogen SKUNKS af Line Leonhardt og Dorte Schou, og jeg glæder mig til at synke helt ned i det arbejde. De næste par måneder bliver også spændende, da jeg blandt andet skal til Odense og Ebeltoft for at snakke om genrelitteratur.


Katte

I et forsøg på at hive mig selv op ved håret, har jeg ledt efter noget, der ubetinget giver mig glæde. Og måske har jeg fundet det i katte. Jeg har alle dage været meget glad for de pelsede kræ, så meget, at jeg aldrig har anskaffet mig en, da jeg bor i lejlighed. Nu prøver jeg at bruge den glæde til at finde energi, og derfor skriver jeg på et værk, der indtil videre hedder 100 historier om katte, der gør katteagtige ting på katteagtige måder. Det er historier om tåbelige katte og søde katte, historiske katte og fremtidskatte, egyptiske katte og kattebakker, irriterende katte og nuttede katte, filosofiske katte og katte, der er dummere end alle sæsoner af Paradise tilsammen og alt muligt andet, der er kattet. Nogle af historierne er sande. Andre er løgn. Nogle er midtimellem. Det er sådan lidt barnligt og tåbeligt, men måske har jeg brug for at gøre noget, der netop er det. Om det bliver til en bog, ved jeg ikke. Måske er det heller ikke så vigtigt.

z5R3gNO.jpg
cat-4221855_960_720.jpg

Afrunding

Traktoren står stadig i laden. Men jeg har fundet nederste trin på stigen, der leder op til førersædet.

To travle uger

57484974_1010101776045072_4699713258649550848_n.jpg

I dag skriver vi den 14. april, og de to foregående uger har mildest talt været travle. Lige nu sidder jeg foran tastaturet i morgenkåbe, drikker kaffe af svinekruset og forsøger at skabe mig et overblik over tiden fra første april. Det forsøg er du hermed inviteret til at være vidne til. For at lette hjernetrykket vil jeg gøre det kronologisk, og jeg regner med at være færdig nogenlunde samtidig med at min kop er tømt. So, without further ado, let’s get to it.


3131231.jpg

Den 1. april

Den 1. april havde jeg deadline på råmanus til min næste udgivelse, der har titlen Tre. Det er tre lange historier svøbt i en rammefortælling, og genren er en slags horror, eller måske mere weird. I ugen op til deadlinen arbejdede jeg med en kadence på 2000 ord i døgnet, fordi min rammefortælling, som jeg egentlig havde regnet med var ganske ligetil, forgrenede og knopskød som et træ i mutation. Den ville noget andet, og jeg fulgte med. Vi kom sære og abnorme steder hen, og de tre fortællinger endte med ikke kun at læne sig mod en ramme, men lade rammen være en del af sig. Det ændrer ikke på, at jeg var mentalt smadret efter manus var afsendt manus. Adjektivet ‘drænet’ er vist det helt rigtige her, for min historie havde vredet alle ordene ud af mig. Lige nu sidder redaktøren med den, og så må vi se, hvad der sker.


56474533_10156260463060878_7773131833499189248_o.jpg

Krimimessen i Horsens

I weekenden 5-6. april var jeg til krimimesse i Horsens, og jeg havde en del punkter på programmet. Først var jeg en del af panelet ‘Dansk gys gennem tiden’ sammen med Jette Holst og Dennis Jürgensen (moderator: Jacob Krogsøe), og i løbet af de fyrre minutter nåede vi vidt omkring, fra vores egen rædsel til hvad der rørte sig på den danske horrorscene. Lokalet var helt proppet, og efterfølgende har flere kommenteret, at de virkelig var fanget af vores samtale. Måske kunne man overveje at gøre noget lignende en anden gang?

Lidt senere interviewede jeg Teddy Vork om hans nye bog Forglemmigej, der er udgivet på Mofibo, og derfor ‘kun’ findes som e-bog og lydbog. Forglemmigej foregår på et plejehjem, hvor den nyansatte Mie begynder at opleve nogle sære ting med de senil-demente gamle. Vi talte især om hvordan det var at skrive til et medie som lyd, hvad det iboende rædselsvækkende ved et plejehjem er og om hvordan Teddy Vork konsekvent anvender myter og overtro i sine fortællinger.

Til sidst på dagen interviede Jette Holst mig om min roman Slør fra sidste år. Vi snakkede blandt andet om hvor mange forskellige slør, der egentlig er i bogen, om hvordan jeg blander genrer, der på overfladen intet har med hinanden at gøre og om, at jeg på de sidste 11 år har fået udgivet 150 noveller, i bogform, på dansk.

Men nu var det hele ikke scenetid. Jeg fik også snakket med et væld af folk og kolleger, om alt mellem himmel og jord. De snakke blev kun dybere og mere slørede (pun intended;)) til den store festmiddag, som jeg først var hjemme fra ved 01-tiden.

Morgenen efter havde jeg min sidste snak, nemlig hvor jeg interviewede Carsten Busk om hans bog Stedfortræderen, der handler om storpolitiske intriger, hvor både Vatikanet og en mystisk, hovedrig organisation i Schweiz har en finger med i spillet. Derefter var der fri leg, og ved 15-tiden satte jeg hjemover, hvilket DSB med vanlig nonchalance fuckede totalt op, så rejsetiden blev 1½ time længere.


1424.jpg

9. april

Den 9. april fik jeg afslag på min ansøgning om arbejdslegat hos Kunstfonden. Det føltes som at blive pisset direkte i hjernen, og det kom på det værst tænkelige tidspunkt. Tidligere på året trak jeg selv stikket på mine opsamlinger, da de ikke kunne løbe rundt - ikke nok interesse fra hverken biblioteker (på trods af en blændende lektør) eller fra private læsere. Det gjorde ondt. Mine opsamlinger stod mig meget nært, da de var milepæle i mit forfatterskab. Afslaget fra Statens Kunstfond kvalte min lyst til at skrive, og den er ikke kommet igen. Det føles som om, at lige meget hvor godt jeg gør det, er det bare ikke godt nok. Jeg ved ikke, hvad jeg gør herfra.


Cæcilie-koret synger de samme sange, der blev sunget i 1919.

Cæcilie-koret synger de samme sange, der blev sunget i 1919.

10. april

I 1919 var den første nordiske forfatterkongres, hvor Thit Jensen holdt sin berømte femøres-tale, der blev startskuddet til at forfattere fik bibliotekspenge. I år var det så hundrede år siden og i anledning af jubilæet afholdt Dansk Forfatterforening en stor reception på Nordatlantens Brygge med blandt andet tale af Einar Már Guðmundsson og inviterede fra alle de nordiske forfatterforeninger. Jeg havde været med i arrangørgruppen fra første fløjt, og mit primære ansvar var at tage mig af de delegerede fra Estland. I 1919 var esterne nemlig inviteret, men blev ikke en del af samarbejdet, på grund af mange faktorer. Nu var de så inviteret igen. Det blev en ret mættet dag, som endte på The Standard, hvor der var eksperimentalkøkken og jeg var først hjemme halvto. Dagen efter tog de andre videre til to-dages kursus på Schæffergaarden, men det kunne jeg ikke. For jeg havde en aftale med Randers - en by i galaksen.


Jeg holder foredrag om dansk science fiction.

Jeg holder foredrag om dansk science fiction.

Sci-Fi-Con i Randers/Randers - en by i galaksen

I dagene 11-13. april var jeg i Randers til det efterhånden enorme hybrid-event om Star Wars og science fiction. Klog af skade stak jeg DSB fingeren, og kørte torsdag aften over med Flexibus, der satte mig af 100 meter fra mit hotel. Samme aften løb jeg en smuk tur ved Gudenåen, og den kan du se beskrevet her. Fredag formiddag var turen kommet til mit første oplæg. De fantastiske genrer. Flere skoleklasser fra området kom, og selv om de var i den yngre ende (6. klasser) gik mit oplæg hæderligt. Undervejs fuckede mit power point også, så jeg måtte klare mig uden, hvilket ikke var optimalt. Senere samme dag var jeg blevet bondefanget til at være med på et hold, der som de første skulle prøve kræfter med et break-out room, der var designet specielt til galaksedagene. På holdet var, ud over mig, bibliotekschef Mette Haarup, professor og forfatter Svend Brinkmann, leder af frivilligværket Louise Brown, science fiction-ekspert Nicolas Barbano og fodboldspiller André Rømer (der scorede til Randers’ sejr 2-1 i den følgende weekend) fra Randers FC. Vi kom okay igennem, og jeg trak heldigvis ikke holdet ned. Bagefter satte jeg mig på Randers Bibliotek som tilskuer til en paneldebat mellem Maria Månson & Per Juul Carlsen fra Filmselskabet på DR K, Kenneth Bøgh Andersen og Svend Brinkmann (moderator: Jacob Krogsøe). Dagen efter gik turen til Arena Randers, til den gigantiske Sci-Fi-Con, og ordet gigantisk er meget passende. I løbet af dagen besøgte op mod 5000 gæster messen, og der var proppet med cosplayers, merchandise og signeringer. Selv var jeg i den mere rolige ende, da jeg skulle holde et oplæg om dansk science fiction før og nu. Det gik virkelig godt, og jeg har på fornemmelsen, at flere af tilhørerne i den kommende tid vil vælge et par værker eller to fra dem, jeg foreslog. Bagefter daskede jeg rundt, snakkede med en helvedes masse venner og bekendte, og brugte et kvarters tid ved Golistos stand. En af idemagerne bag Golisto, Emil Ottar Riise, havde jeg i tidernes morgen som elev, og vi har holdt kontakten sporadisk ved lige. Jeg var ret imponeret af deres koncept, der vil appellere til især samlere, om dem var der masser af på Sci-Fi-Con. Tiden skred frem, og snart skulle jeg hjem, men fandeme ikke med DSB. Så jeg havde fået et lift med Gomore, og Rasmus, der skulle til Frederiksberg samlede mig op ved Randers Arena. Vi kendte ikke hinanden, men snakkede frit i de cirka fire timer, det tog at komme hjem, og lidt over 23 blev jeg sat af 100 meter fra min lejlighed. Min tur til Randers havde været flot og begivenhedsrig, og hvem ved, måske er jeg så heldig at blive inviteret igen til næste år.


1242441.jpg

14. april

Mens jeg var i det jyske, tikkede en besked ind på min NemKonto, men da jeg ikke havde taget mit nøglekort med, måtte jeg vente til i dag, med at se hvordan bibliotekspengene så ud. Og heldigvis er de steget, med omkring 25%, hvilket ikke er særlig mærkeligt, eftersom jeg fik udgivet fem bøger sidste år. Jeg kan dog også se af min opgørelse, at mange af mine ældre værker er begyndt at forsvinde fra bibliotekerne, så hvis du har lyst til at læse dem, skal du snart til at besøge din lokale, kommunale bogpusher. Til sidst en sjov ting: Jeg er præcis nummer 1000 på modtagere af bibliotekspenge - hvilket placerer mig med et mulehår i den øverste tiendedel.


Og alt det andet …

Det var de store sager fra de første fjorten dage af april. I samme periode har der også været projektuge på mit arbejde (en af årets vigtigste uger), der skulle have været en paneldebat om horror til årets Blodig Weekend (men aflyst, for få tilmeldte) og i forfatterforeningen var der fredag fyraftensbar med besøg af Jørn Boisen, der talte om lykke, ulykke og fransk litteraur. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også raget en modbydelig forkølelse til mig. Nu tager jeg mig en kop kaffe til, indtil jeg finder på noget at lave. Tak fordi du læste med.

Rapport fra forfatterværkstedet 2019

Der har været meget stille her på bloggen i begyndelsen af 2019, men det er ikke det samme som, at der ikke er sket noget ved ordhøvlebænken, verbesaven og plotudstanseren. Med det sagt, er her en update på, hvad jeg har brugt årets første kvartal på.

1441414.jpg

Skrivning

Siden årets start har jeg fået skrevet en håndfuld nye tekster, der alle ligger til den korte side. Langt de fleste har været skrevet med et klart formål for øje, så der har ikke været meget plads til at flappe med ørerne.

Pageturner (horror, 1500 ord, på engelsk)

I love you (horror, 1400 ord, på engelsk) med i den internationale antologi Horror Without Borders.

Beautiful Budapest (science fiction, 2500 ord) indsendt til konkurrence.

The Future (drunken rant, 1300 ord, på engelsk) med i kunstmagasinet Red Door.

Bålfærd (fantasy, 3900 ord) indsendt til konkurrence.

54799419_1044188219116003_4145820708355702784_n.png

Arbejde på manuskripter

På manusfronten har der været både mere stille og mere travlt end i 2018. I begyndelsen af marts annullerede jeg selv to kontrakter på kommende opsamlinger, da salget af min sidste opsamling Jeg ved godt, du er der har været uforståeligt mikroskopisk. Det kan du læse mere om længere nede.

Tre: Gennem hele marts lå jeg vandret i luften, da jeg havde deadline på aflevering af manuskriptet Tre 1/4, men det lykkedes på dato. Den sidste uge skrev jeg med en kadence på 2000 ord i døgnet. Tre er tre lange horror-fortællinger sat i en rammefortælling, og de er både ret weird og foruroligende. Hvis planen holder, udkommer Tre på forlaget Kandor til efteråret.

Et satans arbejde: Min færdige roman om en flyttemand, der flytter en del af helvede, er på besøg hos forskellige forlag, men mødes med standardafslag. Det er en fest.

Vardekød: Horrorroman, der er næsten færdigskrevet. Lige nu ligger den og hviler, så jeg senere på året kan samle den op, hvis jeg har energien til det.

54524558_1923263171133569_7487375122286772224_n.jpg

52553532_415551042547161_8436257393679007744_n.jpg

Nye udgivelser

Der er lidt stille på udgivelsesfronten, men det ved jeg ændrer sig længere inde i året. Derfor er det kun blevet til en enkelt i første kvartal.

Det nådesløse daggry. Forlaget Enter Darkness forsøger sig med nyt i Dark Fantasy-antologien Det nådesløse daggry. Jeg medvirker med teksten Humlen (der oprindeligt blev skrevet i 2011), der handler om ølbrygning og kærlighed. Det nådesløse daggry udkom i januar.


Jeg ved godt, du er der

I slutningen af sidste år/starten af dette, udkom min tredje opsamling med noveller. Jeg ved godt, du er der. Og da jeg modtog lektørudtalelsen, var jeg ikke til at skyde igennem. ‘En af Danmarks bedste genreforfattere’, ‘Bør stå i alle samlinger’, ‘Kan sagtens bruges i undervisningssammenhæng’ for nu at nævne de åbenlyse roser. Det var vildt. Men det blev vildere endnu. Da salget strandede på 57 bibliotekseksemplarer. Måske lyder det af meget. Det er det ikke. Det er tragisk lidt. Det er forkrøblende lidt. Det er at sammenligne med at blive druknet i isvand. Koblet med, at der blev solgt tre eksemplarer (ja, tre) til private, var der ikke meget andet at gøre for mig, end at trække stikket på mine opsamlinger. For hvorfor skrive og udgive bøgere, der ingen lånere eller læsere har? Det har ramt mig hårdt, på lysten til at skrive.

jeg ved godt du er der.jpg

Afrunding

Sådan ser det ud lige nu. Jeg skriver igen om et kvartals tid.

Året der gik: 2018, Del 2

Klokken er lidt over ni om morgenen, den 2. januar 2019, og det er blevet tid til at kigge tilbage på 2018 med de helt brede briller. Jeg drikker kaffe, og i baggrunden kører numrene The system only dreams in total darkness og O superman på tandem-repeat. Når jeg er færdig med at skrive her, venter de sidste sider i et roman-manuskript, jeg har arbejdet på siden 2016 og en scene i en helt ny tekst, der vokser som et rodnet. I dette indlæg fortæller jeg om 2018 som skriveår, men hvis du har lyst til at kigge på de rene produktionstal, kan du se anlæggets årsproduktion lige her.


Indledning

2018 har været et år, hvor jeg konstant havde nye jern i ilden, og vidste, at så snart jeg var færdig med at redigere et manus, eller tjekke en novelle igennem efter fejl, ventede den næste. Det var en god, men samtidig til tider stressende følelse. I år valgte jeg flere indkaldelser til antologier fra, da jeg havde for travlt med mit eget, og måske er det et fingerpeg om fremtiden. En reaktion på travlheden var, at jeg søgte andre og anderledes udfordringer, der ikke direkte havde at gøre med at skrive, men tangerede det, og det gav mig lidt mentalt frirum. Ved siden af forfatterarbejdet var jeg redaktør, jeg udarbejdede undervisningsmaterialer, opdaterede dagligt min Instagram og ugentligt min facebook-side. Jeg har ikke det store flair for PR, men det er en side, jeg arbejder meget med.

Essayet om horror jeg skrev til København Læsers program. Illustreret af Tom Kristensen.

Essayet om horror jeg skrev til København Læsers program. Illustreret af Tom Kristensen.


Årets udgivelser. Det virker lige vildt på mig, hver gang jeg ser dete billede.

Årets udgivelser. Det virker lige vildt på mig, hver gang jeg ser dete billede.

“Denne bog burde husstandsomdeles” sagde en anmelder. Jeg kan kun være enig.

“Denne bog burde husstandsomdeles” sagde en anmelder. Jeg kan kun være enig.

Selvstændige udgivelser

2018 var et absurd år. Jeg fik intet mindre end fem udgivelser, og i sidste ende var det måske også for meget. I maj udkom Scener fra et parforhold, der er en socialrealistisk parforholdsroman og med den nåede jeg ud til en masse læsere, der ikke før havde læst mig. Den fik også en smuk lektørudtalelse, og gode anmeldelser, og i fremtiden håber jeg, at den når meget længere ud, for det fortjener den. En uge efter udkom FebruaryFICTION, som jeg skrev i samarbejde med forfatteren A.Rune. Den består af 100 tekster, 50 fra os hver, og de er korte, fyndige og dybe. Det er en ret lækker udgivelse, og det korte format lægger især op til selvskrivning og undervisning. I august kom turen så til King, min billedroman i samarbejde med Christoffer Gertz Bech, der handler om hund, der forsøger at hente sin ejer hjem fra Helvede. Det er bog for store børn og op, og med den oplevede jeg at få seks hjerter i Politiken. Lige omkring Halloween nåede vi til Slør, der er en horror-roman, som tager udgangspunkt i et bryllup og nærmest udelukkende har et kvindeligt persongalleri. Som de andre af årets bøger modtog den også en flot lektør og har solgt pænt til bibliotekerne. Endelig i november blev det Jeg ved godt, du er ders tur, og den tredje i rækken af opsamlinger handler om valg og rædsel. Indtil videre har den fået tre meget pæne anmeldelser og jeg håber, at det vil smitte af på salget. Jeg havde aldrig, og kommer nok heller ikke til det igen, udgivet så mange bøger på et år. Efterfølgende har jeg tænkt over det. Jeg er nået frem til, at tre udgivelser på et år må være maksimum, og det snuser til overkanten. Det er muligt, at tingene forholder sig anderledes med serier og børnebøger, men jeg har ikke så stor erfaring med nogle af delene.


Antologier

Når jeg havde så travlt med mine egne bøger, skulle man tro, at der var stille på antologi-fronten. Overhovedet ikke. Det var tværtimod også mit mest voldsomme år, og der hvor jeg både optrådte flest steder og virkelig begyndte at skrive på engelsk. På dansk medvirkede jeg i seks antologier med blandt andet science fiction, eventyr, steam punk, surrealisme og en anekdote. To af dem var ‘bestillingsarbejde’. Yderligere to antologier, Underjordisk himmel og Den fantastiske rejse, er begge opsamlingsværker, hvor nogle af mine gamle tekster medvirker. Det var lidt mærkeligt at nå til et punkt, hvor man havde skrevet så længe, og så meget, at ens gamle historier dukkede op igen. Når jeg gik dem igennem, føltes de både meget længe siden, og meget velkendte. En ven, man ikke har set længe, men hvor man bare fortsætter snakken hvor man slap sidst. På engelsk blev det til tre fortællinger. Cut, A mínuet of corpses og Face;mask, alle tre horror. Det er sjovt at opleve at kunne begå sig på et fremmedsprog, og hvad det gør ved mit ordvalg, fortællestruktur og så videre, for det er ikke helt identisk med hvordan jeg gør tingene på dansk. Jeg ved allerede nu, at der i 2019 kommer mindst tre antologier, hvor jeg står på forfatterlisten og novellen er stadig min foretrukne form. I mine nyere tekster arbejder jeg endnu mere med det menneskelige og fortælleform, end jeg har gjort tidligere. Eksempler på det er Den vægtløse Melissa med rumpistol, der er et scifi-noir-drama og Professor Adamsens ufuldendte som arbejder med Alzheimers og tidsrejser. Når det kommer til antologier, har jeg dog stadig min Great White Whale. På trods af at jeg i år rundede de 60 antologier, er det aldrig lykkedes mig at få en samling opkaldt efter mit bidrag. Enten er jeg meget dårligere til titler end jeg tror, eller også er det en sammensværgelse! Jeg hælder mest til det sidste, for så kan man altid håbe, at der er en alien eller to med i det også.

IMG_2361.JPG
26908045_2088399514728038_5883544933237580919_n.jpg
Steamy.jpg

Undervisning i Randers.

Undervisning i Randers.

I fjernsynet om horror.

I fjernsynet om horror.

Interview på BogForum.

Interview på BogForum.

Holdet på Hald til Verdensmålene.

Holdet på Hald til Verdensmålene.

Dia de los Muertos i Literaturhaus.

Dia de los Muertos i Literaturhaus.

Forfatteroplevelser

I kølvandet på 2018 har jeg føjet et par firsts og et par titler til CV’et, og det har været vildt at opleve, hvordan tingene forgrener sig. I JANUAR blev der lagt forfattervideoer af mig op på Clio Online og genfandt jeg min læseglæde, i FEBRUAR skrev jeg 28 FebruaryFICTION, læste op i en kælder til KBH Læser og fik indlæst fortællinger på Godnathistorier. I MARTS medvirkede jeg i et seminar om Verdensmålene på Hald, der med lidt held munder ud i en bog og blev jeg genvalgt som formand for den skønlitterære styrelse i Dansk Forfatterforening. I APRIL tog jeg til Randers og underviste udskolingselever i at skrive i de fantastiske genrer og der var en portræt-artikel om mit forfatterskab i bladet Novum. MAJ måned startede udgivelseslavinen med Scener og FF, jeg tog en tur til Nykøbing Falster og signerede bøger i Arnold Busck og læste op til Lille Bogdag i Kunsthal Charlottenborg. I JUNI udkom novellen A minuet of corpses og fik jeg lektør på Scener, der anbefalede den til køb på alle biblioteker. Svinehede JULI begyndte med at jeg blev spurgt om jeg ville skrive en steampunk-novelle og jeg tog et ungdomsopgør med Dennis Jürgensen på bloggen. I AUGUST var jeg dommer i en skrivekonkurrence, King udkom og så havde jeg ti års jubilæum som udgivet forfatter. I SEPTEMBER læste jeg op på Næstved Bibliotek sammen med Laura Ringo og så var jeg i fjernsynet og snakke om horror sammen med Niels Mark og Rikke Schubart. I OKTOBER modtog jeg den smukkeste læser-feedback på Scener, Slør udkom og jeg interviewede Jacob Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen til BogForum om deres værk Randvad. I NOVEMBER rev jeg en uge ud af kalenderen, og var en del af TRAVERS, et internationalt kunstnersamarbejde på Glyptoteket, jeg var vært til Dia de los Muertos i Literaturhaus sammen med Mikkeline W. Gudmand-Høyer, Politiken stak mig 6 hjerter til King, jeg var i avisen NørrebroLIV og Jeg ved godt, du er der udkom. Og endelig i DECEMBER var min novelle 13. august 1989 julekalender på Brorfelde Astronomiske Vennekreds’ side, jeg fik antaget en novelle til en engelsk antologi, hvor redaktøren er en tidligere World Fantasy Award-dommer og min novelle A minuet of corpses blev indstillet til en Bram Stoker Award. Jeg kunne have nævnt flere eller andre ting, men i år blev det disse. Jeg har været overvældet af alt det, der er sket i mit forfatterskab, og 2018 har styrket mig i nogle overbevisninger og svækket mig i andre.


Det svære

Med alle de ting, jeg lige har fortalt, kan det virke mærkeligt, at jeg har ‘noget at brokke mig over’. Men måske er det netop al den succes, der stiller tingene endnu mere skarpt. For selv om det har været et fantastisk år, har det også været et meget svært år. Jeg har aldrig tvivlet så meget på det jeg laver som jeg har gjort i 2018. Hvorfor? Fordi jeg oplever, at mine bøger ikke kommer særlig langt. Selv om jeg modtager rosende omtaler og flotte anmeldelser, snakkes der ikke om mine bøger. Selv når det er landets førende avis, der disker op med en top-karakter, er resultatet stadig tavshed. Selv når jeg på uge-basis har fire-fem friske nyheder, er der stille. Sidste år vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre med følelsen af at opnå en masse, og samtidig ikke komme ud over rampen. I år har det sat sig som en modløshed. Det får mig til at miste lysten til det jeg laver, og for mig er det skræmmende at være vidne til. Det får mig også til at stille spørgsmålstegn ved kvaliteten af min skrivning, og ikke på den konstruktive måde, enhver forfatter skal kigge på sine tekster. Jeg oplever, at branchen handler mindre om bøgerne, og mere om hvordan forfatter og forlag kan vinkle fortællingen om forfatteren, mens selve bogen træder i baggrunden, eller fungerer som en gimmick. Det er en udvikling, jeg væmmes ved, da jeg er af den overbevisning, at det er med til at lægge bogen i en for tidlig grav. Jeg er bekymret over, hvor ensartet litteraturformidlingen efterhånden er på tværs af samtlige platforme, og jeg er ærgerlig over hvor homogene læsefællesskaberne er. Bogen er en mangfoldig art, og der skal værnes om alle dens inkarnationer.

Kolding Bib x 2.jpg
IMAG3878.jpg
47352276_1966415620107969_1899443952306618368_n.jpg
21366946_266715697177051_8520622622221663603_o.jpg

Foto:  Freja Ingrid Lehrmann

Foto: Freja Ingrid Lehrmann

king_413824.jpg

Projekter og fremtiden

2019 kommer på udgivelsesfronten til at være roligere end 2018, og heldigvis for det. På et tidspunkt i ‘19 udkommer min bog med arbejdstitlen 3, der indeholder tre meget lange horror-fortællinger, og hvis alt flasker sig kommer den fjerde opsamling (jeps, der er nu kontrakt på to til) til efteråret. Den kommer til at handle om kærlighed, og bliver overvejende realistisk. Om et øjeblik sender jeg også min pikareske roman Et satans arbejde ud til forlagene, og ser, om der er nogen, der er interesseret i en fortælling om en flyttemand, der rykker en del af Helvede til Hellerup. På harddisken har jeg også et par manuskripter til novellesamlinger liggende klar, og måske er der et forlag, der er interesseret i den slags? Her tænker jeg især på samlingen Næsten her, der er realistiske noveller sat i alternative universer og Skår, der er korte fortællinger alle under 1500 ord. Christoffer Gertz Bech, som illustrerede King, og jeg har desuden aftalt endnu et partnerskab, men det bliver først til 2020. Det bliver også spændende at se, hvor den lange tekst med arbejdstitlen Dem, som jeg arbejder på i øjeblikket, ender henne. Måske er der nok til en roman. Ellers kommer jeg til at bruge en del tid i ‘19 på at være redaktør, lave undervisningsmaterialer og holde foredrag. Og så må vi heller ikke glemme, at jeg stadig er formand i både Dansk Horror Selskab og for en af grupperne i DFF, så det kommer automatisk også til at tage en del tid. Og så har jeg på fornemmelsen, at 2019 kommer til at indeholde en masse uforudset.


Til sidst

Nu er klokken lidt over elleve. Tak fordi du læste med. Jeg håber ikke, at jeg kedede dig alt for meget. Ligeledes tak til jer, der har læst, købt og/eller anmeldt mine bøger, til de af jer der følger med på Instagram og Facebook og til jer, der kommenterer mig og gad lytte på mig ude i virkeligheden. Det er dejligt at vide, at I findes. Og med de ord, er det vel på tide at lade et sort hul strække 2018 ud til en singularitet og komme i gang med 2019.

Året der gik: 2018, Del 1

I går løb 2018 ud, og kommer ikke tilbage. Det var det år, hvor Stephen Hawking blev tavs (men heldigvis blev stemmen bevaret for eftertiden), hvor Danmark tog skridt mod at blive en totalitær stat, Fortnite inficerede verdens sind, Kanye West besøgte Donald Trump i Det Ovale Værelse, et thailandsk drengefodboldhold blev fanget i underjordiske huler og først reddet efter 18 dage, Britta Nielsen stak af med 111 millioner (hvilket der blev snakket meget mere om, end at Danske Bank havde hvidvasket milliarder i deres estiske filialer) og så var det den varmeste sommer i mands minde. Verden er ved at udvikle sig til et freak show, og 2018 har om noget år bevist overfor mig, at det gamle mundheld ‘virkeligheden overgår fantasien’ holder stik. Med alt dette sagt, er her første del af min årsrapport. Vanen tro består første indlæg af de kolde, hårde tal. Det er en måde hvorpå jeg kan holde styr på mit forfatterskab, og du er mere end velkommen til at kigge mig over skulderen.  


2018 har været et meget langt og mættet år. Samtidig føles det som om dagene blot har taget hinanden, og derfor kædet alle oplevelserne og udgivelserne sammen til ét minde. Jeg har aldrig haft så mange udgivelser på et år, og måske var det også for mange. I år har jeg skrevet 20 tekster (4 af dem på engelsk), en kortroman (der måske ender som en roman), 28 FebruaryFiction, skrevet taler og essays, undervist i skrivning, været redaktør på to bøger, lavet undervisningsmateriale, omskrevet og revideret fem af mine egne bøger, medvirket i internationalt kunstnersamarbejde og varetaget dobbelt formandsskab. Alt det og en helvedes masse mere, kan du høre om i morgen, hvor jeg kigger mindre på tallene og mere på helheden. Hvis du ikke kan vente, kan du altid tage et kig på slideshowet :)


Horror

Måneskinssonate (8200 ord, januar)

Tinderbitch (8200 ord, maj) antaget til antologi

Cut (666 ord, september) engelsk – med i antologien Trickster's Treats #2

In everything a sound (6800 ord, oktober) Engelsk – antaget til antologien Mountains of Madness Revealed.

Weird

Annes smil (1800 ord, marts)

Nye myter til en gammel verden (3000 ord, marts)

Genkendelse (2500 ord, juli)

Kamæleoner (4500 ord, august)

Ølanker (1400 ord, august)

Symbiose (4300 ord, oktober)

Science fiction

Den vægtløse Melissa med rumpistol (9400 ord, februar)

A minuet of corpses (6400 ord, april) engelsk – med i antologien Beyond the Infinite

Professor Adamsens ufuldendte (10500 ord, maj)

Christian Pedersen skal gå i nul (4400 ord, juni)

Til polen, hurra! (7700 ord, juni) med i antologien Krinoline & kedsomhed

Mono (1100 ord, august) sendt ind til konkurrence

Kikai (1500 ord, august) engelsk

Realisme

Büchsflint (3500 ord, juli) NH

Eusebios brønd (2300 ord, juli)

Større projekter

Dem (25000 ord, horror, november-)


47352276_1966415620107969_1899443952306618368_n.jpg

I år har det været vanskeligere end ellers at holde min kadence med 500 ord, simpelthen fordi jeg hele tiden har siddet midt i et redigerings- og revideringsarbejde, og otte timers tekstarbejde om dagen må være nok. Derfor har jeg i snit kun nået 350 ord om dagen, hvilket er et fald også fra sidste år. Dog har jeg det fint med det. Jeg skriver stadig som en springflod, og ideerne flyver lavt og hårdt. En tendens i 2018 har været den sære og korte fortælling, hvor jeg arbejder meget med surrealistiske billeder, fabulerer frit og forsøger mig mere visuelt frem for plotbaseret. Jeg ved ikke, hvorfra den tendens kommer, men jeg har tænkt mig at undersøge den til bunds. Jeg har også forsøgt mig mere på engelsk, og det går bedre og bedre. En primær del af mit forfatterskab tror jeg dog aldrig, det bliver. Ellers holder jeg science fiction og horror-fanen højt, ofte blandet med elementer af den særeste slags.

I morgen snakker jeg meget mere om, hvad der egentlig er sket i 2018. Der er sket mange gode ting, flere end dårlige, og fordi jeg har lovet mig selv og jer det, vil jeg berette om det hele. Ikke for at klynke og smage mig selv til døde, men for at dele. Tak fordi du læste med, og fordi du gjorde det, er her en lille video, der vil aldeles overbevise dig om, at jeg har mistet forstanden (eller også er det bare en unboxing) :) Vi ses.

Favoritter fra 2018 - Litteratur og andet

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om litteratur som er det vigtigste, i tirsdags var det film og serier, der stod på programmet og onsdag handlede det om den musik, der ramte mig i 2018.

Med disse ord, velkommen til slutningen og dagens Top 6 (plus lidt ekstra). Listen bærer også præg af, at jeg i 2018 har læst flere fagbøger end jeg har for vane.


Julian Barnes - Keeping an Eye Open (2015)

‘Flaubert believed that it was impossible to explain one art form in terms of another, and that great paintings required no words of explanation. Braque thought the ideal state would be reached when we said nothing at all in front of a painting. But we are very far from reaching that state. We remain incorrigibly verbal creatures who love to explain things, to form opinions, to argue... It is a rare picture which stuns, or argues, us into silence. And if one does, it is only a short time before we want to explain and understand the very silence into which we have been plunged.’

517byLFN+iL._SL500_.jpg

Julian Barnes er en af mine favoritforfattere, og jeg har ved flere lejligheder snakket om hans fantastiske Verdenshistorien i 10½ kapitel. Derfor var jeg også kåd som et lille barn, da jeg fik fat i Keeping an Eye Open, hvor Barnes i en række essays forholder sig til kunst. Og jeg fik åbnet ikke bare et, men begge øjne. Barnes formidler linjer, vinkler og farver i et sprog, der formår at være kompliceret uden at miste tilgængelighed, og blander analyser af malerier med anekdoter og fortællinger om malerne selv. Han griber fat i kunstnere, ikke alle kender, og behandler dem på lige fod med de (aner)kendte mestre, hvilket gør, at man som læser bare må opleve deres malerier selv. Jeg blev blandt andet grebet af fortællingen om Odilon Redon, og var efterfølgende så heldig at se hans grafik og malerier på Glyptoteket. Udstillingen kører stadig, hvis du har lyst til at se den. Barnes er altid værd at læse, også når det handler om faglitteratur.


8702204483.jpg

Niels Brunse - Ramoth-Bezer (1994)

I dag er det en blid dag. I dag vil jeg begynde på noget, jeg har udskudt i lang tid. Renskriften af Ullas manuskript.

Det regner derude. De har lovet byger i radioen, men himlen ser mere ud til heldagsregn. Græsset og stauderne i haven lyser med det tilfredse grønne skær, som planter får i den slags regnvejr og den slags lys-når himlen nok er grå, men ikke uigennemtrængelig.

Trygt vejr. Det føles rigtigt at være inde. Alle holder sig inde sådan en dag, ikke kun jeg. Og der er roligt i huset hele dagen.

Danske Niels Brunse er nok mest kendt som oversætter af Shakespeare, men han har også en rig produktion bag sig, især af værker, der falder indenfor de fantastiske genrer. I Ramoth-Bezer sætter den aldrende universitetslærer Robert sig for at renskrive det sidste minde om Ulla, en kvinde der måske var mere end en ven. Hun har oversat et tysk manuskript i hånden, og i det finder Robert historien om byen, der både hedder Ramoth og Bezer, og hvor vildfarne sjæle finder et nyt hjem. Alle arbejder sammen, og omkring nogle store og særlige maskiner, hvis konstruktion er skærmet af, for det er farligt for det skrøbelige menneskesind at se, hvordan maskinerne fungerer. Brunses sprog er som et varmt tæppe, og hans historie, der både rører ved science fiction, horror og den fantastiske fortælling, er som et stærkt krus gløgg. Man kan ikke lade være med at tømme det, når man først er gået i gang, og ved sidste side venter den slutning, man som læser fortjener.


Know This: Today's Most Interesting and Important Scientific Ideas, edited by John Brockman (2017)

Glaciers throughout the world are melting at an unprecedented rate. Glaciers throughout the world will continue to melt at an unprecedented rate. Try living with an average sea level 5+ meters higher.

  • Complete essay of Robert Trivers, evolutionary biologist

33304434.jpg

Bogen Know This indeholder 200+ essays fra forskere, videnskabsmænd, forfattere og politikere, der hver især skriver om en væsentlig videnskabelg idé, et gennenbrud eller noget, vi virkelig skal være opmærksomme på. De forskellige essays bevæger sig både inden for det naturvidenskabelige felt, kultur og the humanities, og det længste er på seks sider. Med andre ord bliver man som læser konstant præsenteret for nye tanker i nye sammenhænge, og det var et vanvittigt ride, jeg næsten kun kan sammenligne med en brandert baseret på forskellige slags sprut. Til hvert essays skrev jeg et par linjer, og sad tilbage med 20 siders håndskrevne noter, da jeg vendte sidst side. Know This er en skræmmende bog, men det er også en opmuntrende bog, for både det dårlige og det gode beskrives. Hvis du skal læse den, vil jeg dog råde dig til at gøre det nu. Selv om den udkom i 2017, var der allerede et par af de mange essays, der var forældede. Det fortæller en historie i sig selv. Nemlig at fremtiden er et meget stort sted, og det har retning direkte mod dig.


Intermezzo

Nu skal det ikke være sådan, at det hele skal handle om tekst. I løbet af 2018 dansede også andre kulturelle oplevelser ind i mit liv. Som allerede nævnt så jeg Odilon Redon-udstillingen på Glyptoteket, jeg havde en femfilms-maraton til CPH:PIX og besøgte Fuglsang Gods i foråret. Dog har især to oplevelser sat sig fast. Teaterforestilling Misery på Østerbro Teater og udstilling Into the Unknown på Brandts i Odense.

32131.jpg

I efteråret var jeg på Brandts af andre grunde, og gik derfor ind for at se udstillingen Into the unknown, for guderne skal vide at en udstilling om science fiction er et særsyn. Og jeg blev ikke skuffet. Udstillingen dækkede syv haller (tror jeg nok), og gik kronologisk frem, så man startede helt tilbage på den anden side af Jules Verne, og bevægede sig op til det nyeste. Udstillingen var flot lavet, fyldt med effekter fra diverse film (Darthys hjelm f.eks.) og hvad der især var fedt, var at litteraturen ikke var glemt. Flere steder stod store montrer med udvalgte storværker fra science fictions historie, som man kunne lytte til. Har man bare lidt interesse i science fiction, er udstillingen et must, og den går til midt i februar 2019. Derimod er det slut med teaterforestillingen Misery, jeg så i september. Handlinen fulgte Stephen Kings bog af samme navn, men skilte sig ud fra filmatiseringen på to bunker. Scenografi og lys var ret fantastisk, da alt foregik på én scene med ramper og med forskelligfarvede pærer fra alle vinkler. Og så var det fedt at se Lise Baastrup, der ellers mest har sådan nogle tuttenutte-roller, få lov til at gå i helt i spåner som Annie Wilkes, der er Paul Sheldons største fan. Hun var helt fantastisk, og med en stemme og vejrtrækning, der pillede ved ens nervetråde. Bravo!


3235969.jpg

Villy Sørensen - Sære historier (1953)

Fordi mordet skulle opklares, søgte jeg ansættelse ved kriminalpolitiet. Der følte man sig beæret over den interesse jeg lagde for dagen overfor dets arbejde, og da mordet jo især kom mig ved, gled jeg straks ind i så høj en stilling at jeg kun fik kriminalchefen over mig. Det gav naturligvis anledning til adskillige pinlige episoder, ti da jeg var ganske uerfaren, var jeg bestandig fristet til at indhente oplysninger hos mine underordnede, hvad der ikke sømmede sig for en mand i min stilling.

  • af novellen En Kafka-idyl

Jeg læste første gang Villy Sørensen i slutningen af 1980erne, og blev som så mange ramt af novellen Blot en drengestreg, der vist er så kendt, at jeg ikke behøver at fortælle noget om den. I år var det første gang siden, at jeg samlede Villy op, og jeg blev skudt gennem hovedet af hvor vild han var. Dette er eksemplificeret gennem uddraget af novellen En Kafka-idyl, der på absurd og abstrakt vis fortæller en historie om en forbrydelse, der måske er begået, gennem en person, der måske har interesse i at finde ud af, hvem der begået denne mulige forbrydelse. De otte noveller adskiller sig fra hinanden både i tone og tematik, og det er et lækkert pust i forhold til mange novellesamlinger, hvor det er vanskeligt at skelne de individuelle fortællinger fra hinanden. Villy Sørensens prosa føles på ingen måde 65 år gammel, men fremstår stadig lige så knitrende og frisk som karse i et vatbed, og undervejs blev jeg fascineret af, hvordan han både strækker den gængse fortælleform til den yderste grænse, og samtidig nærmest nonchalant overskrider den. Smukt!


51-ZSYVWSCL._SX322_BO1,204,203,200_.jpg

Samuel R. Delany - The Einstein Intersection (1967)

Wars and chaoses and paradoxes ago, two mathematicians between them ended an age and began another for our hosts, our ghosts called Man. One was Einstein, who with his Theory of Relativity defined the limits of man's perception by expressing mathematically just how far the condition of the observer influences the thing he perceives. The other was Goedel, who was the first to bring back a mathematically precise statement about the vaster realm beyond the limits Einstein had defined: In any closed mathematical system--you may read 'the real world with its immutable laws of logic'--there are an infinite number of true theorems--you may read 'perceivable, measurable phenomena'--which, though contained in the original system, can not be deduced from it--read 'proven with ordinary or extraordinary logic.

Delanys The Einstein Intersection er en bog skrevet med drømme så vanskelige og umulige at forstå, at man bliver nødt til at drømme, at man læser i bogen for måske at forstå den. Lyder det syret? Det er præcis den følelse man sidder med, når man har læst den første gang. I The Einstein Intersection er menneskeracen uddød, og en ny race med meget ustabel genetik er trådt i dens sted. Skræmmende mutationer, ødelagte gener og fortvivlede sind er hverdag, og alt det menneskeheden efterlod sig, både i form af fysiske ting som byer og det mere uåndgribelige som musik og myter, holdes på en måde i live af den nye race, der fortolker frit på det efterladte. The Beatles og myten om Orfeus er begge episke fortællinger, Elvis er som Gud og forvanskningen af de kendte myter kommer til deres egen ret forstået gennem sind, der ikke er menneskelige. The Einstein Intersection er en kompliceret bog, og jeg læste den to gange, uden at forstå den. Det ændrer ikke det mindste på, at den er new wave-science fiction når det bedst, og mættet med sproglige vanvidsbilleder, der lægger sig i din hjerne som æg, der først med tiden klækker.


Taichi Yamada - Strangers (1987, oversat 2003)

After my divorce, I set up house in the apartment I had been using as an office. Since I made my living writing scripts for television dramas, I spent most of my waking hours in solitary confinement at the apartment. Until recently, I had a lady friend who came here to share her company with me, but she drifted away when I became caught up in the divorce proceedings with my wife. I didn’t mind; I had expended so much emotional energy on the divorce that I was perfectly happy to be free of human entanglements for at while, including those whose pleasures were of a purely physical nature.

466454.jpg

Strangers er en horror-fortælling. Den handler om den midaldrende Harada, der er fanget mellem alle livets poler i kølvandet på en skilsmisse. En dag vandrer han igennem sin barndoms gade, og der går han ind i et varieté-teater, han besøgte sammen med sin far for længe siden. I mørket opdager han, at personen, der sidder lige foran ham, ligner hans far meget. Men det kan ikke være faren, af to åbenlyse grunde. For det første ville faren også være ældet med 40 år, så kunne ikke ligne sit unge jeg. Og for det andet døde begge Haradas forældre i en færdselsulykke for mange år siden. Herfra tager fortællingen fart, og udvikler sig til en meget sørgmodig og velfortalt spøgelseshistorie, der ikke bare handler om det, der er dødt, men også om de ting, det er så vigtigt får lov til at overleve. Den handler om de mennesker man var, og det menneske man er, og om de ting, man slet ikke lagde mærke til skete lige under næsen på en. Nyd især den ordknappe stil, der alligevel formår at fortælle alt det, man har brug for.


I løbet af 2018 læste jeg mere end jeg havde gjort i mange år, ikke mindst fordi det var gået op for mig, at jeg slet ikke læste noget nær det, jeg havde gjort i min barndom og ungdom. Det skrev jeg også to indlæg om, som du kan finde lige her (Del 1, Del 2). Fordi jeg læste mere, læste jeg også bredere, og af andre hightlights kan jeg nævne Grete Roulunds vilde og skræmmende science fiction-fortælling Efter år nul, Bo Reinholdts sanselige og skæve Salveren, fagbogen The Elegant Universe af Brian Green der handler om strengteori, Lawrence Durrells Reflections on a Marine Venus der er en rejsebeskrivelse fra et græsk øhav, der ikke findes længere og til slut den hylende skab- og grinagtige middelalderfortælling Gargantua af François Rabelais. Men i sidste ende blev det de andre seks. Med disse ord var det alt for i år. Tak fordi du læste med, og jeg håber at se dig i 2019. Godt nytår!

Favoritter fra 2018 - Musik

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om musik, i går var det film og serier, der stod på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt seks stykker musik ud fra årets massive række. Min tilgang til musik er meget bred, og jeg er af den overbevisning, at der findes noget godt i de fleste genrer. Derfor har mine valg heller ikke så mange fællesnævnere. De er blot musikstykker, der enten har haft en betydning eller har ramt mig i løbet af 2018. Og med det sagt, så lad os stemme banjoen og læne os tilbage i verandastolene.


Kashmir - Melpomene fra albummet Zitilites (2003)

Jeg kan godt lide Kashmir, uden at det nogensinde har udviklet sig til en besættelse. Jeg rykkede skridtet nærmere fanboy i år, hvor det femten år gamle Melpomene snurrede lystigt både på anlægget og under løbeturene. Jeg fandt det i forbindelse med arbejdet på playlisten til min bog Scener fra et parforhold, hvor nogle af de oprindelige numre ikke kunne findes på Spotify. Derfor måtte jeg finde et par erstatningsnumre, og så dukkede Melpomene frem af de støvede gemmer. Jeg kunne godt lide det i 2003, men i år rykkede nummeret finesser ind i mig. Den blide, nærmest rituelle begyndelse, der tilføjes en ingrediens af sang og så sniger guitaren sig ind bagfra og bygger nummeret op til et brag af rytme og tab. Og så skal man vist være støbt i beton for ikke at synge med på omkvædet: Flutter girl/Killing me with her sunshine/Sunshine/She's so unaware/That she's my melpomene.

Slægt - Perfume and Steel fra albummet The Wheel (2018)

Der er masser af metal i min værktøjskasse, og engang imellem sniger der sig noget helt nyt ind. Case and point danske Slægt med nummere Perfume and Steel. Mine følsomme ører hører noter af både black og trash metal, og en af de helt fede ting ved nummeret, er at der konstant veksles mellem det melodiske og det brutale, der skiftes takt flere gange og det gør at nummeret bliver ved med at hælsparke ens øregange. Nummeret holder et ret vildt tempo, og derfor virker det som en virkelig velvalgt skæring at starte deres nye album (som jeg stadig har til gode) med. Er man til det virkelig hårde og dybe, er Slægt nok for blidt, men har man indtil nu men, at det dybereliggende metal var for voldsomt til ens trommehinder, kunne Perfume and Steel være et af de numre, der fik en på andre tanker.

Karlheinz Stockhausen - Nachtmusik fra samlingen Aus den sieben Tagen (1968)

Whisky, mange oste og en hel del mennesker er det man kalder for en acquired taste. Noget, man i begyndelsen ikke kan lide, men som efterfølgende gror på en, nogle gange så vildt, at det bliver en lise eller en favorit. Sådan et stykke musik er Nachtmusik af den tyske komponist Karlheinz Stockhausen. Nummeret er rædselsfuldt. Det skærer i en, nogle gange så dybt, at selv om man forsøger at tørre blodet væk, vælder der blot mere op i såret. Musikkens skærende toner får ens hjerte til at banke hurtigere, de lemlæstede strengeinstrumenter klager og midt i den vilde kakofoni dukker noget smukt frem. Ens krop tager en dyb indånding, og man læner sig ind i det frygtelige og det forvitrede. Man reagerer instinktivt på musikken, og når den er tilendebragt, sidder man med opspilede øjne og dunkende hjerte, som havde man et øjeblik været en hjort fanget i en bils forlygter. Gør et forsøg. Du vil sikkert hade det første gang, men den anden, femte, tiende gang blotter du tænderne.

Lorde - SuperCut fra albummet Melodrama (2017)

Dette års guilty pleasure kommer fra Lorde, der med nummeret SuperCut formår at løfte sig selv et niveau op over de fleste andre. Selv om musikken veksler mellem et par ligetil beats, er det Lordes stemme, der virkelig er instrumentet. Det er hendes stemmebånd, der vibrerer, hende der sukker i slutningen af ord, hende der kun delvist synger, fordi den her sang skal fortælles mere end synges. Sangen handler om kærlighed, hvad de fleste sange har en tendens til at gøre. Titlen SuperCut er i den sammenhæng meget velvalgt, da ordet betyder en stor samling videoklip fyldt med den samme handling gentaget igen og igen, ofte i en klichéfyldt kontekst. Og så er der noget sødt og eviggyldigt over følgende sætning i slutningen af sangens andet omkvæd, der beskriver de fleste unges følelse af deres særlige og helt unikke kærlighed: We were wild and fluorescent, come home to my heart.

Lars HUG - Afsked fra albummet City Slang (1984)

Første gang jeg hørte dette nummer, kan jeg ikke have været mere end 7-8 år gammel. Jeg hørte det så heller ikke siden, før det i år pludselig strømmede ud af radioen, og jeg genkendte det på stedet. Overgangene, teksten, you name it. Fordi det blev ved med at spøge i mig, gravede jeg det frem fra arkiverne, og har siden skamhørt det. Blandingen af elektroniske og akustiske instrumenter er som drømme tilsat elektrisk stød, og Lars HUGs mørklyriske stemme kæler for Søren Ulrik Thomsen digt fra det evigt fantastiske album City Slang, I her får i dets fulde længde: Snart maser nattens gletcher/parkerne tomme/kroppene drejer mod kulden/spredes i gadernes væv/forsvinder i lygternes faldende hvidt; genkender ikke hinanden/i lukket november. Lyt til denne, inden det bliver nat. Hør hele City Slang, inden det bliver dag igen.

Arien Der Hölle Rache (kocht in meinem Herzen) fra Mozarts opera Tryllefløjten (1791), i dette klip sunget af Diana Damrau (2008)

Man kan ikke sige, at man godt kan lide klassisk musik, for den er lige så forskellig som så meget andet. Jeg kan godt lide Satié, Tjajkovskij og Bach, hvorimod jeg ofte synes Mozart er lidt for pussenusset. Derfor er det herligt, at han er det stik modsatte i denne arie fra Tryllefløjten. Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen er en af de arier, de fleste genkender, men som de færreste kan huske hvad hedder. Og handlingen? Joeh, det er moderen der synger til sin datter, at hvis hun ikke ser at få fingeren ud og nakke en fyr navn Sarastro, så slår moderen hånden af datteren. Så kan hun eddermame lære det. I Diana Damraus stemme blæser både vreden og foragtens vinde, og hendes stemmebånd vibrerer som var de en violins strenge. I løbet af 2018 har jeg hørt arien et utal af gange, og det hver eneste gang jeg skulle skrive et eller andet, der havde at gøre med vrede og foragt. Og det lader åbenbart til, at det er mere end en fair share af det i mit forfatterskab.


Det var mine seks picks. I et alternativt univers var det måske blevet Bryan Ferrys blide Bitter-Sweet, den hjerterytmiske Lost on you af LP, det musikalske konglomerat bag nummeret Genius, en tur gennem retrogyngerne med altid stærke Pet Shop Boys på nummeret Paninaro 95, Bisses drævende Plexiglas eller Jim Croces ballade I got a name. Men vi er i dette univers, og derfor blev det ikke dem. Tak fordi du lyttede med!

Favoritter fra 2018 - Film og serier

Sidste år blev jeg bedt om at fortælle hvilken kunst, der egentlig havde rørt mig mest i det forgangne år. Det blev til tre indlæg om hhv. film, musik og bøger, og siden jeg godt kunne lide formatet, gentager jeg det i år. I dag handler det om film og serier, i morgen er det musik, der står på programmet og så slutter vi af med kunstens kronjuvel, nemlig litteraturen.

Jeg har valgt fire film og to serier ud fra året der gik. En fællesnævner, hvis man kan tale om en sådan, er at mange af dem eksperimenterer med historiefortælling såvel som visuel identitet, og derfor leverer noget, jeg ikke har oplevet før. Og med de ord er det bare at holde sig fast:


Borg vs. McEnroe (2017, instr. Janus Metz, Sverige/Danmark/Finland)

Som hovedregel siger sportsfilm mig ikke det store (hvis man ser bort fra Mean Machine), for de ender altid med at the underdogs vinder, og så lærer vi alle sammen noget om at fællesskab og holdånd er det eneste, der betyder noget. Borg vs. McEnroe er helt anderledes. I den følger vi både Borg og McEnroe gennem Wimbledon-turneringen i 1980, og det er to meget forskellige mænd. McEnroe er eksplosiv og udfarende, mens Borg er fokuseret (fikseret?) og forknyt. Ikke alene formår instruktør Janus Metz at skabe nuancerede portrætter af de to spillere, deres opvækst og deres venner. Hvad der måske er vildere, er at det lykkes Metz at tilføje kampene et reelt spændingsmoment, så jeg sad helt ude på kanten af sofaen til den sidste kamp, finalen i Wimbledon 1980. Jeg havde med vilje ikke googlet resultatet, så jeg anede ikke hvem der ville vinde. Bagefter gik jeg på youtube og så den næsten 40 år gamle finale. Når en film kan få mig til det, så fortjener den en plads i årets top 6.

Ruben Brandt, Collector (2018, instr. Milorad Krstic, Ungarn)

RBC så jeg under CPH:PIX og den var en helt særlig oplevelse. Historien er let at følge: En række kendte kunstværker forsvinder fra verdens museer og en politimand forsøger at finde dem. Plottet er altså lige til. Der hvor RBC skinner som en supernova, er i det visuelle. Krstic har fokus på kunst, og over 250 kunstværker bliver enten direkte brugt i filmen, eller hentydes til. Det ser man både i folks udseende, hvor tre næser og fem øjne ikke er usædvanligt, og i den visuelle dybde, hvor forskellige stilarter kan eksistere i hhv. forgrund, baggrund og mellemgrund. Det er noget ganske særligt at se surrealistiske personer snakke i forgrunden, mens plakatkunst duver i mellemgrunden og baggrunden er en akvarel. Historien fortælles i et hektisk tempo og kombination af kunst og fart skaber noget, der i hvert fald tangerer det unikke, og efter endt ridt er man mere end tilfreds. Thumbs up.

DuckTales (2017, USA)

Er man i min alder, kan man huske serien DuckTales, der kørte i slutfirserne og starthalvfemserne, og man husker den som virkelig fed. Sidste år rebootede Disney konceptet, og efter at have set første sæson bliver jeg nødt til at acceptere … at den nye er bedre end den gamle. Den fremstår frisk og helt sig selv, ikke mindst fordi Rip, Rap og Rup har fået hver deres personlighed, der markant adskiller dem fra hinanden, og fordi at de mange eventyr sammen med Onkel Joakim oser af fortællelyst og eventyrlighed. Som i den gamle serie, veksler de mellem hverdagsproblemer og myter, men i den nye udgave hænger de forskellige afsnit sammen, og selv om hvert enkelt fortæller sin egen historie, bidrager den også til et større hele, hvilket fungerer rigtig godt. Og så sidder humoren lige i skabet. Hvis du ikke har andet at lave, så nup alle 23 afsnit i første sæson. Eventuelt to gange ;)

Sorry to bother you (2018, instr. Boots Riley, USA)

Sorry to bother you tager vist prisen som årets særeste film, men eftersom sær er godt, så glider den ubesværet ind på listen. Filmen foregår i et alternativet univers, ikke meget anderledes end dette. Cassius Green er down-on-his-luck, lige indtil det går op for ham, at han har en helt perfekt stemme til telemarketing og telefonsalg. Det er bare ikke hans rigtige stemme. For Cassius er sort og det er når han giver den med en påtaget hvid stemme, at kunderne flokkes om ham. Faktisk er han så dygtig, at han snart avancerer i graderne, vinker farvel til alle kulierne der sidder i rad og række, og bliver en mesteropkalder. En af den slags, der varetager de store og vigtige kunder. For først nu stiller han det spørgsmål, der har spøgt bagerst i seerens hoved siden begyndelsen. Hvad er det egentlig Cassius’ firma sælger, og hvad foregår der bag kulisserne? Spoiler: Du gætter det aldrig nogensinde, for det er ikke alene fucked-up, det er også plain ol’ weird. Så snup en håndfuld klejner og nyd turen!

Isle of dogs (2018, instr. Wes Anderson, Tyskland/USA)

Jeg er en af dem, der godt kan lide Wes Anderson, selv om jeg godt kan gå med til, at han kan være lidt gimmicky. Den udtalte hang får frit spil i Ilse of Dogs, der visuelt og fortælleteknisk er et slaraffenland af dimensioner. Om tyve år er hunde blevet forbudt i Japan, og derfor deporteres de til Trash Island, hvor de kan leve, dø eller ingen af delene. Men en dag lander en ung dreng på øen. Han vil have sin hund tilbage. Om han får det, ja, det må du selv se. Isle of Dogs er en dukkefilm, halvt på japansk og halvt på engelsk, og mættet med splitscreens i både tredje og fjerde potens. Det japanske er ikke oversat, men gennem snedige tricks, korte undertekster og et væld af farver, forstår man som tilskuer udmærket hvad, det er der foregår. Selve historien er som de fleste andre Wes Anderson-film, både mærkelig og sød, men det er for det visuelle alene, at man skal se Isle of Dogs.

Kidding (2018, instr. Michel Gondry, USA)

En af de sære sandheder i verden, er at Jim Carrey aldrig har fået så meget som en Oscar-nominering. Det kan man undre sig over, når man ser ham i Kidding. Han spiller den Mr. Rogers-lignende tv-vært Mr. Pickles, der mister sin søn i en færdselsulykke, og forsøger at leve videre. Kidding er et smukt og grumt studie i hvordan man håndterer sorg og tab. Den er mere drama end komedie og så fyldt smerte, at man selv sidder og snøfter. Dog bliver det aldrig for meget, da Mr. Pickles program Puppet Time hele fungerer som en art comic relief til alt det mørke. Serien er instrueret af Michel Gondry, der var medforfatter på Eternal sunshine of the spotless mind, og hvis den bid fakta ikke begejstrer, kan jeg ikke gøre så meget for dig. Jeg vil dog til sidst også give en applaus til skuespilleren Frank Langella, der spiller Mr. Pickles far og gør det så klinisk, at man kun kan juble, mens man synker sit spyt. Og så er Kidding lige blevet forlænget med en sæson.

Jeg så betydeligt færre film og serier i år end bare sidste år. Jeg har ganske enkelt ikke haft tiden. Men blandt de 40 film/serier jeg så, kunne jeg også have nævnt britiske Ghost Stories, der giver hele antologi-formatet et par twists, serien Future Man der er så plat og campet at det nærmest er et krav at binge den, den danske En frygtelig kvinde, der indeholder flere sandheder om begge køn end mange vil være ved, den norske serie Norsemen, der mest af alt kan kaldes en sitcom-udgave af Vikings og endelig Lars von Triers The house that Jack built, der vover at være nærmest litterær i sit tilsnit. Men det blev ikke dem, det blev de seks andre, og dermed slut for nu. I morgen handler det om musik.